”Som at gå i Netto i stedet for Irma.” Sådan blev folkekirkens aktuelle 30-minutters gudstjenester beskrevet på et digitalt debatmøde i Helsingør Stift i denne måned.
Det kræver lidt nordsjællandsk insider-viden at forstå billedet: Irma er et dyrt supermarked med rigt udvalg og luksusprodukter. Udsagnet skulle illustrere, hvordan de forkortede højmesser, som har været praksis siden nytår, kun er lig med det mest nødvendige, mens de lækre specialiteter fås i søndagshøjmessen fra tiden før corona.
Når vi ser bort fra de uheldige associationer, er sætningen oplæg til debat om, hvad der er centralt i gudstjenesten. Den korte form har ikke mindst flyttet gudstjenestens højdepunkt tilbage fra det sanselige i nadveren til ordets forkyndelse i prædikenen.
Den formindskede form er ingen nyskabelse, men skåret over en historisk læst, der hedder fromessen. Den skal man i dag være fra landet for at kende: Landsbypræster har flere kirker, og derfor kan der ikke være højmesse samtidigt i alle kirker.
Præsten begynder i en af kirkerne med en tidlig gudstjeneste (fro betyder tidlig), hvor der følges en gammel skik for gudstjeneste uden nadver. Fromessen slutter efter prædikenen med bøn, velsignelse og salme. Herefter kan præsten drage videre og fejre højmesse med nadver i en af pastoratets andre kirker. Således forklares også, hvorfor det hedder højmesse – det er den store gudstjeneste højt på dagen. Under Reformationen var folk vilde med at komme i kirke, og her begyndte man i Malmø allerede før klokken 6 om morgenen med den første fromesse, og så var der ellers gudstjenester formiddagen lang indtil højmessen ved 10-tiden.
I fromessen bliver prædikenen kulminationen på gudstjenesten, og aktuelt er sangen også reduceret til en slag responsorier (svar) på præstens læsninger og ord.
Det er mit indtryk, at mange præster er godt tilfredse med den ny-gamle form. Måske er det typisk luthersk?
Luthers reformer drejede sig også om at rydde op i gudstjenestens unødvendige pynt. Standardgudstjenesten herhjemme havde i århundreder prædikenen som højdepunkt.
Gudstjenesten var foreskrevet uden nadver i det såkaldte ”Kirkeritual for Danmark og Norge fra 1685”. Denne ritualbog gjaldt med få moderationer frem til for godt hundrede år siden. Nadveren var et ritual, der kunne knyttes til højmessen, men også andre tjenester, for eksempel til altergang om fredagen, der stadig er tradition i domkirkerne.
Det var faktisk først i 1992, at nadveren blev et obligatorisk led om søndagen. Kurt E. Larsen har her i avisen fortalt, hvordan der siden 1700-tallet er sket en løbende reduktion i typerne af gudstjenester, men flere af disse lever dog videre lokalt, også selvom de ikke er autoriserede efter den seneste ritualbog.
Det kan således være værd at have in mente i den standende liturgidebat, at gudstjeneste om søndagen kan være andet end højmesse med nadver. Det kan være fromesse eller som den aktuelle coronagudstjenestes form: bøn, bibellæsning og prædiken og et par solide salmer. Måske endda med salmer i forkortet form? For det er en anden tendens – præsterne er begyndt at klippe i salmerne.
Rasmus H.C. Dreyer er ph.d. i kirkehistorie og sognepræst.