Prøv avisen
Interview

15-årige Mathias mistede sin far: Når man dør, så besøger man dem, man holder af, igen

Mathias Binne Bilde ses her under sin konfirmation, som var en svær dag for ham, fordi han savnede sin afdøde far. Foto: Made By Us ApS © Type 2

Da 15-årige Mathias Binne Bildes far døde, fandt han trøst i troen på, at faderen var et andet sted og holdt øje med ham. En nylig tv-serie har fulgt hans overvejelser om tabet, som han blandt andet delte med en præst

Det er en kølig forårsdag i 2015, og 14-årige Mathias Binne Bilde er på sin ugentlige gåtur med sognepræsten Berit Berg i Rødovre, København. Han har hænderne begravet dybt i lommerne på den sorte jakke, og kasketten vender omvendt.

”Da du var lille, ville du så også være præst,” spørger han.

”Nej, er du tosset. Jeg ville være noget, hvor jeg kunne blive rig. Dengang jeg var lige så gammel som dig, tænkte jeg, at det var noget pjat. Jeg tænkte, at de døde skulle være døde, og de levende skulle være levende,” siger hun, mens de bevæger sig rundt på den kirkegård, hvor Mathias’ far ligger begravet.

Efter lidt stilhed fortsætter hun.

”Gør det nogen forskel, tror du – om man tror på, at man skal ses igen? Tænker du på, om du skal se sin far igen?”.

Mathias henviser til en ungdomsfilm, hvor der bliver sunget ”Vi ses på den anden side”, og præsten spørger, hvor den anden side er.

”Hvis jorden er her, så kan det være, at der på den anden side er en jord for de døde, måske. Men man har alle sine meninger, og der er ingen, der ved det,” svarer han.

Samtalen mellem Mathias og præsten kan ses i serien ”Den er til dig, far”, som den seneste tid har været vist på ungdomskanalen DR Ultra. Her følger man Mathias i året efter faderens død.

”Jeg sagde ja til at lave programmet, fordi jeg gerne vil hjælpe andre med at lære at tale om det at miste en, man holder af. For mig har det ikke været svært at snakke om min far. Tværtimod synes jeg, det har været dejligt at tale om døden og de gode oplevelser, jeg har haft med ham,” siger Mathias, der i dag er 15 år.

Noget af det, der netop har været rart at snakke om, er, hvad der sker efter døden, siger han.

Selv tænker han, at han kommer til at se sin far igen, hvilket for ham har været en trøst.

Mathias har både delt sine tanker om faderens død med familien, en psykolog og den lokale præst. Mathias havde for meget energi til at kunne sidde stille og deltage i konfirmationsforberedelsen, så præsten foreslog i stedet, at de kunne gå ture, og Mathias kunne deltage i konfirmationsforberedelsen, når det passede.

”Jeg kan huske, at jeg syntes, det var lidt underligt i starten, at vi skulle gå ture. Men jeg kendte godt præsten, for jeg havde mødt hende før i kirken og tænkte, at det var godt nok. Jeg synes, det har været anderledes at snakke med hende end med en psykolog. Hun spurgte ikke lige så personligt ind. Vi talte mere om det, de andre lærte til konfirmandundervisningen og de temaer.”

Da turene foregik på kirkegården, hvor faderen ligger begravet, var det oplagt at drøfte hans død, siger Mathias.

”Det var fint, at vi kunne snakke om alt muligt og om, hvad jeg tror, der er på den anden side. Jeg havde på forhånd tænkt lidt på, hvad der var på den anden side, men jeg havde ikke gjort mig så store tanker om det,” siger Mathias, som ikke vil beskrive sig som meget kristen.

”Jeg synes stadig, jeg er for ung til rigtigt at have taget stilling til det. Men jeg har bestemt kunnet bruge samtalerne til noget, for nu kan jeg tænke, at når man dør, så besøger man dem, man holder af, igen.”

Mathias’ far var syg i tre et halvt år, inden han døde. Til at starte med havde han smerter i albuen, derefter blev hans balance dårlig, og efter at have været ved lægen og på hospitalet fik han konstateret den aggressive og uhelbredelige muskelsvindsygdom ALS.

Da han døde, var han 50 år gammel.

”Vi har talt om, hvorfor en mand på 50 år skulle dø i stedet for en på for eksempel 90 år. Men vi fandt ikke noget svar på det. Der findes ikke rigtigt svar på det,” siger Mathias.

Ligeledes findes der heller ikke noget svar på, hvor han er nu.

”Men jeg tror, han er oppe i himlen. Det er der, jeg tror, mennesker er, når de dør. Jeg tænker nogle gange til fodbold, at han holder øje med min bror og mig.”

I tv-serien følger man blandt andet Mathias’ konfirmation, som han så meget frem til, men som også blev en hård dag at komme igennem.

”Det har nok været det sværeste, fordi min far ikke var der. Jeg tror, han havde været stolt. Det er det samme med julen – det er også altid hårdt uden ham.”

I dag er gåturene med præsten slut, men Mathias taler stadig gerne om sin far og råder andre børn og unge, der mister, til at gøre det samme.

”Det er nok forskelligt, hvem man gerne vil tale med. Jeg synes, en psykolog er oplagt, fordi de er uddannet til det. Men man kan også altid komme til præsten, hvis man har nogen spørgsmål.”