Prøv avisen
Før søndagen

Forfatter: Nogle gange tænker jeg, om Gud ser Bibelen som en pixibog

”Når jeg tænker på, hvor mange gange Jesus i Det Nye Testamente taler om enhed, synes jeg, det er mærkeligt, at vi bliver ved med at være så adskilte. Det gør det kristne budskab utroværdigt. Hvis vi skal bringe det gode budskab, men samtidig ser ned på hinanden internt, kan jeg godt forstå, nogle tvivler på, hvad kirken kan byde ind med for dem,” siger forfatter og chefkonsulent Rie Skårhøj. – Privatfoto.

Søndagens tekst minder os om, at alle kristne er del af den samme enhed. Men dette budskab glemmes stadig, hvilket svækker kirkens troværdighed, siger forfatter og frivillighedskonsulent Rie Skårhøj

Manden ved indgangen til diskoteket har guldtænder og et ar tatoveret hen over ansigtet. Han ser skræmmende ud, tænker Rie Skårhøj, mens hun betaler entréen og går indenfor. Det er 2007, og den 31-årige sociolog er i Berlin med andre frivillige bag non-profitcaféen Retro, der støtter forskellige humanitære projekter i udviklingslande.

Mens de sammen står på diskoteket, hvor mennesker påvirkede af stoffer danser løs uden stop til pumpende technomusik, får Rie Skårhøj pludselig en tanke: Bare hun kunne minde gæsterne på diskoteket om Jesus.

Resultatet af den tanke er i dag synlig på den nu 39-årige ejer af virksomheden Ledfrivillige.dk og forfatters venstre underarm. Her har hun fået ”Jesus” tatoveret med en stor og lidt snørklet skrift.

”Nogle af de andre frivillige fra caféen syntes, at det var lidt voldsomt at gøre. For man kan skrive sin ægtemands og sine børns navne på armen – men Jesus? Jeg er dog glad for min tatovering, for den minder mig og måske også andre om Jesus. Mange får øje på den, når jeg for eksempel underviser i fitnesscentre, og dermed er den en måde at sprede budskabet om Jesus på, uden jeg siger noget højt,” siger hun.

Rie Skårhøj finder det generelt vigtigt at kommunikere det kristne budskab ud til mennesker, der ikke er vant til at komme i kirken. Ifølge hende ville det dog være lettere at gøre, hvis kristne i højere grad lyttede til søndagens tekst. Her beder Jesus for disciplene, inden han farer mod himlen. I den bøn er et vigtigt budskab, at alle kristne er ét, siger Rie Skårhøj.

”Ifølge teksten er enhed vigtigt, hvis verden skal tro og forstå, at Jesus er udsendt af Gud. Så enhed er ikke bare smukt og positivt. Teksten handler blandt andet om, at hvis kirken er ét, så er det meget nemmere for dem, der ikke tilhører kirken, at forstå, hvorfor kristendommen også er vigtig for dem.”

Men enheden kan være svær at se i dag, hvor kirkens forskellige grene ifølge Rie Skårhøj ikke altid enes og samarbejder. Som eksempel nævner hun, når nogle kirkelige bevægelser ikke vil samarbejde om sociale og diakonale arrangementer, fordi de har forskellige forståelser af visse ting.

”Når jeg tænker på, hvor mange gange Jesus i Det Nye Testamente taler om enhed, synes jeg, det er mærkeligt, at vi bliver ved med at være så adskilte. Det gør det kristne budskab utroværdigt. Hvis vi skal bringe det gode budskab, men samtidig ser ned på hinanden internt, kan jeg godt forstå, nogle tvivler på, hvad kirken kan byde ind med for dem. Det er lige som børneopdragelse – hvis man siger noget og gør noget andet, så virker det ikke.”

Ifølge hende kunne kirken som enhed stå stærkere i en tid, hvor alt bliver relativt, og hvor medlemstallet falder. Det betyder dog ikke, at alle kristne skal være ens. Selv er hun for eksempel en del af det mere karismatiske kirkenetværke Dansk Oase.

”Det er fantastisk, at vi har forskellige kulturer, hvor nogle er til lovsang og store følelser, andre til det stille og meditative og andre til det mere intellektuelle. Man må gerne være uenig med andre og diskutere dette i en god tone, så længe man stadig ser hinanden som kristne brødre og søstre,” siger hun og tilføjer, at man bare ikke skal gå på kompromis med kristendommens grundessens, som for hende helt kort er trosbekendelsen.

”Under den kan vi stå fast ved vores egne standpunkter, men vi skal stadig rumme hinanden.”

Derudover handler det ifølge Rie Skårhøj om at erkende, at ingen har sandheden alene.

”Gud er så meget større end os, og derfor er det næsten arrogant at tro, at man som kirkesamfund har fundet sandheden og forstået det hele helt korrekt. Nogle gange tænker jeg, om Gud ser Bibelen som en pixibog, han har givet til sine børn, os mennesker. Treårige kan ikke læse en anatomibog og forstå, hvordan hele kroppen er opbygget, men de kan forstå det mest grundlæggende om kroppen, hvis det præsenteres i en pixibog. Det er lige sådan med os mennesker og vores forståelse af Gud,” siger hun og tilføjer, at hun ikke håber, eksemplet bliver misforstået.

”Vi skal tage Bibelen seriøst, men vi skal også huske, at Gud er større end det, som beskrives der. Det er både vildt og fantastisk.”

Personligt har Rie Skårhøj også mærket den manglende rummelighed, da hun for cirka to år siden begyndte at praktisere og senere undervise i Yogafaith, hvor bevægelser fra moderne yoga kombineres med bibellæsning og bøn. I starten var der mange fordomme om praksissen, hvilket hun dog ikke har ladet sig tryne af.

Generelt har hun ikke været bange for at kaste sig ud i forskellige projekter og få kritik eller fejle. De seneste år har hun blandt andet været med til at starte foreningen Retro op med over 300 engagerede frivillige, hun har startet sin egen virksomhed om ledelse af frivillige og skrevet bøger om samme emne. Det skyldes ifølge hende en kærlighed, som hun også synes skinner igennem i søndagens tekst. Her bliver relationen mellem Jesus og Gud nemlig sammenlignet med relationen mellem Jesus og menneskerne.

”Jeg tror ikke, jeg havde turdet give mig i kast med en brøkdel af det, jeg laver, hvis ikke jeg havde en helt grundlæggende erfaring af, at jeg er elsket af Gud og gør det, jeg gør, for at takke og elske ham tilbage. Det betyder, at jeg kan give slip, for det afgørende er ikke, om projektet lykkes eller ej.”

Rie Skårhøj har haft sin tro med sig siden barndommen, men har også oplevet den udvikle sig. Nogle gange har det faktisk føltes, som om troen er blevet smidt ind i en tørretumbler og vendt rundt, siger hun og griner.

I det indremissionske barndomshjem var der meget fokus på ord, men på en bibelskole i Australien oplevede hun som 21-årig den mere karismatiske tro. I dag kombineres begge dele i Dansk Oase. I yogamiljøet har hun senere oplevet en åben åndelighed og en søgen efter Gud.

”Jeg savnede en kropslig tilgang til min tro, og Yogafaith gav mig en oplevelse af, at hele min eksistens, krop, sjæl og sind, er elsket af Gud. Det er nogle gange som en ordløs bøn for mig, og reelt har det også betydet, at jeg beder og læser mere i Bibelen i dag,” siger hun.