Hvad har været særligt for de danske kirker under coronakrisen? Det kan få svar på ved at læse en rapport om emnet fra den kirkelige samarbejdsorganisation, der hedder Fællesskabet af Protestantiske Kirker i Europa. I Danmark er folkekirken, den reformerte kirke og metodistkirken medlemmer.
Mange af problemstillingerne ved pandemien har naturligvis været fælleseuropæiske. Det lyder således bekendt, når rapporten opfordrer til en retfærdig og ligelig fordeling af vacciner, både inden for og uden for Europa. Udfordringerne er imidlertid blevet tacklet på forskellige måder. Som når valdensernes kristne hospitaler i Italien oprettede særlige ”krammerum”, så de pårørende kunne få en noget nær fysisk kontakt med de syge.
Ingen danskere har været med til at skrive rapporten, men Danmark fremhæves som det åbenbart eneste land med særlige coronapræster, der bogstaveligt talt blev ”klædt på” til at stå til rådighed for sjælesorgpatienter med corona.
Andre problemstillinger i rapporten virker til gengæld fremmedartede hos os. Rapporten finder det nødvendigt med en afvisning af konspirationsteorier og afvisning af tolkningen af pandemien som Guds straf. Det har man ikke hørt meget til i Danmark, hvor også coronakrisens økonomiske aspekter har spillet en lille rolle. Disse har spillet en større rolle i andre europæiske lande, for ikke at tale om de lande i verden, der direkte oplever sult som følge af pandemien og restriktionerne.
Overgangen til undervisning online har visse steder i Europa virket diskriminerende, for ikke alle har adgang til computere i hjemmet. Her har det været en diakonal opgave for kirkerne at skaffe computere til hjemmeskoling af fattige børn. Tilsvarende har protestantiske kirker i Portugal påtaget sig mere uddeling af mad til fattige familier i coronatiden, fordi børn ikke længere kommer i skole og derfor heller ikke får den mad, som de plejer at få der. Rapporten påpeger ligeledes kvinderne som taberne, for i kulturer, hvor kvinder traditionelt bærer arbejdet i hjemmene, bliver lockdowns ekstra belastende for dem. Dertil kommer et nogle steder stærkt stigende problem med vold i hjemmene.
Rapporten, hvis forfattere udgør den etiske komite i Fællesskabet af Protestantiske Kirker i Europa, løfter principielle etiske problemer frem, som ofte overses for den, der har øjnene stift rettet mod smittetallene i sit eget land. Hvad betyder det globalt, når rige lande giver store subsidier til egne nationale foretagender for at redde dem? Og hvor mange i Danmark har tænkt på det problem, at den udbredte brug af sundhedspersonale fra de fattigere lande i Østeuropa betyder, at disse mangles derhjemme i en pandemi?
I Danmark har kirkerne vist stor lovlydighed og snarere lukket for meget ned for aktiviteter end for lidt. Anderledes åbenbart i andre europæiske lande, hvor rapporten slår på proportionalitet i tingene. Et lands myndigheder må ikke bruge en pandemi som påskud til at lukke mere ned for religiøse begivenheder end for kultur- og sportsbegivenheder, og selv i en pandemi hører det til de grundlæggende demokratiske rettigheder at kunne fremføre kritik af en regerings politik og at pege på alternative løsningsmuligheder. Uden at man dermed skal beskyldes for at være usolidarisk.
Ud fra de generelle frihedsrettigheder taler rapporten for en større grad af valgfrihed for den enkelte, for så vidt det ikke skader andre. Til det enkelte menneskes værdighed hører frihed til på eget ansvar at vælge den risiko, man vil tage med sit liv, for ingen andre kan beslutte, om bevarelsen af eget liv og helbred nødvendigvis skal være overordnet i forhold til andre hensyn.
Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet.