Det er ikke altid nemt at følge en Gud, som ikke er synligt til stede i verden. Det kommer disciplene i søndagens tekst til at sande, da de går fra at følge Jesus til at skulle være hans trosvidner, når han ikke længere er blandt dem som menneske.
”I teksten er Jesus er ved at tage afsked med disciplene og vil forberede dem på alt det, der kan ske. De går en svær tid i møde, men uanset hvad der sker, skal de være modige nok til at stå imod og være trofaste. Helligånden vil komme for at støtte dem og være i dem, når Jesus ikke længere er blandt dem i menneskeskikkelse,” forklarer folketingspolitiker Lise Bech (DF).
Disciplene har indtil nu fulgt Jesus og taget hans budskab til sig. Nu skal de stå på egne ben og leve efter hans ord.
”Jesus er kærlighed, og selvom han ikke er der fysisk, så skal disciplene tro alligevel, for han er stadig med dem,” fortsætter hun.
I teksten fortæller Jesus, at disciplene vil opleve modgang blandt andet ved at blive udelukket af synagogerne, og de vil tilmed risikere at blive slået ihjel. Alligevel skal de stå fast i deres tro uden at falde fra.
”Jesus har vist dem, at de kan klare det, fordi han selv har været udsat for forfærdelige ting. Livet kan være hårdt, men Jesus gør det klart, at troen vil gøre disciplene stærkere,” siger Lise Bech.
I perioder, hvor hun selv har det svært, tænker Lise Bech ofte på fortællingen om de to fodspor i sandet, hvor en mand drømte, han gik langs stranden sammen med Gud. På vejen øjner han scener fra sit liv og ser, at der er fodspor i sandet – både fra ham selv og fra Gud. Han bemærker, at de steder i livet, hvor han havde det sværest, var der kun et sæt fodspor, og han spørger derfor Gud, hvorfor han forlod ham på de tidspunkter i livet, hvor han mest havde brug for støtte.
”Så siger Gud: ’Det er ikke mine fodspor, der mangler, men dine, for jeg bar dig’. Det er en historie, jeg tit tænker på. Selvom vi føler, der sker ting, der er uretfærdige, eller oplever sorg, så er Gud altid med os,” siger Lise Bech.
Samtidig fremhæver Jesus i teksten også, at disciplene selv spiller en vigtig rolle – særligt apostlene. De har været med ham fra begyndelsen og set de mirakler, han har udrettet. Derfor er de øjenvidner og kender til Guds ord gennem Jesus.
I dag kan de værdier, Jesus prædikede, imidlertid nemt drukne i den hektiske hverdag, hvor tankerne ofte skal være mange steder på en gang.
”Vi lever i en meget hurtig verden med alle de elektroniske medier, og man skal være på hele tiden. Jeg tror, det er meget svært at være ung i dag. Der er så mange udefrakommende ting, der påvirker ens liv. Det, vi som forældre kan gøre, er at hjælpe vores børn til at blive stærke, så de kan tro på sig selv og på, at det, de gør, er det rigtige, frem for bare at følge med strømmen. Det er også det, som sker i søndagens tekst. Der har vi at gøre med en gruppe mennesker, som går mod strømmen trods det, at de møder meget modstand,” forklarer Lise Bech.
Troen har tidligt været en del af livet for Lise Bech, som kommer fra en indremissionsk familie. Hendes mor voksede op på et missionshotel i Aarhus, og hendes bedstemor drev missionshotellet Rørvig Bad.
”Troen har altid været meget nærværende for mig. Vi bad Fadervor, sang salmer, og da jeg blev stor, arbejdede jeg på missionshotellet i sommerferierne. På hotellet blev der holdt andagt, og man kunne ikke købe spiritus – men man kunne dog godt få en øl til frokost, så vidt jeg husker,” fortæller hun.
Selvom hotellet for længst er blevet solgt, kigger Lise Bech stadig forbi i ny og næ. Oftest flyver hun, når hun skal fra sit hjem i Støvring syd for Aalborg til København, men kører hun i bil, kan hun godt finde på at tage en omvej forbi den gamle bygning, som har dannet ramme om mange barndomsminder.
I dag har Lise Bech selv besluttet, at hun vil være mere aktiv på den kirkelige front både som medlem af kirkeudvalget i Folketinget, men hun er også menighedsrådsmedlem i Støvring, selvom det kniber med at finde tid til det hele. Hun havde læst, at det var svært for menighedsråd at finde medlemmer, og at flere melder sig ud af folkekirken, og hun syntes derfor, det var værd at komme tættere på kirkens arbejde og bidrage til at bevare det åndehul, som kirken skaber. Hun kender selv alt til at have en travl tilværelse. Mandag aften eller tirsdag morgen drager hun mod København og kommer først hjem igen til Støvring fredag aften. Det er ikke unormalt, at hendes arbejdsdag først slutter klokken ni om aftenen. Forleden tog hun sig dog tid til at lægge vejen forbi Holmens Kirke i København. Hun kan nemlig godt lide kirkerummet og mener, det er vigtigt, at danskerne har mulighed for at opleve det fristed i dagligdagens travlhed, som folkekirken kan tilbyde.
”Kirken kan give os ro i vores liv og dagligdag. Det, synes jeg, er vigtigt. Derfor vil jeg gerne være med til at fastholde, at folkekirken spiller en vigtig rolle, og at vi har brug for den indre ro, som kirken danner ramme om. Det er en ro, du næsten ikke kan finde andre steder,” fastslår Lise Bech.