Nye tal: Næsten hver sjette præstebolig er forsvundet på 10 år

Flere end 250 præstegårde er blevet nedlagt i løbet af 10 år, blandt andet på grund af sognesammenlægninger. Det kan skade folkekirkens lokalforankring

Nye tal fra Kirkeministeriet viser, at 269 ud af 1763 præsteboliger på landsplan er blevet nedlagt fra 2006 til 2016. Det svarer til knap hver sjette embedsbolig i folkekirken, som over en kort årrække er taget ud af funktion. På billedet ses Kaj Munks præstegård i Vedersø i Vestjylland, der er ejet af Ringkøbing Kommune. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Den ligger midt i sognet, og når der er lys i vinduerne ved sognebørnene, at her er kirken til stede. Præstegården er et vigtigt kulturelt arvestykke og en fast del af de danske lokalsamfund, men måske er den det ikke meget længere. Nye tal fra Kirkeministeriet viser nemlig, at 269 ud af 1763 præsteboliger på landsplan er blevet nedlagt fra 2006 til 2016. Det svarer til knap hver sjette embedsbolig i folkekirken, som over en kort årrække er taget ud af funktion.

Formand for Præsteforeningens boligudvalg Signe Høg tror, at særligt to årsager kan være med til at forklare de høje tal.

”Vi har set mange sammenlægninger af sogne i pastorater, hvilket naturligt nok har ført til, at man nogle steder har fået præsteboliger tilovers. Men jeg er også bekymret for, at en del af forklaringen er, at præstegårde, der i en længere periode har stået tomme, er blevet solgt i stedet for at blive bevaret for eftertiden,” siger hun.

Signe Høg understreger dog, at der endnu ikke findes et samlet overblik over, hvad der er sket med de nedlagte boliger.

Men hvor mange præsteboliger gennem en periode er blevet nedlagt, får Præsteforeningen nu flere og flere henvendelser fra medlemmer, der efterspørger en tjenestebolig, fortæller hun.

”Vi kan se, at det er et problem, når boligerne mangler. Både i de store byer, hvor præster ikke har råd til at bo der, hvor de virker. Men også i yderområder, der i forvejen har svært ved at tiltrække præster, og hvor kandidaterne så bliver afskrækket af selv at skulle købe et hus, som de ikke nødvendigvis kan komme af med igen,” siger Signe Høg, der også sidder i hovedbestyrelsen for Præsteforeningen og er sognepræst i Mårslet tæt på Aarhus.

Det er en ”sørgelig” udvikling, der finder sted. Det mener Birthe Iuel, som er præsident i interesseorganisationen Bygningskultur Danmark, der i 2016 kårede Danmarks smukkeste præstegård.

”Det er et stort problem, at præstegårdene nedlægges, for de er vigtige elementer i vores kulturmiljøer omkring kirkerne. Samtidig er præstegårdene tit nogle særlige huse, fordi de har været inspireret af den lokale herregård, og man kan finde særligt fine detaljer i deres arkitektoniske udtryk,” siger hun.

Ribe Stift er det af landets 10 stifter, hvor man over 10 år har nedlagt flest præsteboliger relativt set. Således er knap en fjerdedel af præsteboligerne blevet nedlagt fra 2006 til 2016.

En del af forklaringen er her de mange sammenlægninger af sogne i større pastorater. Det fremgår af en rapport fra Folkekirkens Uddannelses- og videnscenter, som udkom i 2016, og det samme oplever provst i Ringkøbing Lone Hvejsel.

”Det er ærgerligt, fordi det som regel er nogle huse, der er blevet lagt mange ressourcer i og derfor er nogle pæne og præsentable boliger. Omvendt må jeg sige, at folkekirkens spidskompetence ikke er boligudlejning, men at forkynde evangeliet. Man skal ikke holde fast i præsteboliger for enhver pris,” siger hun.

Vælger man at nedlægge en præstebolig for at få en økonomisk besparelse, kan det dog koste noget på en anden front, mener Signe Høg fra Præsteforeningen.

”For det kan koste folkekirkens forankring i lokalsamfundet i fremtiden,” siger hun og uddyber:

”Kirken skal være til stede, der hvor mennesker søger os. Og det er jo ikke for præstens skyld, at der er lovgivning om tjenestebolig i sognet. Det er for sognets skyld, for kirken lever af relationer, der unægteligt lettere skabes, når præsten bor blandt sognebørnene.”

De mange nedlagte præsteboliger overrasker ikke Eberhard Harbsmeier, der er teolog og tidligere rektor for Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster og står bag en bog om Danmarks præstegårde. Han ser de nye tal som udtryk for, at præstegårdskulturen efterhånden er fortid, og den udvikling begræder han ikke.

”Jeg tror, at betydningen af, at præsten bor i sognet, er stærkt overvurderet. Da jeg arbejdede som præst i 15 år, skete det kun en håndfuld gange, at sognebørnene bankede på min dør med et ærinde. For i dag er det i stedet afgørende, at præsten kan træffes på telefon og mail, og præstegården har en mere symbolsk end praktisk betydning,” siger han og tilføjer:

”Mange har en romantisk forestilling om, at præsten, når han sidder i en præstegård, automatisk er det selskabelige midtpunkt i sognet. Det er han bare ikke længere, blandt andet fordi flere og flere sogne har fået sognecentre, og aktiviteterne derfor er blevet rykket ud af præstens stuer.”

Præsteforeningen vil nu undersøge, hvad de mange nedlæggelser af præsteboliger skyldes, og derefter vil foreningen til januar drøfte udviklingen med landets biskopper.