Det siges ofte, at Danmark er blevet et multireligiøst samfund, og at danskerne er genstand for individualisering, så hver tror på sin egen måde. Men der er trods den udvikling stadig klare mønstre i landets troskultur.
Når det kommer til majoritetsbefolkningens religiøse vaner, er der reelt kun tale om to slags religiøsitet, som danskerne i praksis kombinerer. Den første er den kristne tradition. I stedet for kulturkristendom kunne man også kalde denne kristendom strukturkristendom, fordi de fleste danskere har et kristent tilhørsforhold i kraft af deres opvækst i det danske samfund og dets kristne strukturer. Det betyder også, at langt de fleste placerer deres trosforestillinger inden for et kristent univers, selvom de måske ikke selv er klar over referencen.
Den anden form for religiøsitet er den østligt inspirerede new age, der blev udbredt i Danmark i forlængelse af 1968-revolutionen og dens opgør med samfundets autoriteter. Denne form for religiøsitet er kendetegnet ved troen på en åndelig og indre kraft, og i dens nuværende skikkelse også brug af horoskoper og naturmedicin. I Danmark er den spirituelle religiøsitet først og fremmest båret af kvinder. Den er blevet institutionaliseret i omsorgssektoren, hvor tidligere studier har vist, at der sker en socialisering af både mænd og kvinder imod en mere spirituel religiøs orientering. Men inden for denne bevægelse er der dog forskelle. I Norge er omsorgserhverv som sygeplejersker og pædagoger for eksempel mere præget af kristen religiøsitet end i Danmark. Flere uddannelsesinstitutioner er helt konkret tilknyttet kristne organisationer i landet mod nord.
I Danmark har den sekulære institutionalisering derimod medført et rum for alternative trosforestillinger. Da 1968’ernes kvinder ændrede uddannelsesinstitutionerne, bragte de en ny form for religiøsitet med sig, som stadig er til stede som et supplement til den kristne struktur.
Den seneste værdiundersøgelse, der udkom for et par måneder siden, viste, at befolkningens religiøsitet dybest set kan deles i tre: De ikke-religiøse, de kristent religiøse og de spirituelle. Forskerne kunne pege på, at denne inddeling har været mere eller mindre konstant siden den første måling i 1981. Et andet vigtigt resultat er, at mange kombinerer det spirituelle og det kristne, sådan at det bliver stadigt sværere at kategorisere folk som enten spirituelle eller kristne. Men faktum er, at det er disse to former, som dominerer det religiøse landskab sammen med ikke-tro.
Så selvom danskerne har mulighed for at vælge religion, som de vil, er det få, der benytter muligheden til at religionsshoppe mellem de religiøse tilbud på markedet. Selvom folk ofte vælger at lade sig inspirere af andre traditioner, og majoriteten i øvrigt heller ikke føler sig bundet af deres kirkelige medlemskab, skifter meget få danskere til andre religiøse traditioner.
Grunden til, at new age-inspireret spiritualitet har vundet en permanent tilstedeværelse i danskernes åndsliv, er, at den fra start var båret af den ressourcestærke 1968’er-generation, der formåede at ændre værdierne i samfundets institutioner. Den religiøse magt ligger altså i institutionaliseringen af først kristendommen og senere den feminine spiritualitet, der nu udgør de to traditioner, som majoritetsbefolkningen orienterer sig imod religiøst.
Astrid Krabbe Trolle er ph.d. i religionssociologi og ansat i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.