Prøv avisen
Tro&tvivl

Nogle forskere frygter, at deres tro kan svække deres troværdighed

Jens Olaf Pepke Pedersen er seniorforsker på Institut for Rumforskning og Rumteknologi på DTU. Foto: Arkivfoto

Klimaforsker Jens Olaf Pepke Pedersen ser intet modsætningsforhold i at være både troende og videnskabsmand. Tro og videnskab svarer på vidt forskellige spørgsmål, mener han

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min personlige tro levner plads til både troen og tvivlen. Det, som tiltaler mig ved kristendommen, er netop, at man ikke ser Bibelen som Guds ord, men at man kan tolke teksterne, og at der er plads til refleksion. Min tro er også præget af den rationelle tilgang, jeg har til livet qua mit fag som klimaforsker. Jeg har brug for, at der er en rationel verden, og derfor bygger min tro også på, at jeg tror, at der er en mening med det hele, og at den kristne Gud er rationel. Op gennem historien kan man se, at der ikke har været en lang konflikt mellem tro og videnskab, men at kristendommen i virkeligheden snarere end en hindring har været en kilde til inspiration for forskere. Galilei havde for eksempel store sammenstød med kirken, men han så ikke sit arbejde som en konflikt med sin tro, men som en konflikt med nogle menneskers fortolkning af Bibelen. Jeg ser heller ingen konflikt mellem de to størrelser - tro og videnskab svarer på vidt forskellige spørgsmål, hvor videnskaben for eksempel kan svare på, hvordan universet fungerer, mens troen kan svare på, hvorfor vi er her.

I dag kan nogle forskere være bange for, at det svækker deres troværdighed, hvis de fortæller, at de er troende. Folk kunne også frygte, at jeg ville sidde og blande Gud ind i klimadebatten, men sådan hænger det jo ikke sammen. Forskere har ret let ved at holde tingene adskilt, og det er jo ikke sådan, at vi lige inddrager religionen, når der er noget, vi ikke kan forklare videnskabeligt.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg har ikke fået en barnetro med hjemmefra. Min mor gik godt nok indimellem i kirke, også uden for højtiderne. Men det var mere, fordi det var hyggeligt og for at glæde præsten. Så troen fyldte ikke noget i dagligdagen. Tværtimod tog min mor afstand fra dem, hun kaldte for ”de hellige”, som opfattede sig som meget troende og derfor bedre end andre.

Kendskabet til religion fik jeg i stedet igennem folkeskolen, hvor jeg havde en meget engageret lærer, der var god til at formidle historier og lignelser fra Bibelen og forklare dem for os. Så jeg er en af dem, der er glad for, at man ikke dengang som i dag forsøger at skubbe folkekirken ud af folkeskolen.

Hvad har udfordret din tro?

Der er både store og små ting, som udfordrer. Til de store ting hører den klassiske ondskab, som den kommer til udtryk i de totalitære ismer; kommunismen, islamismen og nazismen. De kan udfordre meningen med tilværelsen, synes jeg. I det små handler det mere om irritationsmomenter over selvretfærdige mennesker, der føler sig mere værd end andre og bedre på grund af deres tro og bruger den til at dømme andre med. Når jeg møder dem, kan jeg godt stille mig selv spørgsmålet, om det virkelig er dem, jeg deler tro med.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det har min hustru, der har introduceret mig til troen. For hende har det altid været mere naturligt at gå i kirke, og så har troen fulgt os rundtomkring i verden, hvor vi har boet.

Vi har blandt andet boet forskellige steder i USA - i Kansas, Californien og Colorado, hvor den evangelisk-lutherske gudstjeneste minder meget om den danske. Men i USA har de et meget mere afslappet forhold til tro og religion end herhjemme. Den er mere integreret i hverdagen, og det var egentlig forfriskende at opleve. Jeg lærte for eksempel en forsker i Colorado at kende, som ved siden af var præst inden for en eller anden retning af kristendommen. Det var en ny ting for mig, at forskerne derovre også var åbne omkring deres religion, og at mange var medlemmer af en af de mange lokale kirker, hvor de også deltog i en række sociale aktiviteter.

Men også naturvidenskaben har været med til at forme min tro. Blandt andet er der også i naturvidenskaben en skabelse og en begyndelse, og jeg har svært ved at tro, at alt det, vi ser i universet, skulle være opstået af ingenting.

For mig har det ikke været et bevidst valg at tro, men en langsom erkendelse. Jeg synes selv, jeg kunne genkende fornemmelsen i slutningen af Murakamis trilogi ”1Q84”,hvor den kvindelige hovedperson Aomame pludselig opdager, at hun tror.

Hvordan gør din livs-anskuelse en forskel i din hverdag?

Troen er ikke noget, der fylder voldsomt meget. Men den giver en tyngde og en ballast mod livets ulidelige lethed. Det minder om et billede fra fysikken, hvor man for nogle år siden fandt Higgs-partiklen, og hvor den fundamentale opdagelse egentlig er det tilhørende Higgs-felt. Når partikler vekselvirker med feltet, får de masse, og desto mere de vekselvirker, desto mere masse får de. Det er det samme, der sker, når man beskæftiger sig med religion. Jo mere man vekselvirker med det, desto større tyngde får det, men man kan også lade være, og så har det ingen betydning.

Når man tror på, at der er en mening med tingene, så betyder det også, at man har et større perspektiv på livet, så det ikke bare handler om at forbruge og udføre ting.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det er Løgstrup og især hans tanker om, at i kraft af skabelsen har livet og verden på forhånd værdi. Naturvidenskaben har flyttet mennesket først fra en plads i universets centrum og siden som slutmålet for livets udvikling, men jeg mener ikke, at livet på jorden bliver mindre meningsfuldt af, at der kan være liv andre steder i universet. Vi har fortsat et ansvar for det skabte, både i det små i mødet med andre mennesker og i det store ved at bevare kloden for vores efterkommere.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

At man skal se på livet som en rejse og ikke som en destination. Jeg kan ikke huske, hvor det kommer fra, men jeg har selv været så privilegeret at kunne beskæftige mig med det, jeg gerne har villet. Jeg har ikke haft fastlagt, hvad jeg skulle og har ikke haft en karriereplan, men i stedet taget nogle chancer. Jeg kan godt lide friheden, der er i det, og jeg påskønner, at man selv har ansvaret for sine valg.