Naturens skønhed trækker himlen ned til os

Billedkunstner Simon Aaen udfordres på troen, når han arbejder med kirkekunst. Kirkerummet er et af de sidste steder i vores samfund med plads til ro og fordybelse, og det stiller store krav til den kunst, vi putter ind i rummet, mener han

”Menneskers forståelse af det guddommelige beskrives ofte med naturfænomener. Naturen er en del af skaberværket, og jeg mener derfor også, den giver mulighed for en speciel gudsforståelse,” siger billedkunstner Simon Aaen. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro er både personlig og offentlig. Selvom det er svært at adskille, er den personlige tro en del af mit hverdagsliv, og den offentlige del kommer til udtryk gennem mit arbejde med kirkekunsten. Jeg bliver ofte konfronteret med, hvad jeg tror og ikke tror, når mennesker ser mine malerier og fortolker min kunst.

I mit arbejde med den religiøse kunst forsøger jeg at skabe et billedunivers, som laver en sammensmeltning mellem det konkrete og det abstrakte. Det konkrete repræsenterer det jordiske, mens det abstrakte repræsenterer det guddommelige.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

De første syv år af mit liv tilbragte jeg i Nigeria, hvor mine forældre arbejdede som missionærer. Da vi flyttede hjem til Danmark, tog min far en embedseksamen i teologi og blev præst. Det meste af min barndom er jeg derfor opvokset i en præstegård langt ude på landet i Himmerland.

Troen var en del af hverdagen, og der blev ofte holdt menighedsrådsmøder i vores stue og undervist konfirmander i konfirmandstuen, som var en del af præstegården. Jeg havde det fint med, at troen var en del af hverdagen, og at der kom mange mennesker i mit barndomshjem.

Jeg husker, at vi flere år i træk havde besøg af en landevejsridder ved navn John, som kom gående langs vejen. Han havde altid røde pølser med i sin vogn, og jeg husker tydeligt hans fedtede hår og lugten af gammelt, beskidt tøj. Han fik mad, et bad, lidt penge og boede hos os nogle dage, og jeg forstod, at han kom forbi, fordi han ikke havde andre steder at gå hen. Jeg var aldrig bange for ham.

John var ikke den eneste, der tog kontakt til mine forældre, for også psykisk syge mennesker ringede til min far, når det offentlige system lukkede til højtiderne. Det har derfor været en del af min barndom, at jeg lærte, at der var plads til dem, der havde det svært.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg er ikke typen, der taler med ret mange om min tro. Derfor udfordrer det min tro at arbejde med kunst og at bruge min tro i mit fag og dermed dele ud af den.

Når jeg er ude for at vise min kunst, bliver jeg konstant konfronteret med modtagerne. Nogle kan bruge malerierne i forhold til deres egen tro. Det rammer dem, og nogle gange rammer det dem også anderledes, end jeg troede. Og så skal jeg acceptere, at jeg ikke selv kan styre, hvordan malerierne bliver modtaget, hvilket er en positiv udfordring for mig.

Kirkekunsten, kirkearkitekturen og kirkerummet har en lang tradition. Kirkerummet er et af de sidste steder i det moderne samfund, hvor man har plads til ro og fordybelse. Alle andre steder er vi hele tiden på vej og har mobilen tændt, men i kirkerummet bliver man tvunget til at sidde stille i en time, og det er egentlig helt vildt lang tid i et moderne samfund.

Det stiller nogle kæmpe krav til, hvilken kunst vi kommer ind i kirkerummet. Den skal have respekt for traditionen og kirkerummet, men samtidig skal den også tale til moderne mennesker i et moderne billedsprog.

De mange tilfældigheder, der rammer os i livet, udfordrer også troen, når mennesker i min omgangskreds kommer til skade eller bliver ramt af sygdom. Det er svært at se en mening med, når dårlige ting sker, og det er svært at forstå, at Gud tillader det og ikke griber ind. Hvorfor skal nogle rammes af noget, de er uden skyld i? Vi har haft kræft tæt inde på livet i min familie, og det gav en følelse af meningsløshed, fordi der stod børn tilbage, som havde mistet deres mor.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det har barndommen, som har været kulturbærende for, hvad jeg har taget med videre. Jeg har selv fået to børn og har skullet forholde mig til, at troen ikke kun kan være usynlig og personlig.

Jeg har følt, at jeg var nødt til at gøre troen synlig over for mine børn. Vi synger aftensang og beder aftenbøn, for det er noget, jeg gerne vil give videre til dem. Det husker jeg selv som noget, der har skabt ro i min egen barndom og været et positivt ritual.

Også min hustru har formet min tro. Hun har haft næsten samme opvækstvilkår som mig. Hun er også vokset op som missionærbarn og har haft en far, der var præst. Selvom der er mange tilfældigheder forbundet med, hvordan netop vi to fandt sammen, har vi en fælles forståelse i mange sammenhænge. Jeg tror, det gør noget i forhold til, hvordan jeg udøver min tro i hverdagen.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

I naturen oplever jeg, at jeg er meget lille i noget meget stort, og det gør, at jeg kan slippe kontrollen. Mange moderne mennesker søger ud i naturen for at restituere og slippe af med stress. Det er også noget af det, jeg håber mange oplever, når de ser mine naturmalerier. Jeg håber, de kigger på malerierne og kan føle en ro og fordybelse. Samtidig vil jeg gerne, at de får en fornemmelse af, at der er bevægelse, for tingene i naturen er konstant i forandring. Årstiderne skifter, det blæser, stormer, og lyset skifter, hvilket er naturens gang, som vi ikke nødvendigvis kan styre.

Det er også det, man kan se, når man synger salmer og læser litteratur. Menneskers forståelse og forklaring af det guddommelige beskrives ofte med naturfænomener. Naturen er en del af skaberværket, og jeg mener derfor også, den giver mulighed for en speciel gudsforståelse.

I keltisk kristendom snakker man om noget, der hedder a thin place. Det beskrives tit som et kloster eller helligt sted, hvor man har tilbedt Gud i mange generationer, og derfor tror man, at der er kort afstand mellem himlen og jorden lige præcis på det sted. Nogle gange kan skønheden i naturen give mig en oplevelse af, at lige i dette øjeblik er der a thin place. Jeg føler, at der ikke er langt mellem himlen og jorden, og det kan give en taknemmelighedsfølelse.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg bliver ofte inspireret af den kunsthistoriske tradition, og derfor har jeg mange kunstneriske forbilleder. Jeg arbejder meget med parafraser, nyfortolkninger af noget klassisk og kan for eksempel lade mig inspirere af en maler som hollandske Rembrandt. Han har et fantastisk lys i sine malerier. Lyset kommer inde fra Kristusfiguren og stråler ud på de andre tilstedeværende i maleriet og på beskueren. Jeg tror på, at kunsten kan berige, fortolke og stille spørgsmål til de grundlæggende eksistentielle dilemmaer, vi alle møder i vores liv.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Et konkret råd, jeg engang fik, var, at man skal lade være med at tage sorgerne på forskud, for man risikerer at spilde sin tid på unødvendig bekymring. Jeg fik det slynget i hovedet på et tidspunkt, hvor jeg i en periode havde tænkt over mange ting, der kunne gå galt. I dag forsøger jeg at lade være med at tage sorgerne på forskud, og det gør tilværelsen lettere, hvis man kan være mere bekymringsløs.