Prøv avisen

Når Koranen rykker ind i kirken

Det møder nu kritik fra flere sider, at den tyrkiske lærde Hüseyin Gültekin reciterede versene ­al-Fatiha fra Koranen under en mindegudstjeneste for terrorofre i Københavns Domkirke den 6. april. –

Oplæsning af Koranen bliver mere og mere udbredt ved særlige gudstjenester. Flere præster mener, at kirkerummet bør være forbeholdt den kristne tro. Den modsætning vil blive skærpet fremover, mener professor i religionsvidenskab

En imam var med, da DR sendte nytårsgudstjeneste fra Haderslev Domkirke. I februar åbnede kirkefolk for at bruge korantekster ved begravelser. Og i sidste uge blev suraen al-Fatiha sunget under Københavns Domkirkes mindegudstjeneste for terrorofre.

Koranoplæsning er begyndt at dukke op ved særlige gudstjenester i danske kirker, men i det kirkelige miljø er der uenighed om, hvorvidt koranoplæsning er på sin plads eller ej. De to holdninger repræsenterer de to måder, kirken håndterer den nye situation med flere muslimer i Danmark på, mener professor.

Blandt kritikerne af koranoplæsning i folkekirken er tidligere provst Peter Balslev-Clausen.

”Hvis du ser det fra folkekirkens side, er det dybt rystende, at biskopper og provster iniviterer fremmede religioner ind på deres betingelser. Man skal ikke møde fremmede religioner i sit kristne gudstjenesterum – der er det forholdet til Kristus, det drejer sig om. Koranen hører ikke hjemme i kirken, for det er et skrift, der tager afstand fra kristendommen,” siger Peter Balslev-Clausen.

Men domprovst Anders Gadegaard fra Vor Frue Kirke i København, der stod for sidste uges mindegudstjeneste med oplæsning fra Koranen, forstår ikke kritikken.

”Fra Tyrkiet, der er et muslimsk land, hørte vi en imam læse et sted fra Koranen, fordi det var et naturligt ønske fra den tyrkiske ambassade. Jeg havde undersøgt teksten på forhånd og kunne konstatere, at det var et udsagn, der svarede til det gudssyn, vi har i Bibelen om den barmhjertige Gud. Så pointen er for mig, at der er overensstemmelse med det kristne gudssyn, og så synes jeg fint, at det kan fungere. Hvis det havde været modstridende med det kristne guds- og menneskesyn, ville jeg ikke godkende det. Det svarer til at kunne stå for en begravelse, hvor folk har personligt ønske om at få noget ind. Der må du som præst undersøge, om det kan høre ind under det kristne syn,” siger domprovst Anders Gadegaard.

Heller ikke Mogens Mogensen, kirkekonsulent med fokus på interreligiøsitet, ser noget problem i, at kirken lægger hus til koranoplæsning ved særlige gudstjenester.

”Ved normale højmesser samles kristne om evangeliet, og der har man ikke indbudt andre, for der er det en normal gudsdyrkelse. Her handler det om, at vi repræsenterer den store kirke, der har et særligt forhold til staten og derfor har en særlig forpligtelse til at levere et værtskab i forhold til resten af samfundet og give repræsentanter mulighed for at bringe en hilsen. Vi er en kirke med 78 procent af befolkningen som medlemmer, og det giver os en forpligtelse til at åbne os og samle nationen bredt,” siger han.

Religioner har altid påvirket hinanden på kryds og tværs, påpeger Hans J. Lundager Jensen, der er professor ved religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

Han fremhæver samtidig, at vi i dag står i en helt ny situation med muslimske diaspora-menigheder i Europa og i Danmark, som hverken kirken eller islam har erfaring med. Han afviser dog, at koranoplæsning vil bevæge sig ind i normale gudstjenester, men ser overordnet to måder, kirken vil håndtere den nye situation på.

”Den ene måde er, at kirken som nu gør plads til koranoplæsning ved helt særlige lejligheder, fordi man er klar over, at man lever i en reel globaliseret verden, og man er nødt til at forholde sig til det. Derudover er min forudsigelse, at der også kommer en anden tendens, hvor nogle i kirken vil svare ved at lægge større vægt på det, som er særligt i kristendommen i forhold til islam, andre religioner og det sekulære. Hvis Bibelen ikke er nok, kan man læse op af for eksempel Luther eller Augustin, og det kan avle en større religionsbevidsthed, hvor kirkens egen historie fremhæves som alternativ til, at der bliver lukket op for det ikke-kristne eller ikke-kirkelige, der er udenfor,” siger Hans J. Lundager Jensen.