Prøv avisen
Interview

Når 35 års præsteliv skal pakkes ned

Der flyver mange minder og tanker gennem hovedet, mens Henning Nielsen fylder flyttekasserne og sorterer i sine 350 hyldemeter bøger, som fylder fra gulv til loft i den gamle præstegård i Hyllested. Efter 35 år på stedet går den 68-årige præst på pension. Nu venter børnebørnene på mere tid sammen med morfar/farfar, der flytter til København. – Begge fotos: Lars Aarø, Fokus. Foto: ©Lars AArø

Henning Nielsen har i 35 år været præst i Hyllested på Djursland. Nu går han på pension, embedet nedlægges, og præstegården sættes til salg. Mens flyttekasserne fyldes, dukker minderne op, men også bekymrede tanker om folkekirkens fremtid, hvor både sognepræstens rolle og det teologiske klima er forandret

To velvoksne lindetræer står stateligt foran den gulkalkede præstegård. Det ene har Henning Nielsen selv plantet, da han var ny i embedet, og det gælder også den store eg i baghaven.

”Jeg græder lidt indeni, når jeg sådan står og kigger på alt det, der er vokset op i den tid, jeg har været her. Det er alt sammen noget, jeg skal sige farvel til. Og med netop træerne bliver det så tydeligt, at jeg har været her i sognet meget længe. Faktisk har jeg levet mere end halvdelen af mit liv her i Hyllested,” fortæller Henning Nielsen, da han tager imod i indkørslen.

Han kom hertil i 1982 som helt nyuddannet teolog, og siden har sognet på Djursland og præstegården med de 330 kvadratmeter bolig været ramme for både hans arbejds- og familieliv. Men til august er det slut. Den 30. juli holder den 68-årige teolog sin afskedsgudstjeneste i Ebeltoft, og dagen efter afleverer han nøglerne til både præstegården og de kirker, han har betjent.

I begyndelsen var det kun de to sogne, Hyllested og Rosmus, Henning Nielsen havde som sit præsteområde, men i dag har han kun 10 procent af sit embede her og 90 procent i Ebeltoft, og dermed er det i alt syv kirker, han skal betjene.

Det betyder også, at der nu er endnu flere mennesker at sige farvel til. Endnu flere minder fra området – og spor sat af både ham selv og de sognebørn, han har mødt gennem årene.

”De siger herude i Hyllested, at de kommer til at savne en præst nu. De er ellers ikke de flittigste kirkegængere, men det har betydet noget for sognet, at der var en præst her, når man havde brug for ham. Og jeg har jo nok været en præst af den gammeldags slags. En af dem, der går med til kaffen efter begravelserne og følger op med en samtale et stykke tid efter. En af dem, der bedst kan lide de gamle salmer og ikke er så meget til alternative gudstjenester – og heller ikke har gået på alle mulige kurser i nye tiltag. Jeg véd, hvad jeg kan som præst, og har blandt andet været meget glad for det sjælesørgeriske arbejde med husbesøg og mange gode samtaler,” fortæller Henning Nielsen.

Han er på mange måder ked af den udvikling, der har været i folkekirken i retning af flersognspastorater og et embede fyldt med flere og andre funktioner end den traditionelle sognepræsts.

”Det er, som om den tidligere præsteidentitet er forsvundet. Nu er selv folkekirken styret af en regnearkslogik, hvor man nedlægger selvstændige sogne, hvis der er under 2500 indbyggere. Og det sker jo ofte i de her år, hvor så mange flytter til byerne. Så får præsten sin stilling fyldt op med nye funktioner, hvor han eller hun selv må skabe både sin menighed og sine rammer, og det oplever jeg som en trist udvikling. Ja, man kunne vel nærmere kalde det en afvikling.”

Indenfor i præstegården er der gule sedler overalt. På skuffer og skabe, reoler og møbler. På nogle af dem står der EW, og det betyder, at det er ting, som skal med i flyttelæsset til Henning Nielsens nye hjem, Ewaldsensvej på Frederiksberg i København. Her flytter han ind i en tre-værelses lejlighed, og derfor er den helt store øvelse nu at sortere. Med meget hård hånd. Især blandt bøgerne.

”Jeg er vokset op i et hjem på Falster, uden bøger. Så da jeg var 10 år, begyndte jeg at samle. I dag har jeg 350 hyldemeter, og der er kun plads til 80 af dem i den nye lejlighed. Og det er ikke standardbøger, men primært førsteudgaver. Jeg har blandt andet to reoler fyldt med førsteudgaver af Grundtvigs værker, og flere reoler proppet med forskellige udgaver af Det Nye og Det Gamle Testamente samt kommentarer på flere sprog. Men selvom jeg har tilbudt mange teologistuderende at se på samlingerne, så er disse uinteressante for dem, fordi de ikke kan læse værker på originalsprog længere. Især ikke tysk. Så læser de hellere for eksempel Bultmann og Karl Barth oversat til engelsk, selvom det for mig at se er en helt anden og unuanceret teologi, de dermed bliver præsenteret for.”

Henning Nielsen er nødt til at stå på en trappestige for at nå de øverste bøger. Han har indbyggede reoler flere steder i præstegården. Fra gulv til loft – hele vejen rundt. Nedenunder står kun de teologiske værker. Ovenpå er det skønlitteraturen, blandt andet reoler fyldt med førsteudgaver af Karen Blixen, Martin A. Hansen og alle modernismens forfattere.

På kontordøren hænger præstekjolen på bøjle, og den stivede pibekrave ligger klar på skrivebordet. Som stort set det eneste, der endnu har ikke fået gule sedler på.

Faktisk vidste Henning Nielsen allerede som dreng, at han ville være præst. Eller søofficer. Det lød så eksotisk.

”Men det var jo lige efter 1968, og synet på uniformer var lidt problematisk,” siger Henning Nielsen med et glimt i øjet. Og han vendte også tilbage til præstedrømmen efter at have aftjent sin værnepligt ved at sejle med fiskeriinspektionen. Uden at blive imponeret, for turene på vandet bestod ikke sjældent af druk og indtagelse af forskellige piller.

”Så jeg var tilbage ved den fascination, jeg altid har haft af kirken. Som helt lille elskede jeg de ritualer, der indgår i gudstjenesten. Jeg kom der ikke med mine forældre, for de gik ikke i kirke. De havde mistet et barn, inden jeg blev født, og jeg tror, at især min mor derfor var blevet vred på Vorherre. Men jeg var også FDF’er og kunne mærke, hvor godt det var at sidde rundt om lejrbålet og synge salmer. Og når der så var en af de store, der rejste sig op og begyndte at sige noget om troen, så var jeg klar over, at det lige var noget for mig.”

I virkeligheden har alle præster nok en flig af ekshibitionisme, mener Henning Nielsen og citerer en af sine venner for udtalelsen: ”Bare der er et dørtrin, så skal præsten hen og holde tale.”

Men selvom fremtiden som søofficer blev afløst af teologistudier ved Aarhus Universitet, kom Henning Nielsen alligevel senere i kontakt med søens folk igen.

Han blev værnspræst og blandt andet udsendt med korvetten Olfert Fischer under den første Golfkrig i 1991. Han havde også en periode som feltpræst i Afghanistan i 2003.

”Jeg plejer at sige, at jeg var med som præst for at trøste soldater – ikke for at velsigne kanoner. Men det står for mig som noget af det allermest spændende, jeg har oplevet. Som nogle af de sammenhænge, hvor det for alvor giver mening at være præst og kunne tage de eksistentielle samtaler, når der er behov for dem. Udstyret med den helt afgørende tavshedspligt, som du ikke kan få ved en psykolog og derfor ikke har den samme tiltro til.”

Det var, da han kom hjem fra en af de mange udsendelser, at det blev klart for ham og hans kone, at de var nået til et slutpunkt i deres ægteskab. Hvor de måtte indse, at præsten måske ikke passede så godt ind i et almindeligt, heteroseksuelt ægteskab. Nogle af de fire børn blev boende hos Henning Nielsen i præstegården, og hans kone flyttede til Ebeltoft. I dag er børnene voksne, flyttet til København og har fået deres egne familier, så der bliver rift om at blive passet af morfar/farfar, når Henning Nielsen lander i hovedstaden.

Her ligger også Vartov, som Henning Nielsen har været tæt knyttet til i flere år. Det grundtvigske miljø, som han kom til at lægge mange kræfter i, blandt andet som styrelsesmedlem i Grundtvigsk Forum.

”Da jeg begyndte at læse teologi, var det hele meget firkantet. Enten var du missionsk, tidehvervsk eller grundtvigsk. Og jeg vidste, at jeg i hvert fald ikke var missionsk. Til gengæld har jeg altid været meget optaget af folkeoplysningens idé, og derfor tiltalte Grundtvig mig. Men hvis jeg var blevet ordentligt præsenteret for Tidehverv, kunne jeg måske også være havnet der.”

Når Henning Nielsen stopper som sognepræst, stopper han også som medlem af styrelsen i Grundtvigsk Forum. Og han glæder sig allerede til, at han kan gå til gudstjeneste som en helt almindelig kirkegænger. Uden at føle sig forpligtet til at gå med til kirkekaffen bagefter, hvis han ikke har lyst.

Til gengæld kommer han nok stadig til at følge de teologiske debatter med stor interesse. For han er bekymret over udviklingen.

”Det er ikke godt for fremtidens folkekirke, at debatten er blevet så polariseret. Jeg oplever, at teologer i dag ofte står i hvert deres hjørne og råber ad hinanden. I stedet for at stræbe efter samtalen. Det er helt i orden at være skarp i sin argumentation. Men det er, som om man i dag går mere efter manden end efter bolden og forsøger at latterliggøre folk med andre holdninger. Folk udefra bliver bestemt ikke overbevist om sammenhængen mellem teologien og næstekærligheden med dén opførsel. Og vi skulle jo nødigt selv være skyld i den skrantende tilslutning til folkekirken.”

Henning Nielsen holder sin afskedsgudtjeneste den 30. juli i Ebeltoft – derefter flytter han til København. Foto: ©Lars AArø