Prøv avisen

”Nogle vil sikkert mene, at det er okay at komme herfra i en plasticsæk. Det synes jeg ikke”

Mary-Anne Karas ville heller ikke have protesteret, hvis bedemændene havde bedt familien om selv at gøre den afdøde i stand eller krævet ekstra betaling for det. Problemet var, at de hentede hans tøj og aldrig fortalte nogen i familien om problemet med at gøre ham i stand. Foto: Steen Brogaard

Først under bisættelsen fandt Mary-Anne Karas og hendes familie ud af, at deres familiemedlem ikke var blevet gjort i stand, før han blev lagt i kisten. Online-bedemandsfirmaet fik hende til at føle, at bisættelsen ”bare var business”

Han ville gerne se sin far en sidste gang. Det fortalte den unge mand til en af de fremmødte bedemænd i Sct. Peders Kirke i Næstved omkring en time før, faderens bisættelse skulle begynde.

Faderen var død i en ulykke, og hans søn havde sidst set ham ved ligsynet på sygehuset, hvor han så våd og mudret ud. Derfor ville han gerne have kisten åbnet, hvilket bedemanden dog ikke mente var nogen god idé. For det var ikke noget kønt syn, sagde han – ”han ligger jo i en plasticpose”.

Det er Mary-Anne Karas, der genfortæller historien fra bisættelsen, der fandt sted i november sidste år.

Manden, der skulle begraves, var hendes svogers bror, og først efter ceremonien fik hun og resten af familien genfortalt bedemandens bemærkning om plastic- posen.

”Jeg tænkte, at det ikke kunne være rigtigt. Bedemændene havde jo hentet det tøj, han skulle bisættes i, og de havde ikke sagt noget om en plasticpose. Og så valgte en alligevel at sige det lige inden bisættelsen, så det var det billede, sønnen kunne tænke på under afskeden med sin far,” siger hun.

Siden bisættelsen har Mary-Anne Karas, der til daglig arbejder som journalist, brugt tid på at undersøge, hvordan fejlen ved bisættelsen kunne opstå.

Hun har fundet ud af, at hun og familien ikke er ene om at have haft dårlige oplevelser med de stadigt mere populære netbaserede bedemænd, hvis ydelser bestilles online.

”Jeg har talt med mange og kan ikke se andre forklaringer end, at online-bedemænd behandler begravelser som et marked, hvor man klipper en hæl, der hvor man kan,” siger hun.

Det nu afdøde familiemedlem var i midten af 50’erne, da han sidste efterår blev indlagt på sygehuset på grund af mistanke om demens.

Han blev efterfølgende sendt til et socialt bosted i Næstved, som han formåede at forlade ubemærket, og næste dag blev han fundet død ved kanten af byens kanal, i hvad der blev vurderet at være en faldulykke.

Mary-Anne Karas’ svoger tog sig af bisættelsen og valgte et online-bedemandsfirma.

”Vi kunne læse, at det var certificerede bedemænd, der varetog firmaets opgaver, men har senere fundet ud af, at bedemænd kan lave deres egen uddannelse og certificering. Så det er ikke noget sikkerhedsstempel,” siger Mary-Anne Karas, som efter bisættelsen ringede til bedemandsfirmaet for at få en forklaring. Firmaet afviste, at den afdøde skulle have ligget i en plasticpose, men måtte ændre forklaring efter at have talt med de udsendte bedemænd.

”Da han ikke døde på sygehuset, var det ikke personalets, men bedemandens opgave at gøre ham i stand. Og i telefonen fik jeg at vide, at bedemanden og den syge- husansatte i kapellet var blevet enige om ikke at gøre ham i stand, da han væskede,” siger Mary-Anne Karas, som dog ikke føler sig overbevist.

”Jeg kan da godt se, at det ikke skal dryppe fra kisten. Men man må vel kunne løse det på andre måder, og jeg forstår ikke, at de ikke gav os besked om deres beslutning,” siger hun.

Mary-Anne Karas ville heller ikke have protesteret, hvis bedemændene havde bedt familien om selv at gøre den afdøde i stand eller krævet ekstra betaling for det. Problemet var, at de hentede hans tøj og aldrig fortalte nogen i familien om problemet med at gøre ham i stand.

”Jeg finder det uacceptabelt, at de på den måde traf en beslutning på vegne af os pårørende. Min store anke er det uetiske i bedemændenes håndtering af bisættelsen. Det er som om, de ikke tænkte over, hvad der er en værdig afslutning på livet.”

Mary-Anne Karas kan ikke vide, om det var gået anderledes, hvis familien ikke havde valgt et online-bedemandsfirma. Men hun har ikke før mærket så tydeligt, at bisættelsen ”bare” var en business.

”Det er svært at definere værdighed entydigt. Nogle vil sikkert mene, at det er okay at komme herfra i en plasticsæk. Det synes jeg ikke, og jeg havde ihvertfald en klar forventning om, at det ikke var skik og brug.”

Per Holm er administrerende direktør for BedreBegravelse.dk, som stod for bisættelsen.

Han forklarer, at afdøde nogle gange kan være så opløste, at det er bedst at beholde dem i de ligposer, de kommer i.

”Når vi modtager de tilfælde, laves der vurderinger sammen med hospitalet, om hvorvidt det er muligt at gøre dem i stand. Det kan vi ikke, hvis afdøde er gået i forrådnelse, men vi sparer helst familien for den slags oplysninger, medmindre de afkræver svar. Vi vil helst, at familien er i den tro, at vedkommende ser ud, som da de så ham sidst. I dette tilfælde lader det så til, at bedemanden desværre har udtrykt sig i uheldige vendinger,” siger han.

Branchedirektør i Danske Bedemænd Ole Roed Jakobsen finder det derimod mest rigtigt at oplyse familien i en sag som denne.

”Hvis der er omstændigheder, der gjorde, at vedkommende ikke kunne komme i tøjet, så skal man fortælle familien det. Sådan er det. Man holder det ikke hen,” siger han.