Sognepræst: Når jeg faster, har jeg fokus på det kristne budskab

De kommende ugers fastetid giver sognepræst Rebekka Maria Brandt Kristensen anledning til at ændre sine digitaler vaner

Det er ikke fortællingen om Jesus, der vandrede i ørkenen i 40 dage uden mad og drikke, der får sognepræst Rebekka Maria Brandt Kristensen til at lægge mobiltelefonen på hylden i en periode. Nr hun de kommende uger faster, er det snarere med udgangspunkt i Bjergprædikenens budskab om at leve uden bekymringer.– Privatfoto.
Det er ikke fortællingen om Jesus, der vandrede i ørkenen i 40 dage uden mad og drikke, der får sognepræst Rebekka Maria Brandt Kristensen til at lægge mobiltelefonen på hylden i en periode. Nr hun de kommende uger faster, er det snarere med udgangspunkt i Bjergprædikenens budskab om at leve uden bekymringer.– Privatfoto.

Fra på onsdag i næste uge vil ingen vibrationer fra mobiltelefonen kunne forstyrre Rebekka Maria Brandt Kristensen. Hun er sognepræst i Søllested, Skovlænge og Gurreby Sogn på Lolland, og askeonsdag går hun ind i den grå indstillinger-app på sin mobiltelefon og trykker ”off”. I samme periode vil hun heller ikke bruge tid på serier og film på Netflix eller onlinemediet PrimeVideo, som ellers ofte indgår i aftenunderholdning.

Anledningen er den kristne faste, som i år giver hende lejlighed til at sige fra og vælge til. Det skal være slut med de nærmest konstante meddelelser fra nær og fjern, for nu skal det fysiske nærvær prioriteres først, om ikke andet så for en stund.

”Telefonen styrer for meget af mit liv, og jeg føler mig presset til at svare med det samme, når nogen ringer eller skriver. Ligesom så mange andre skal jeg blive bedre til at behovsudsætte, og det håber jeg, at fasten kan bidrage til, så jeg får fokus på, hvad der rent faktisk giver mening i mit liv,” siger hun.

Hendes mand, Klaus, er med på at droppe telefontiden, og med hans støtte håber hun, at det i år kan lykkes hende at fuldføre 40 dages faste. Det er gået galt før, men i år støtter hele familien op, inklusive hendes tre børn. Mens Bibelen og andre bøger skal erstatte smartphonen, vil de traditionelle brætspil vippe film og serier af pinden.

Hendes arbejdstimer i sognet skal også bruges anderledes. Forleden fortalte en præstekollega hende, at han hver dag i fasteperioden ”vil opsøge en ensom”. Den dimension vil for 41-årige Rebekka Maria Brandt Kristensen komme til udtryk ved, at hun den kommende tid vil ”klemme endnu flere husbesøg ind”.

Både som mor og som sognepræst er det dog utænkeligt med nul telefonminutter. Sognets indbyggere og pædagogerne fra institutionerne, hvor hendes børn går, skal trods alt kunne komme i kontakt med hende. I så fald må de ringe på fastnettelefonen eller sende en mail. Sidstnævnte vil Rebekka Maria Brandt Kristensen læse inden for et bestemt tidsrum. Det er nemlig på tide med struktur, fortæller hun:

”Jeg skal give mig selv nogle nye vaner. Det tager to måneder, har jeg fået at vide, og efterfølgende vil det være helt naturligt for mig.”

Anledningen til hendes 40 dages livsstilsændring er som nævnt den kristne faste. Men den kirkelige tradition spiller også en rolle for den tanke, der ligger bag forløbet, hun skal igennem.

”Fastens oprindelige betydning er, at vi frasiger os noget, og når helligdagen kommer, mærker vi, at den er en festdag. Kærligheden i vores liv kommer fra Gud, og når man faster, giver man sig selv tid til at fokusere på det budskab ved for eksempel at bruge mere tid på at bede og læse Bibelen,” siger hun.

Det er ikke fortællingen om Jesus, der vandrede i ørkenen i 40 dage uden mad og drikke, der får Rebekka Maria Brandt Kristensen til at lægge mobiltelefonen på hylden i en periode. Det er snarere Bjergprædikenens budskab om at leve uden bekymringer, forklarer hun.

”I den katolske kirke handler fasten ikke om afsavnet. Den handler om at fjerne det unødvendige i ens liv, som i mit tilfælde hænger sammen med de mange digitale forstyrrelser. Hvis man i 40 dage bare går og tænker på, at man glæder sig til igen at kunne synde, har man misset pointen,” mener hun.

”Hvorfor skulle jeg dog udsætte mig selv for lidelse? Afsavn er ikke beundringsværdigt. Jeg er hverken en søjlehelgen eller Jesus, men et kristent menneske, der i fasteperioden bliver mindet om at have kærligheden som fortegn. Dét er for mig beundringsværdigt,” siger Rebekka Maria Brandt Kristensen.