”UT UNIM SINT.” Det latinske udtryk betyder ”For at de alle må være ét” og står over alteret i kirken i Nomadelfia, der er et kristent fællesskab, som Kristeligt Dagblad har besøgt i Toscana i Italien.
Giovanni, der som alle andre nomadelfianere kun omtales ved sit fornavn, giver sig til at forklare, hvilke værdier det lille katolske samfund bygger på.
”Vi er ligesom bierne. Uden hinanden kan vi ikke eksistere som samfund,” siger han.
”Nomadelfia har en idé om en ny civilisation. Jeg tror på en anden måde at leve på, og jeg tror, vi er et lille frø,” forklarer 33-årige Giovanni, der har boet i Nomadelfia, siden han var 13 år, kun afbrudt af universitetsstudier i filosofi og statskundskab i Firenze og Rom.
Nomadelfia er græsk og kan oversættes til, ”hvor broderskab er lov”. Nomadelfia bestræber sig på at leve som de tidligere kristne, som de er beskrevet i Apostlenes Gerninger i Det Nye Testamente. Her delte medlemmerne af en kristen menighed jord, huse og penge i fællesskab.
”Et fælles liv, en fælles økonomi og et fælles værdigrundlag er det, der gør os lykkelige,” siger Giovanni.
I Nomadelfia deles alle materielle goder, og her er den private ejendomsret afskaffet, fortæller italieneren. Ingen nomadelfianere ejer penge, men kan ansøge om at få penge eller låne en af samfundets delebiler til private gøremål. Det gør Giovanni en gang imellem, når han tager til svømmehallen i den nærliggende by Grosseto.
At være nomadelfianer er en slags statsborgerskab: Når man fylder 21 år og bekender sig til katolicismen, kan man blive nomadelfianer og har dermed stemmeret. Det samme gælder for nye tilflyttere, der dog først skal bo tre år i samfundet, før de opnår stemmeret.
Giovanni forklarer, at fællesskabet på mange måder minder om et demokratisk og kommunistisk småsamfund. Forskellen er for ham, at kommunismen bygger på materialiteten, Nomadelfia på spiritualiteten.
Nomadelfia ligger omkranset af et toscansk bjerglandskab og strækker sig over 4 kvadratkilometer. Samfundet producerer og sælger vin, olivenolie, mælk og ost. Ud over landbrugsarbejdere er der skolelærere på stedets skole, snedkere, der reparerer og bygger møbler til samfundet, et mediecenter, der producerer et ugentligt nyhedsprogram, og administrative medarbejdere, der står for at betale skatter og for at købe diverse materialer.
Medlemmerne af samfundet må kun arbejde inden for de nomadelfianske grænser, hvor de fællesejede virksomheder, som det står skrevet i forfatningen, skal drives på ”broderlig manér”, og hvor alle former for udbytning er strengt forbudt.
Efter en fem timers lang arbejdsdag mødes nomadelfianerne til to timers fællesarbejde og arbejder på et område, hvor der er brug for en fælles indsats. For eksempel vin- og olivenmarkerne.
”For os er det vigtigt, at ingen bliver betalt for sit arbejde. Alle får præcis det samme,” siger Giovanni.
I Nomadelfia er arbejdsløshed ikke et problem, sådan som det ellers er i store dele af Sydeuropa. Alle hjælper til, som de kan. Også de ældre, der normalt ville være gået på pension, bidrager med et par timers lettere arbejde.
Skarpe solstråler falder ind gennem fire tunge trævinduer. Under loftet hænger Jesus på korset. På væggen hænger også et billede af en storsmilende, gråhåret mand med et par karakteristiske, firkantede briller, man let kunne forveksle med et par 3D-briller. Manden hedder Zeno Saltini. Men han kaldes bare Don Zeno. I rummet, der ligner en kirke, ligger Don Zeno begravet.
Don Zeno er Nomadelfias grundlægger, og han havde en storslået vision for det lille samfund: Det skulle danne grundlag for en ny civilisation med rod i evangelierne, og her skulle intet mindre end et nyt folk opstå. Ifølge Giovanni bruger indbyggerne på stedet stadig Don Zenos liv som en moralsk og spirituel rettesnor. Lige siden Don Zenos død i 1981 har samfundet udnævnt en præst som hans efterfølger, der skal sørge for, at Nomadelfia lever videre i Don Zenos ånd. I dag hedder efterfølgeren Don Ferdinando.
Pave Frans udtalte sig i lignende vendinger, da han i maj 2018, under hvad der for samfundet var en usædvanlig stor opmærksomhed og mediedækning, besøgte samfundet og kaldte det for ”en profetisk organisation, der foreslår oprettelsen af en ny civilisation baseret på evangelierne som en god og smuk måde at leve på”.
Der findes en fortælling om Don Zeno, som nomadelfianerne vender tilbage til igen og igen, når de skal beskrive deres grundlæggers ikoniske karakter. Da han var 20 år gammel og soldat, kom han i skænderi med en anarkist, der hævdede, at Jesus og kirken stod i vejen for ”menneskets fremskridt”. Den troende Don Zeno påstod det modsatte. Rundt om de to stod en gruppe medsoldater, der gav anarkisten ret. Don Zeno trak sig fra diskussionen og sagde til sig selv:
”Jeg vil svare ham igen med mit liv. Jeg vil ændre civilisationen ved at starte med mig selv.”
Det blev begyndelsen på et stærkt socialt engagement, og efter at have studeret jura og teologi og uddannet sig til præst adopterede den 31 år gamle Don Zeno i 1931 den 17-årige dreng Danilo, som netop var blevet løsladt fra fængslet. I 1941 oprettede Don Zeno børnehjemmet De Små Apostle, der blev forløberen for Nomadelfia, og siden Don Zeno adopterede Danilo i 1931, har samfundet adopteret over 5000 forældreløse børn. I dag anslår Giovanni, at cirka 20 procent af Nomadelfias børn er adopteret.
I midten af Nomadelfias kirkegård står et omtrent fire meter højt kors og våger over gravstenene. På hver gravsten hænger et billede af en afdød nomadelfianer med et kors og en bedekrans rundt om stenen. På flere af gravstenene står der kun et fornavn, og på andre er efternavnet erstattet af et ”di Nomadelfia” – fra Nomadelfia – for at understrege, at personen først og fremmest var nomadelfianer.
Giovanni stopper op ved en særlig gravsten og slår korsets tegn. På stenen er et sort-hvidt billede af en ung kvinde, der holder en smilende baby. ”Irene – mamma di vocazione (1925-2018)” står der på stenen. Da Don Zeno i 1941 oprettede børnehjemmet De Små Apostle, opsøgte den kun 16 år unge Irene ham og fortalte, at hun ville vie sit liv til børnehjælpsarbejdet og et liv i jomfruskab. Hun blev den første ”kaldsmoder”, og senere kom flere til.
I huset Betlehem Basso står omtrent 20 nomadelfianere rundt om middagsbordet. Også her hænger Don Zeno på væggen og smiler, denne gang side om side med pave Frans. Døren til husets eget private og skinnende kapel bliver åbnet, og i fællesskab reciterer de en lang række af bønner. Den sidste er Nomadelfias egen særlige bøn.
”Åh Jesus, verdens frelser, beskyt Nomadelfia,” siger gruppen i kor.
Don Zeno mente, at familier kan være præget af selvoptagethed og egoisme, og derfor har Nomadelfia indrettet sig i ”familiegrupper”. Nomadelfia består af 11 familiegrupper med cirka 30 personer. I hver er der omtrent fire eller fem familier med både biologiske og adopterede børn. Alle måltider bliver spist i familiegrupperne, og familierne er kun alene i deres eget lille hus, når de skal sove. Hvert tredje år blandes kortene, og grupperne roterer.
Forsamlingen sætter sig til bords i et af husene, mens tre kvinder begynder at portionsanrette tallerkener af ravioli med smørsovs og parmesan. På bordet står vin fra samfundets egne marker. I Nomadelfia er det kvinderne, der laver maden, og hver dag går to-tre af familiegruppens kvinder hjemme, hvor de passer på husets yngste børn, der ikke har nået skolealderen endnu, og vasker og stryger tøj til hele huset. Resten af husets kvinder arbejder uden for huset ligesom mændene.
Familiegrupperne har deres egen køkkenhave, men ikke alle madvarer bliver dyrket i Nomadelfia, og hver morgen kører en bil rundt og afleverer madvarer, som Nomadelfia køber i store partier, til hver familiegruppe.
I en selskabssal sidder cirka 60 nomadelfianere. I salen er der en lang stolerække med plads til alle samfundets medlemmer, og for enden af den står en talerstol. Hver dag mødes samfundet for at diskutere, i hvilken retning Nomadelfia bevæger sig – ofte med udgangspunkt i Don Zenos tekster. Skiftevis læser nomadelfianere et stykke af en tekst op, og derefter er der indlagt en pause, hvor man kan præsentere indvendinger eller tilføjelser fra talerstolen. Det er der kun få, der gør denne gang.
I dag er emnet en idé om et universitet i Nomadelfia, men ikke et universitet, som vi kender det med eksamener og et pensum. Don Zenos idé var, at befolkningen skulle diskutere og studere i fællesskab. Også emner fra naturvidenskab til antropologi og landbrug skulle behandles. Universitetet skulle afspejle så vel Nomadelfia som det omkringliggende samfund og bygge på idéen om mennesket som et socialt og troende menneske, forklarer skolelæreren Chiara, der underviser på Nomadelfias skole i italiensk og geografi.
Don Zenos filosofi bag et nomadelfiansk universitet er noget, der allerede praktiseres i samfundets grundskole. Her får eleverne ikke karakterer, før de når folkeskolens afgangseksamen, og der er sjældent flere end 10 elever i klasselokalet. Skolen skal afspejle ”det hele menneske” og variere mellem klassiske boglige skolefag og praktiske håndværk.
Når man kigger ud over salen, er især én ting slående. Det er nemlig en klar overvægt af ældre, der har haltet sig vejen til mødet. Det afspejler samfundets måske største trussel: Størstedelen af de unge flytter fra samfundet, når de fylder 21 år, og skal på det tidspunkt beslutte, om de vil være nomadelfianere og flytte tilbage.
Pietro, der var præsident for Nomadelfia fra 2001 til 2009, siger om de unge, der flytter:
”Du må blive, hvis du føler, at du må blive. Man må finde et kald – en direkte forbindelse fra Gud.”
At mange af de unge flytter, er ikke noget, der tager modet fra Chiara, som har boet i Nomadelfia hele sit liv.
”Jeg er ikke misundelig på det andet liv (uden for Nomadelfia, red.). De kan have en stor bil, et stort hus. Her har jeg ingenting, men alligevel har jeg alting.”
Heller ikke Giovanni, der boede i Firenze og Rom, da han studerede, ser nogen grund til at flytte væk.
”Jeg har fundet sandheden i Jesus.”
Og så citerer han Don Zeno:
”Don Zeno sagde: ’Vi kan ikke ændre samfundet, vi er nødt til at bygge et nyt, fordi samfundets rødder er forkerte.’ Vi er nødt til at ændre samfundets rødder, som er penge, og det kan ikke være grundlaget for et godt samfund. Det, der er vigtigt i Nomadelfia, er mennesket, ikke profit.”