Prøv avisen

Nedrivning kan koste folkekirken medlemmer

Striden drejer sig om den gamle skolebygning i baggrunden, som menighedsrådet vil rive ned. Her ses borgere i protest i november. Arkivfoto. Foto: Jens Bach

Hvis Ringkøbings menighedsråd river gammel skolebygning ned, vil 57 sognebørn melde sig ud af folkekirken. Menighedsråd afviser kritikken og kalder udmeldingstruslen "overraskende"

En lokal strid om en gammel skolebygning i Ringkøbing Sogn risikerer nu at koste folkekirken medlemmer.

57 borgere i Ringkøbing har indtil nu deponeret deres folkekirkemedlemskab, og deres udmeldelser effektueres, hvis menighedsrådet gør alvor af planerne om at rive bygningen i bymidten ned.

Striden drejer sig om en tidligere musikskole på byens torv, som menighedsrådet har købt af kommunen for at rive den ned. I stedet skal der på grunden bygges et nyt menighedshus.

Borgerinitiativet Bevar Ringkøbing Bymidte mener, at bygningen er en vigtig del af byens unikke, gamle bybillede.

”Derfor er der nogle, der har valgt at deponere deres medlemskab som resultat af, at der øves vold imod en gammel bygning,” siger borgerinitiativets talsmand, læge Birte Pedersen.

”Andre argumenterer med, at folkekirken plejer at repræsentere bevarelse af kulturværdier. For mig og andre handler det om, at vi synes, at menighedsrådet har haft en udemokratisk fremfærd,” siger hun.

”De har forsøgt at føre menigheden bag lyset ved at skjule dokumenter, der gik imod nedrivning, i forbindelse med at biskoppen bad om fremsendelse af akterne, og de forsøgte at holde det afgørende menighedsrådsmøde for lukkede døre, da der kom uenighed i menighedsrådet,” siger Birte Pedersen.

Næstformand i Ringkøbing Menighedsråd, Svend Aage Hoppe, siger, at man har været igennem ”en fuldstændig ren og demokratisk proces” i byens menighedsråd.

”Med hensyn til dokumentet så er der tale om et privat dokument om bygningen, som et medlem af menighedsrådet har indhentet personligt. Vi har ikke forsøgt at holde lukkede menighedsrådsmøder, og det endelige projekt er besluttet og bekræftet på flere møder,” siger Svend Aage Hoppe.

Han oplyser, at provstiudvalget i aften træffer sin endelige beslutning i sagen. Men menighedsrådet har allerede fået 6,5 millioner kroner til hele projektet.

”Med hensyn til truslerne om udmeldelse er jeg overrasket over, at en gammel faldefærdig bygning betyder mere for nogen end det at være medlem af folkekirken som et trossamfund. Det kan jo få den konsekvens, at man melder sig ind og ud, alt efter om man er uenig med et menighedsråd i et enkelt spørgsmål,” siger Svend Aage Hoppe.