Nadveren er blevet folkelig

Man kan iagttage, at flere og flere deltager i folkekirkens nadver. Tendensen findes også i Norge, hvor forskerne har undersøgt fænomenet og taler om ”den nye nadver”

Traditionelt har altergangen delt gudstjenestemenigheden, så dåbsmenigheden på de forreste rækker så til, når de faste kirkegængere gik til alters. Det ser ud til at ændre sig i disse år.
Traditionelt har altergangen delt gudstjenestemenigheden, så dåbsmenigheden på de forreste rækker så til, når de faste kirkegængere gik til alters. Det ser ud til at ændre sig i disse år. Foto: Wikimedia Commons.

Der er opbrud i liturgi og gudstjeneste for tiden. Et af de seneste udtryk for dette opbrud er Himmelev Kirke ved Roskilde, som har ændret nadverliturgien for at gøre den mere forståelig. Om det har givet flere deltagere i nadveren, er ikke fremgået. Men hvis de følger en generel tendens i Himmelev, så går flere til alters – med eller uden ændringer i ritualet.

Traditionelt har altergangen delt gudstjenestemenigheden, så dåbsmenigheden på de forreste rækker så til, når de faste kirkegængere gik til alters. Det ser ud til at ændre sig i disse år. I hvert fald kan man iagttage, at dåbsgæster i dag mange steder faktisk går til alters – og at de tager deres børn med. Der er måske ligefrem tale om en tendens – og et tegn på, at praksis – og teologi? – omkring nadveren er under forandring?

Den tanke næres, hvis man ser til Norge, hvor kirkeforskerne har set nærmere på aktuel nadverpraksis og på basis af deres forskning og statistisk materiale har udformet 12 teser om ”den nye nadver”, som de kalder det.

Der er forskel på gudstjenestelivet i Norge og Danmark, og nogle af teserne passer ikke umiddelbart i en dansk sammenhæng. For eksempel er det vel her i landet stadig ikke almindeligt at kæde nadver sammen med lystænding, selvom det sker rundt omkring, ligesom det heller ikke er udbredt med stående altergang ved almindelige højmesser.

Men andre tendenser kan man nikke genkendende til. Det gælder for eksempel den observation, at dåbsgæster går til alters. De norske forskere tolker det som udtryk for, at nadveren frem for at være knyttet til regelmæssig kirkegang i stigende grad ses som en del af en kirkelig handling som dåb, konfirmation og begravelse. For dåbsmenigheden bliver altergangen en del af dåbsfejringen, som de tager til sig og gør til et familieritual, hvor forældrene tager børnene med – eller omvendt. Forskerne peger også på, at nadveren dermed bliver ”gladere og mere uformel” end tidligere.

Hvad skyldes denne ændring? De norske forskere er ikke i tvivl om, at den nye nadverpraksis har bredt sig i kirken gennem de forskellige pædagogiske initiativer, som har været sat i værk og system i den norske kirke fra 1990’erne. Den kirkepædagogiske indsats har ganske enkelt rykket folks indstilling til nadveren, som ikke længere opfattes som et ritual eksklusivt for ”bekendende” eller såkaldt ”personlige” kristne, men som en del af kirkepakken, som børn og unge får indsigt i gennem kirkens pædagogiske aktiviteter. Den nye nadverpraksis er, som de norske forskere peger på, mere præget af opdragelseskristendom end af omvendelseskristendom. ”Den nye nadver” handler i høj grad om, at kirkegængerne forholder sig anderledes til nadveren end tidligere. Det er en ændring ”nedefra” i opfattelsen af nadveren, der er rullet som en sneboldeffekt i konsekvens af kirkens pædagogiske tiltag.

Jeg er ikke i tvivl om, at ”den nye nadver” også er en tendens i folkekirken. Til og med kan man tidsfæste ret præcis, hvornår tendensen begyndte. Det var i begyndelsen af 2010’erne, hvor den første konfirmandgeneration efter den nye gudstjenesteordning fra 1992 begyndte at få børn – og få dem døbt. Dåbsforældrene havde som konfirmander midt i 1990’erne lært, at altergang hører med til kirkegang, og derfor går de selvfølgelig også som dåbsforældre og faddere til alters. Det hører jo med. Helt på samme måde har dåbs-børnenes bedsteforældre det ikke. De har nemlig lært at gå i kirke som konfirmander, før det blev almindeligt, at der var altergang ved enhver højmesse.

”Den nye nadver” handler først og fremmest om adfærd, om praksis. Men praksis og teologi hænger jo sammen, og det virkelig interessante er, hvilken betydning nadveren tillægges af deltagerne, og hvordan det forholder sig til traditionens nadverteologier. ”Den nye nadver” er jo stadig også ”den gamle nadver” – eller er den? Det er der meget få undersøgelser af, men det er helt oplagt et område for nærmere udforskning.

”Den nye nadver” er værd at have i baghovedet i den drøftelse af gudstjeneste, dåb og nadver, som forhåbentlig følger offentliggørelsen af biskoppernes liturgirapporter senere på foråret. Det er en påmindelse om, at man nok kan ændre gudstjenesteordning fra dag til dag, men virkningerne sætter sig igennem over lang tid. Og en påmindelse om, at langtidsvirkningerne måske bliver helt anderledes, end man forestiller sig – en teologisk begrundet ændring i gudstjenesteordningen fra 1992 har vist sig at give nadveren en ny folkelighed og måske derfor i virkeligheden også en ny teologi

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær for Bibelselskabet.