Nadveren, der skulle samle kristne, kom til at skille dem

På reformationstiden blev nadver et afgørende stridspunkt mellem Martin Luther og katolikkerne og mellem de evangeliske indbyrdes. Men også inden for folkekirken, der i øjeblikket debatterer ændringer af ritualer, har der historisk været vidt forskellige syn på, hvad nadverens plads i gudstjenesten skulle være

Nadveren har både samlet og skilt kristne gennem tiden - senest debatterer folkekirken nu, om ritualerne kan ændres og hvordan. Arkivfoto fra Bethlehemskirken på Nørrebro.
Nadveren har både samlet og skilt kristne gennem tiden - senest debatterer folkekirken nu, om ritualerne kan ændres og hvordan. Arkivfoto fra Bethlehemskirken på Nørrebro. Foto: Søren Staal.

Martin Luthers reformation var i høj grad en kamp mod den datidige katolske teologi om nadveren som en god gerning fra menneskers side. For Luther var nadveren en gave fra Gud, ikke en lovgerning. Blandt reformatorerne var den schweiziske reformator Ulrich Zwingli enig med Martin Luther på de fleste teologiske punkter, dog ikke i synet på nadveren, idet han forstod nadveren symbolsk, mens Luther mente, at Kristus reelt var nærværende i og med og under brødet og vinen. Og Luther anså denne forskel for så afgørende, at der ikke kunne blive tale om samarbejde. Jean Calvin i Genève stod for et tredje standpunkt, hvilket er en af grundene til, at der i dag på verdensplan findes lutherske kirker og reformerte kirker. Vejene skiltes, og nadverlæren fik politiske konsekvenser: De såkaldte Fremmedartikler fra 1569 gav direkte indrejseforbud til Danmark, hvis man fulgte katolsk, zwingliansk eller calvinsk lære om nadveren.

Oprindeligt holdt man nadver hyppigt, men det krævede alvorlige overvejelser, og man skulle til skriftemål først. Derfor blev det sjældnere, at der var nadver i kirken. Helt galt gik det i oplysningstiden i slutningen af 1700-tallet. Da ville man gøre kirkens budskab forståeligt, og nadverens mystiske præg kom på tværs her. Oplysningstidens præster begrænsede derfor bevidst antallet af søndage med nadverfejring, således at der i starten af 1800-tallet typisk kun var nadver i danske kirker to gange årligt.

I Danske Lov af 1683 var det et krav til danske borgere, at man gik til alters mindst en gang om året. I de sekulariserede 1790’ere faldt borgerpligten til at gå til nadver bort, og i løbet af 1800-tallet blev det også muligt at blive gift og få læreplads uden at have været til nadver. Nadverskikkene i Danmark ændrede sig derefter. Frem til 1960’erne var der sogne i Vestjylland med tydelige spor af skikken med altergang to gange årligt, men i København holdt man allerede op med at gå til nadver af sædvane i slutningen af 1700-tallet. En provst i Sverige erklærede i 1925 nadveren afskaffet i hans område, men sådan kom det ikke til at gå i Danmark.

Vækkelserne i 1800-tallet gav nyt liv til nadverfejringen i kirkerne. Grundtvig har hovedæren for, at store dele af den gudelige vækkelse fik et sakramentalt-kirkeligt præg. Gårdejer Peter Larsen Skræppenborg fra Fyn kom til levende kristen tro hos Brødremenigheden, men da han blev præget af Grundtvig, ønskede han ikke mere kun at gå til gudelige forsamlinger med salmesang og prædiken. Fællesskabet skulle også komme til udtryk ved nadverfejring. Hos de vakte var der generelt ønske om hyppigere nadver som i Bibelen og tidligere i kirkens historie, og det kom særligt til at gælde Indre Mission som kirkelig retning. Biskop Henrik Christiansen skrev tilbage i 1965:

“Taknemlighed for dåben og flittig brug af nadveren er et karakteristisk træk i moderne dansk pietisme, så karakteristisk at man praktisk taget altid af en stor altergangsprocent i et sogn kan slutte, at sognet er præget af indremissionsk liv.”

Grundtvigianismen og Indre Mission gav nadveren en stor plads i forkyndelsen og i kristenlivet. For dem lå vægten på Herrens møde med sin menighed, i og med nadverens ord og løfter. Nadverens liturgi havde man ikke ønske om at forandre særligt på, og deres praktiske ønsker handlede mest om ydre forhold såsom afskaffelse af kravet om skriftemål forud for nadveren (1885). Tilladelse til børns deltagelse i nadveren var også en stor sag, og den kom først i 1990, idet dog børnealtergang var muligt fra 1909 i særlige tilfælde, og fra 1955, når præsten var med på det.

De to kirkelige retningers udbredelse fornyede nadverdeltagelsen mange steder. Nadveren fik igen sin naturlige og faste plads i danske gudstjenester, og flere kirkegængere kom til alters mange gange årligt. I 2019 gik formodentligt færre mennesker til alters end i 1919, for ikke at sige 1819, men de gjorde det til gengæld meget hyppigere.

Blandt grundene til biskoppernes igangværende liturgiske arbejde er, at mange i dag vægtlægger nadverens fællesskabsaspekt, og at folkekirken har succes med arrangementer, der rummer elementer af spisning, ord og fællesskab: bøn og brunch, kirkekaffe og så videre. Men hvad adskiller så disse begivenheder fra nadveren? Det er nok værd at overveje, hvad en nadver egentlig er, og hvad der gør en nadver til en nadver.

Kurt E. Larsen er kirkehistoriker ved Menighedsfakultetet.