Udenfor ligner det en helt almindelig gudstjeneste kort før den skal gå i gang. Stedet er St. Albans Kirke i København søndag eftermiddag. Det varer, lige indtil man når indgangen til kirken, hvor man bliver mødt af den umiskendelige lugt af hund, der for nylig har været en tur i skoven og boltret sig i et mudderhul. I våbenhuset lyder ordrer som ”schhh”, ”sit” og ”nej, nej, jeg sagde nej”, og inde i selve kirkerummet bliver den anelse, man efterhånden har fået, bekræftet af 15 logrende haler i brune, hvide og sorte farver, der dasker ind i ryglænet på kirkebænkene i ren begejstring over at være endt i dette fremragende selskab.
I søndags var det tid til den årlige dyregudstjeneste i den anglikanske kirke i København.
Alle dyr er velkomne til gudstjenesten. Men det er kun hunde, der er dukket op for at blive velsignet – sammen med deres ejere. Og så har et par katte sneget sig ind, dog kun på medbragte billeder.
Ud over velsignelsen består den særlige gudstjeneste af en prædiken, salmesang og oplæsning af passager fra Bibelen, der handler om dyr til den konstante baggrundsstøj fra tunge, besværede åndedræt og knasen af godbidder.
Det er hjælpepræst Ursula Sonnewald, der har taget initiativ til dyregudstjenesterne i St. Albans, der finder sted i forbindelse med navnedagen for Frans af Assisi. Han er mest er kendt for at stifte sin
egen munke- og nonneorden, franciskanerne. Han og hans brødre levede i total fattigdom.
Han følte sig også stærkt forbundet til naturen og dyrene, som han anså som ligeværdige med mennesker, og derfor prædikede han for svaler og havde samtaler med vilde dyr.
Den tanke kan Ursula Sonnewald godt lide. Derfor inviterede hun for første gang i 2016 sammen med tidligere provst i Amagerland Provsti, Palle Thordal, dyr ind i kirken for at blive velsignet – hvilket bliver dyrket i mange anglikanske kirker i udlandet.
”Jeg ville rigtig gerne deltage i en dyregudstjeneste, og for at deltage i en, var jeg faktisk nødt til at holde den. Nu er det blevet min yndlingsform for gudstjeneste,” siger Ursula Sonnewald.
De fremmødte, der både er medlemmer af den anglikanske menighed og nysgerrige udefrakommende, er også glade for tanken om at få deres kæledyr velsignet. En af dem er Lisbeth Larsen. Hun er en del af den anglikanske menighed i København og har fire mynder.
”Jeg er meget glad for at have muligheden for at få dem velsignet. De er Guds skabninger ligesom os, og for mange er de som familiemedlemmer. Ligesom man får sine børn velsignet, kan man lige så vel få sine hunde velsignet,” siger hun.
Det er med samme udgangspunkt i kærligheden til dyrene, at Ursula Sonnewald holder sin prædiken. Budskabet er klart til de omkring 25 fremmødte og ikke mindst dagens æresgæster, der kvitterer for indbydelsen med savl på bænkene og lidt gøen, når de finder det passende.
”Min egen hund er en kilde til fred og glæde. Vi mennesker ser ofte os selv som universets centrum, men det mener jeg ikke, at vi er. Dyrene er lige så specielle som os. Ikke mindst, fordi de er i besiddelse af en gave, vi ikke har. De er glade og tilfredse. De har nemlig ikke et ønske om at opnå eller eje en masse ting, som vi mennesker har. Og de er slet ikke bundet til ting. De oplever glæde, fordi de er til stede i det eneste tidspunkt, vi allesammen har, som er nu,” siger hun, mens hendes hund Sally snorksover oppe ved alteret og kigger desorienteret op, da hendes navn bliver nævnt.
En lys retriever ved navn Chandler ser også ud til at være til stede i nuet og godt tilfreds med det.
Under gudstjenesten læner han med jævne mellemrum hovedet ind mod sin ledsager for at bede om et strøg over hovedet, hvilket han modtager hver gang. Måske fordi han opfører sig bedre, end hans mor, Madhvi Rana, havde turdet håbe på.
”Jeg var lidt bange for at komme i dag og for, hvor meget ballade han ville lave, men han har opført sig meget pænt og mindet mig om, hvor heldige vi er at have dem hver dag,” siger hun, lige inden det er blevet tid til at forlade kirken og orglet sætter i gang, hvilket får flere hunde til at stemme i, Chandler til at sætte i løb ud af kirkedøren, andre hunde til at sætte efter og en af de ansatte til at råbe ”en ad gangen”.