Noget af det, der står stærkest for Eva Jørgensen, når hun læser morgendagens tekst, er Jesu omtale af dem, der sørger. For journalisten og foredragsholderen handler teksten, som vil blive læst op i de fleste af landets kirker i morgen på allehelgensdag, om det at miste. Den minder hende om, at man skal huske at sørge, men også om, at Gud er med os i sorgen, og at dem, vi har mistet, ikke er borte for evigt.
”Vi har midt i vores travle hverdag brug for det frirum, som det er at sige: I dag har jeg lov til at sørge og mindes. Det giver en stor følelse af sjælefred, når man giver sig tid til at huske dem, der er døde. Og det er faktisk svært i en travl hverdag, hvor der er så meget gang i den. Men hvis man ikke giver sig selv lov til at sørge, så dukker sorgen op alligevel på mærkelige måder,” siger Eva Jørgensen, der også har skrevet flere bøger om sorg.
Og når man sørger for at sørge, har det faktisk også ofte en gevinst, nemlig glæde.
”Glæde og sorg følger tit hinanden, og det gør det også på en dag som i morgen. De mennesker, som vi savner, bliver levendegjort, når man husker på de sjove episoder, karaktertræk eller gode oplevelser, man har haft sammen. Jeg er selv blevet overrasket over, hvor levende dem, jeg har mistet, har stået for mig. På allehelgensdag bliver den følelse forstærket i kirken, fordi man er sammen med andre, der er i samme situation,” siger hun.
Derfor synes hun også, at det er en smuk tradition at fejre dagen. Og den bekræfter hende i en stærk overbevisning.
”Så længe man tænker på dem, man har mistet, er de ikke døde,” siger Eva Jørgensen.
Med saligprisningerne, som er en del af Bjergprædikenen i Matthæusevangeliet, henvender Jesus sig til sine disciple på bjerget, og i det, som han siger, finder Eva Jørgensen håb og trøst og en forsikring om, at der bliver taget hånd om de døde.
”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes, siger Jesus. Han leder skridt for skridt de pårørende hen imod et løfte om, at dem, der er døde, ikke er borte, og den indeholder en forsikring til de pårørende om, at der bliver taget vare på deres kære. Det er en trøstende og på trods af alt positiv tone, der gennemsyrer teksten. Den indeholder i koncentreret form det, som kristendommen kan give os. Et håb og en fornyet tro på livet. Derfor vil jeg også anbefale andre at gå i kirke, hvis man står med en helt ny sorg,” siger hun.
Eva Jørgensen har selv fundet trøst i troen og kirken, da hun mistede sin mand efter et aggressivt sygdomsforløb, senere, da hun mistede sin far, og i sommer, da hun mistede en nær moster.
”Troen kom tæt på, da jeg mistede min mand, Steffen. Han døde om foråret midt i det mest fantastiske sprudlende forår. Og her udspillede Guds mening sig lige for øjnene af mig: Alt skal vokse op og dø. Det er naturens gang, og det blev jeg gjort opmærksom på på en mild og overtalende måde. At jeg samtidig havde et lille barn i barnevognen, når jeg gik mine lange ture, var helt overvældende. Det var det allerbedste tegn på, at livet fortsatte.”
For Eva Jørgensen var det naturligt at gå i kirke med den sorg, som hun i de værste øjeblikke ikke vidste, hvordan hun skulle håndtere. Kirken var da heller ikke fremmed for hende, for hun er vokset op i det, hun beskriver som en ”grundtvigiansk familie med en lys kristen tro”, som hendes mor stod for, mens faderen havde meldt sig ud af folkekirken.
”Jeg har haft lidt at vælge imellem, men jeg har egentlig altid været troende. Ikke på den måde, at jeg har bedt aftenbøn hver dag, men jeg har altid vidst, at Gud var der for mig. Jeg kunne henvende mig til ham, og så ville han hjælpe. Ligesom jeg også har kendt min vej til kirken i både lykkelige og svære tider. Lige efter min mand og min far døde, gik jeg i kirke og bare styrtgræd,” siger hun og afslutter med en dyr erfaring.
”Man lander på benene igen. Det er noget, jeg ved. Når man er allermest sorgtynget, kan det virke som en håbløs tanke, at man kommer op at stå igen, men her må man tage troen i hånden. I modsætning til al anden hjælp kommer den indefra.”
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Jeg ville sige, at den tekst, vi lige har hørt, er Jesu ord om, at man skal glæde sig over at have kendt de afdøde. Man skal tro på, at man vil blive trøstet i sorgen, ligesom de afdøde er blevet det.
Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud – og hvorfor?
Du må ikke have andre guder end mig. For mig er det en stor tryghed, at Gud siger, at jeg ikke behøver have andre guder. Det er udtryk for en Gud, der har styr på tingene og ikke bare siger, hvad du selv synes. Han siger, vælg mig som Gud, for jeg passer på dig. Det er et meget stærkt budskab.
Hvordan er din ønskegudstjeneste?
Jeg er stokkonservativ, for den klassiske gudstjeneste har en enormt beroligende effekt på mig. Jeg kan godt lide, at den er, som den er, og som den altid har været, og at jeg ikke skal tage stilling. Gudstjenesten er så fint opbygget, og hvis den skulle laves om til et tv-program, så ville man ikke behøve at ændre på opbygningen.
Hvordan er dit gudsbillede?
Mit gudsbillede er en meget venlig og kærlig Gud, som har et lyst sind. Og som er glad. Og så kan han rumme alle.