En kerne i det folkekirkelige demokrati er valget til det lokale menighedsråd, hvor det folkelige forbindes med det kirkelige. I denne uge har der derfor været stor opmærksomhed på det menighedsrådsvalg, der har været 152 steder i landet, hvor menighedsråd, der benytter sig af muligheden for en toårig valgperiode, har skullet finde kandidater til den kommende periode.
Ordningen er et forsøg på at gøre tærsklen lavere til menighedsråd, fordi det kan være lettere at forpligte sig på to end på fire år, som tidligere var kravet.
Den motivation har virket i visse tilfælde.
Nogle nye kandidater har faktisk takket ja til to år af lige nøjagtig den årsag, og ordningen har dermed bevist sin berettigelse. Men som artiklen under denne analyse viser, kan toårsperioder også forøge problemet, hvis sognet bare ikke har mange kandidater: Hvor der før kun var problemer med at finde medlemmer hvert fjerde år, er der det nu hvert andet år.
Menighedsråd har i årevis haft problemer med at finde kandidater til posterne. Og trods flere initiativer fra Kirkeministeriet er der ingen snuptagsløsninger.
Det er endnu for tidligt at vurdere toårsordningen, for resultatet af menighedsrådsvalg i de 152 sogne foreligger ikke endnu.
Men både i 2016 og 2018 har det lydt fra Landsforeningen af Menighedsråd, at det ikke ser ud til entydigt at blive lettere at rekruttere rådsmedlemmer i de sogne, der har valgt toårsordningen til. Den ser altså ikke ud til at fjerne de underliggende problemer. Og der er flere af dem:
Det er en samfundstrend, at danskere får sværere og sværere ved at engagere sig i langvarigt frivilligt arbejde. Det er ikke så stor en ære at sidde med i en arbejdsgruppe eller et udvalg som for 50 år siden, og folkekirken skal konkurrere med mange velgørende, oplysende eller uddannende organisationer om de frivillige.
Det er næppe tilfældigt, at der har været fokus på tro i menighedsrådene i år.
Både via en ny hjemmeside fra Landsforeningen af Menighedsråd, der skal gøre det lettere at tale om tro, og via en tale fra kirkeministeren til menighedsrådsmedlemmerne på årsmødet i samme organisation. En del af vanskelighederne ved at finde medlemmer hænger sammen med en bred sekularisering, ikke bare blandt danskerne, men også blandt kirkemedlemmerne. Hvis kristendommen ikke er vigtig nok for mennesker, vil de heller ikke gøre en indsats for at holde kirken på sporet.
Den tendens smitter af på kulturen i menighedsrådene. Der er mindre debat og dermed mindre uenighed om teologi. Der er også færre menighedsrådsvalg ud fra teologiske kriterier. Omvendt bliver der flere konflikter om konkrete byggesager og samarbejdsvanskeligheder. I det hele taget er menighedsrådsvalg, der afvikles som kampvalg mellem flere lister, stærkt reduceret. Da der var menighedsrådsvalg i 2016, var der kun kampvalg til 2,5 procent af menighedsrådene.
Kigger man frem i tid, rejser udviklingen flere spørgsmål. Der bliver færre medlemmer af folkekirken år for år. Der er stadig mange penge i menighedsrådene, men det bliver ikke lettere at finde de frivillige menighedsrådsmedlemmer med de rette kompetencer.
De menighedsrådsmedlemmer, der findes, står over for opgaver, som er krævende. Mange arbejder hårdt og længe uge efter uge for at løfte dem. De har store administrationsopgaver. De skal håndtere personaleansvar. De skal sætte sig ind i nye love.
For eksempel er landets menighedsrådsmedlemmer blevet udråbt til ”reelle ejere” af kirkens bygninger af Erhvervsministeriet på grund af lovgivning fra EU, hvilket man kunne læse om i Kristeligt Dagblad i december.
Og selvom flere kirkeministre har gjort afbureaukratisering til et mål, er det begrænset, hvor meget det kan mærkes på kirkekontorer og i menighedsråd. Så der er stadig grund til at udvikle initiativer til, hvordan menighedsrådsarbejdet kan gøres lettere og mere attraktivt, hvis man i det lange løb vil bevare det solide fundament for det folkekirkelige demokrati, som menighedsrådene i så lang tid har udgjort.