En dag i 1945 modtog en husmor i St. Louis i den midtvestlige amerikanske delstat Missouri et brev underskrevet af 21 naziledere, der ved den internationale straffedomstol i Nürnberg stod anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. I brevet forklarede de, hvor vigtig hendes mands tilstedeværelse var for dem.
”Det er umuligt for nogen anden mand at nedbryde de mure, der er bygget op omkring os, åndeligt endnu mere end materielt,” lyder det i brevet, der sluttede: ”Vi er ganske enkelt kommet til at elske ham.”
Modtageren af brevet var Alma Gerecke, og hendes mand var den lutherske feltpræst Henry Gerecke, der af den amerikanske hær var sendt til Nürnberg for at yde sjælesorg til de anklagede under retssagerne efter Anden Verdenskrigs afslutning.
Brevet fandt flere årtier senere vej til en udstilling på den lutherske kirkes historiske samling i St. Louis, hvor journalisten Tim Townsend faldt over det og fattede interesse for historien om præsten, der havde gjort så stort et indtryk på berygtede nazister som Hermann Göring, Rudolf Hess og Albert Speer.
Tim Townsend dykkede ned i historien og er aktuel med den kritikerroste bog ”Mission at Nuremberg: An American Army Chaplain and the Trial of the Nazis” (På dansk: Opgave ved Nürnberg: En amerikansk feltpræst og retssagen mod nazisterne), der ved hjælp af materiale fra USA's nationale arkiver og interview med Henry Gereckes søn skildrer en hidtil overset flig af Anden Verdenskrigs efterspil.
”Henry Gerecke var en almindelig, beskeden bondedreng fra Midtvesten, der pludselig befandt sig midt i en verdenshistorisk begivenhed, og både hans person og den enestående mission, som han var en del af, er fascinerende,” siger Tim Townsend, der efter en karriere som journalist i blandt andet St. Louis i dag er redaktør ved tænketanken Pew Research Centers Religion and Public Life Projekt (projekt for religion og offentligt liv) i forbundshovedstaden Washington.
Religionens rolle i opgøret med nazisterne er ifølge Tim Townsend et underbelyst område. Han gennemsøgte uden held arkiver for at finde et endegyldigt svar på, hvorfor de allierede magter sikrede, at Genve-konventionen fra 1945 indeholdt et påbud om at give et tilbud om åndelig lindring til fanger, der var anklaget for at begå ubeskrivelige forbrydelser mod menneskeheden.
”Hele Nürnberg-processen var et eksperiment, hvor vi for første gang stillede ledere af et besejret rige for en international domstol. At give dem deres egen feltpræst var en del af det eksperiment. Men vi havde at gøre med mænd, der begik folkemord uden nogen agtelse for deres ofres åndelige velbefindende, så det kan synes lidt ekstremt. Det kan have været motiveret af militær og politisk propaganda eller blot af et ønske om at gøre det, som er rigtigt,” siger han.
Henry Gerecke (1893-1961), der var søn af tyske immigranter til USA, voksede op på landet i Missouri og mærkede kaldet til præstegerningen, da han hørte den berømte evangelist Billy Sunday prædike. Efter at have fungeret som præst for fængselsindsatte og for de forarmede masser under den store depression i 1930'erne, meldte han sig som feltpræst i den amerikanske hær i 1943. Han tjente i England og i Tyskland, hvor han besøgte koncentrationslejren i Dachau og ifølge eget udsagn rørte ved vægge ”indsmurt i blod”.
Gerecke, der talte tysk og var lutheraner ligesom mange af de anklagede nazister, meldte sig frivilligt til opgaven i Nürnberg. Hans motivation for at yde sjælesorg til datidens mest berygtede og frygtede ”uhyrer” var enkel, siger Tim Townsend.
”Som kristen præst ønskede han at redde så mange af disse mænds sjæle, som han kunne, inden de blev henrettet. De var Det Tredje Riges arkitekter, men Henry Gerecke opgav ret hurtigt at betragte dem som uhyrer og valgte i stedet at se dem som almindelige mennesker med hustruer og børn. Hans rolle var at hade synden, men elske synderen. For ham var Gud den eneste dommer,” forklarer Tim Townsend.
Henry Gerecke var en lille mand med vom og vigende hårgrænse og på overfladen en sær kandidat til jobbet som topnazisternes sjælesørger. Ifølge Tim Townsend var han til at begynde med rædselssagen ved udsigten til at skulle nærme sig de mænd, der havde sat Europa i brand, og han forestillede sig, at ”alene at mærke deres ånde på hans ansigt ville være kvalmende”.
I breve beskriver Gerecke selv, hvordan han følte sig uforberedt på opgaven:
”Hvordan kan en præst, en bondedreng fra Missouri, gøre noget indtryk på Adolf Hitlers disciple? Hvordan kan jeg nærme mig dem? Hvordan kan jeg nedkalde den sande kristne ånd, som denne mission kræver af en præst?”.
Sammen med den katolske hjælpepræst Sixtus O'Connor begyndte Gerecke sit arbejde i ruinbyen Nürnberg i november 1945. Han besøgte indledningsvis hver af de 21 anklagede i deres celler og hilste på dem med et håndtryk. I de efterfølgende 12 måneder prædikede han, ydede sjælesorg og bad bønner med flere af dem.
”Ingen vidste, hvor længe retssagerne ville vare, så hans opgave var et kapløb mod tiden. Han var meget diskret omkring det, som nazisterne fortalte ham i fortrolighed, så vi ved ikke meget om, hvad der blev sagt i cellerne,” siger Tim Townsend.
Gerecke endte med at give nadver til i alt otte af nazisterne og ledsagede fem af de dødsdømte de sidste 13 trin op til galgen den 16. oktober 1946. Han nægtede at lade de mænd, som han ikke skønnede var ægte, angrende kristne, modtage nadver. Blandt dem var den måske mest berygtede af de dødsdømte, den ikke-troende Hermann Göring, der sagde til Gerecke:
”Den Jesus, du altid taler om, er bare endnu en kløgtig jøde.”
Kort inden Görings død ved selvmord i cellen bad han forgæves den amerikanske præst om en velsignelse for det tilfælde, at der alligevel var nogen sandhed i kristendommen.
”De fleste af de anklagede var kristne blot af navn, og Gerecke bragte en håndfuld af dem tilbage til troen. Men han var også meget strikt omkring, hvem han lod komme tilbage til folden. Han krævede nærmest en form for gendåb og ville sikre sig imod falske omvendelser. I sidste ende, da retssagerne var overstået, betragtede han sit arbejde som en succes,” fortæller Tim Townsend.
I 1953 skrev Henry Gerecke sin historie i en artikel i avisen Saturday Evening Post og modtog som følge hadefulde breve, som hans sønner fandt - og brændte - efter hans død.
”Mange mennesker havde ikke været klar over, at en amerikansk præst havde været sjælesørger for nazisterne, og nogle kaldte ham 'nazielsker' og 'jødehader'. Især beskyldningerne om antisemitisme sårede Gerecke dybt,” siger Tim Townsend.
Efter krigen blev Henry Gerecke fængselspræst i delstaten Illinois, hvor han arbejdede med voldtægtsforbrydere, mordere og andre forbrydere. Han døde af et hjerteanfald i 1961.
