Maiken Skov Andersen er vant til, at det er hendes familie, som oftest løber med spaltepladsen i aviserne og skriver bøger om tro og teologi, som får plads på hylderne hos boghandlerne.
Hun er datter af teologerne Eleonora og Leif Andersen. Moderen er terapeut og var for mange år siden med til at stifte Sankt Lukas Rådgivningstjeneste, faderen var rejsepræst og desuden lektor på Menighedsfakultetet i Aarhus og forfatter til flere bøger.
”Jeg er præsten, men hun er prædikanten.” Sådan sagde Michael Skov Rygaard Andersen, storebror til Maiken Skov Andersen, for ganske nylig om sin søster i et interview til det kirkelige magasin Torvet.
Derfor lytter man også gerne til 27-årige Maiken Skov Andersen i troens spørgsmål. Hun er født med en mindre hjerneskade, og selvom hjerneskaden hverken er til at se eller høre umiddelbart, så lever Maiken Skov Andersen med den hver dag.
”Den giver mig flere og andre udfordringer end dem, som andre mennesker har. Jeg har brug for hjælp og støtte i hverdagen,” siger Maiken Skov Andersen, der er førtidspensionist og bor i Kristeligt Handicapforenings bofællesskab TreHuse i Høje Taastrup ved København.
Til trods for, at hun ikke magter et almindeligt fuldtidsjob, er det vigtigt for hende at bruge sig selv og sine kompetencer; at træde ud i og være en del af livet. Hun arbejder til daglig i bibliotekscaféen Brønden i Brøndby Strand ved København.
”Jeg snyder,” smiler hun og fortsætter:
”Man kan ikke se, at jeg har skader og har brug for hjælp, men der er en grund til, at jeg bor her.”
Troen har en dyb betydning i Maiken Skov Andersens liv. Hun har ikke en oplevelse af, at det at tro kan fjerne livets udfordringer, men den tillidsfulde relation til Gud er en hjælp.
”Livet er fuld af knubs og udfordringer, men det at have Jesus i hånden gør det lettere. Jeg tror ikke på, at Jesus bare glatter ud og fjerner alle sten. Det har han ikke lovet, men han kan gøre det lettere at gå den rette vej,” siger hun.
Jesu nærvær mærker hun i høj grad gennem de bibelske tekster, der lever i hende som visdomsord og hjælper med at finde vej. Morgendagens prædikentekst om den store fiskefangst, hvor garnene er ved at sprænges, efter at fiskerne ellers havde givet op, er for Maiken Skov Andersen et nærværende billede på, hvordan Jesus kan forandre en livssituation.
”Jeg tror, at vi alle kender til det at have prøvet at løse en opgave en million gange og er ved at give op. Men når Jesus blander sig i mit liv, og jeg lytter, så opdager jeg, at jeg får hjælp til at se eller prøve på en anden måde,” siger hun og hæfter sig ved, at fiskerne på Jesu opfordring kastede garnet ud til den anden side og fik fangst i overflod.
Hun indrømmer, at det ofte er en vanskelig øvelse tillidsfuldt at overgive sig til, at hun ikke selv kan finde den rette løsning i en given situation.
”Tit er det sådan, at jeg tror, at jeg bedst selv ved, hvordan jeg skal løse et problem, men jo mere jeg prøver, jo mere håbløst og besværligt bliver det. Når jeg indser, at jeg ikke selv kan, er det en befrielse at sige ’hjælp!’. Så finder jeg ud af, at jeg ikke er alene, og ved at lytte til Jesus får jeg åbnet en dør, som jeg ellers ikke havde set.”
Her og nu befinder Maiken Skov Andersen sig i en situation, hvor hun har brug for tillidsfuldt at overgive sig til, at andet og mere end hendes egen vilje kan finde vej. Hun og hendes forlovede drømmer om at flytte sammen, men da han bor i Jylland og også er førtidspensionist, er deres kærlighed og ønske om et liv sammen også i hænderne på kommuner, der skal blive enige om økonomien.
”Vi er nødt til at have tillid til, at Gud hjælper, og finde ro med, at det ikke er i vores hænder at styre det. For mig er der en stor befrielse i den tanke,” siger Maiken Skov Andersen.
De bibelske billeder har stor betydning for Maiken Skov Andersen. Ligesom hun oplever, at der er hjælp i fortællingen om den store fangst – når hun formår at lytte – så oplever hun også Jesus som en hyrde, der vandrer med hende. Det åndelige nærvær opstår ikke kun, når hun er for sig selv, men i høj grad også i samværet med andre mennesker.
”Når jeg er sammen med andre, og vi for eksempel snakker om en sang eller et bibelcitat, så er det, at jeg oplever, at jeg kan få svar på, hvad der er rigtigt og forkert for mig at gøre. På den måde er min tro et redskab, når jeg er ved at fare vild eller er faret vild,” siger Maiken Skov Andersen.
Jesus hjælper ikke kun med at finde vej. For Maiken Skov Andersen er troen også en indgang til trøst. For syv år siden mistede hun pludseligt sin storebror, og tabet var kolossalt for både hende, hendes tre søskende og forældrene.
”Han fylder stadig i vores hjerter og er med i mine drømme og minder. Over årene er sorgen måske blevet mindre, men savnet er der og vil altid være der. Jeg har haft brug for at klynge mig endnu tættere til Gud, og jeg har oplevet hans trøst gennem kærligheden fra min familie og andre.”
Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?
Når det ene ikke virker, så virker det andet formentlig.
Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?
Det er svært at vælge, men for mig er det første bud, om at du ikke må have andre guder end mig. Hvis ikke man har Gud som et fast holdepunkt og pejlemærke, kommer meget andet nemt til at ramle.
Hvordan er din ønskegudstjeneste?
Den traditionelle gudstjeneste med et islæt af for eksempel lovsang eller et meditativt element i form af stilhed.
Hvordan er dit gudsbillede?
Det ændrer sig hele tiden, men som oftest er det den faderlige Gud. Nogle gange kan det også være den almægtige Gud, men her søger jeg, at det er et supplement til mit faderlige billede.