Kan kiks og papvin hjemme i stuen gøre det ud for indstiftet nadverbrød og -vin på knæfaldet foran alteret i kirken?
Siden begyndelsen af coronakrisen har teologer diskuteret det spørgsmål som en konsekvens af, hvordan corona-pandemien har begrænset kirkegængeres adgang til et af kristendommens vigtiste ritualer.
Med udsigten til en vinter med stærkt reduceret kirkeliv er det spørgsmål endnu mere aktuelt. En af fortalerne for digital nadver er biskop over Lolland-Falsters Stift Marianne Gaarden, der påpeger, at spørgsmålet har været rejst flere gange. Hun stødte selv på det for første gang, da hun for cirka et årti siden skrev ph.d. og mødte folk, der lyttede til radiogudstjeneste, fordi de af den ene eller anden grund var fysisk forhindret i at deltage i gudstjenesten.
”De deltog i radiogudstjeneste og var klar med brød og vin, fordi de ville deltage i altergangen. Det var nyt for mig dengang, men det giver god mening – også teologisk. Guds virke i verden begrænses ikke af fysiske mure. I nadveren er vi en del af Kristi krop, uanset om vi er i det samme rum. Patienten, der lytter til en radiogudstjeneste i sin hospitalsseng, er også en del af menighedens fællesskab,” siger biskoppen og tilføjer, at det ikke er menneskers fysiske tilstedeværelse, der konstituerer nadverritualet, men Kristus:
”Det er ikke udelukkende et fysisk fællesskab, men også et åndeligt, hvilket kommer til udtryk ved, at nadverfællesskabet traditionelt opfattes som et fællesskab mellem de levende på jorden og i himlen.”
I Sct. Pauls Kirke i Aarhus er der imidlertid ikke lagt op til, at kirkegængerne bag skærmen skal indtage brød og vin, når sognepræst Flemming Baatz Kristensen holder digital gudstjeneste. Det kan være en sårbar situation for mange, som derfor må undvære nadveren, når man ikke kan eller ikke vover at tage til gudstjeneste, siger han. Men han holder stadig fast på, at nadver kun kan uddeles ved fysisk tilstedeværelse.
”Det er min holdning, fordi jeg gerne vil respektere, at nadver ikke bare er forkyndelse. Prædiken og salmesang er forkyndelse, og det kan sagtens transmitteres via livestreaming online, men det kan vi ikke gøre med nadver eller for den sags skyld dåb og skriftemål. Man kan jo ikke døbe digitalt, for det forudsætter det fysiske møde. Man kan heller ikke bruge håndspålæggelse digitalt, for også det forudsætter det fysiske møde,” siger han.
Af den grund ifører han sig mundmind og handsker og sørger for, at altergang er en del af de 30 minutters gudstjenester, det for tiden er muligt at gennemføre i Sct. Pauls Kirke i Aarhus. Og han minder sognebørn om, at man kan anmode om et besøg af præsten til hjemmealtergang, hvis man ikke er tryg ved at møde op i kirken.
”Nadveren forudsætter, at man er sammen i et rum med hinanden, hvor indstiftelsesordene lyder konkret over brødet og vinen, der er løftet. Det skyldes sakramenternes egenart, at de ikke kan gå gennem skærmen. Det er klart, at det er den opstandne Kristus, der samler os, men han har ikke kun indflydelse i ord, men også i handling, hvilket forudsætter kropsligt nærvær med konkret brød og vin, der bliver indviet,” siger han.
Professor i kirkehistorie Kurt E. Larsen fra Menighedsfakultetet i Aarhus mener, at nøglen til at forstå debatten ligger i 500 år gammel teologi:
Der er fire syn på nadveren, som præger kristendommen i dag og kan have indflydelse på debatten om digital nadver. Et blev repræsenteret af den schweiziske reformator Ulrich Zwingli, der anså nadveren for udelukkende at være ”et mindemåltid” med det formål at lede tankerne hen på Kristus. For franske Jean Calvin var det imidlertid mere end et mindemåltid.
”Calvin hævdede, at Kristus var åndeligt til stede, når menigheden fejrede nadver. Det er en holdning, der er meget udbredt i moderne teologi og kirketænkning. Her ser man nærmest nadveren på en åndelig måde, som menighedens åndelige fællesskab med Kristus og hinanden. Når man lægger vægt på det åndelige, kan man bedre leve med en digital nadver, hvor der jo godt kan føles et åndeligt fællesskab,” siger Kurt E. Larsen og tilføjer, at det kan man til gengæld ikke, hvis man indtager Martin Luthers synspunkt:
”Han mener, at der er tale om et virkeligt nærvær af Kristus i de konkrete elementer, når brød og vin bliver indstiftet – realpræsens, kalder vi det. Har man dette syn, tror man, at Kristus kun er konkret til stede i det brød og den vin, der bliver uddelt i kirken, og derfor vil man have svært ved at acceptere digital nadver, men for eksempel hellere henvise til muligheden for hjemmealtergang ved præsten,” siger han.
Det fjerde syn er ifølge Kurt E. Larsen det katolske, hvor man taler om en egentlig forvandling af brødet og vinen, når en ordineret præst indvier det. Katolikker vil derfor være endnu mere afvisende over for digital nadver, vurderer han.