Først besluttede Roms generalvikar, Angelo De Donatis, at lukke alle hovedstadens kirker. Så lod pave Frans forstå, at kirken ikke måtte lade folk alene, og så blev kirkerne åbnet igen, dog med den advarsel, at man skal passe på med at bruge dem.
Som i andre lande har coronavirussen givet den katolske kirke i Italien masser af udfordringer, medført nogen uenighed og gjort det svært for mange præster at finde ud af, hvilket ben de skulle stå på. En uge efter, at landet satte sig selv i karantæne, lukkede ned og forbød folk at samle sig, viser mange katolske præster sig nu yderst kreative i forsøget på at holde kontakt med menigheden, som hverken må holde bryllup eller begravelse og savner nadver, skrifte og samværet under messen.
Nogle kirker er lukket, for eksempel på dele af Sicilien, mens andre, som i Rom, er åbne. Regeringens dekret forbyder italienerne at færdes offentligt, hvis det ikke er strengt nødvendigt, så det har rejst spørgsmålet, om troende vil få en bøde, hvis de går i kirke. Biskoppen i Palermo på Sicilien, Corrado Lorefice, har skrevet til sine præster, at de åbne kirker giver katolikker, som alligevel går forbi, ”fordi de skal på arbejde, til lægen eller ud at handle mad, mulighed for at gøre et kort stop”.
Pave Frans gjorde det selv i weekenden, da han trods gangbesvær gik en lille pilgrimsfærd gennem næsten mennesketomme gader til basilikaen Santa Maria Maggiore for at bede foran et Maria-ikon, som romere altid har bedt ved i vanskelige tider op gennem historien. Ikonet blev i år 593 båret i procession af en anden pave, Gregor den Store, i håb om at stoppe en pest-plage, og i 1837 bad pave Gregor den Sekstende foran ikonet for at få hjælp mod koleraen.
Pave Frans fortsatte i søndags til kirken San Marcello al Corso, hvor han bad foran et træ-krucifiks, som romerne i år 1522 gav æren for at redde dem fra pesten. Også i forbindelse med coronaudbruddet har der været nogle processioner, for eksempel i byen Vignola i regionen Emilia-Romagna, hvor de gik hver morgen, indtil det blev forbudt at samle sig.
I den forbindelse har der dog også lydt advarsler, fordi processioner historisk har været med til at sprede smitte. Det mest berømte eksempel i Italien er fra Milano, hvor en helgen ligefrem har givet navn til en epidemi: San Carlo-pesten. Da tusinder af milanesere i 1630 gik i procession for at få den hellige Carlo til at redde dem fra plagen, fik det smitten til at eksplodere.
Den nuværende ærkebiskop i Milano, Mario Delpini, gjorde for en uge siden noget helt andet. Han klatrede op på toppen af byens domkirke, på taget, hvor han bad under ”La Madonnina”, den fire meter høje gyldne statue af Jomfru Maria, der troner øverst. Andre har også fundet ud af at bruge kirketaget. De fire præster, der hører til sognet og kirken San Gabriele dell’Addolorata i Rom, holdt i søndags messe på taget af kirken, så alle omkringboende kunne høre og følge med. Efter messen blev de belønnet med en lang klapsalve fra beboerne.
De fleste præster fortsætter med at holde messe i en tom kirke. Nogle steder har det dog fået troende til at samle sig uden for kirkedøren, hvilket igen har fået politiet til at gribe ind og bede dem om at gå hjem. I ét tilfælde i byen Castello d’Agogna blev præsten Antonio Lunghi meldt til politiet af byens borgmester, fordi han ikke havde afvist de kirkegængere, der mødte op til messe, men lod dem blive i kirken.
”Da de troende nu var kommet og var der, så kunne jeg ikke gøre det. Skulle jeg smide dem ud? Hvorfor?”, siger præsten til den katolske netavis Bussola Quotidiano.
Hovedparten af præsterne retter sig dog efter den italienske bispekonference, som følger regeringens dekret. Messer uden menighed streames på nettet, og mange præster har grebet til Facebook for at holde kontakten.
”Det er ikke noget, vi har ønsket,” som ærkebiskop Delpini siger til Avvenire om de tomme kirker.
”Det føles som en straf.”