Kontrasten mellem de graffitimalede fabriksbygninger på Ydre Nørrebro og den nydelighed, der præger søstrenes bolig, er slående. Køkkenet dufter af det hjemmebagte brød, som nonnerne serverer for dagens gæster, der løbende indfinder sig i den nedlagte fabrik. En mand er faldet i søvn ind over et bord, andre sidder og venter på maden, mens de sidste porrer til suppen snittes af stedets frivillige. De fire søstre i hvide dragter med blå kanter tripper rundt og tager det hele med ophøjet ro.
LÆS OGSÅ: Kan en nonne ophæve sit løfte?
Det kald, som Mother Teresa fik til arbejde blandt de allerfattigste, fører vi videre her på Nørrebro, fortæller søster Rajini, der kommer fra Indien og har boet i Danmark ad flere omgange.Vores mål er at møde dem, som ingen andre vil vide af. I starten opsøgte vi de hjemløse på gaden, men vi ville gerne have et hjem, som de ensomme kunne komme til, forklarer hun, mens hun fremviser stedets lille kapel for Kristeligt Dagblads udsendte, der har fået lov at overvære den ugentlige uddeling af suppe.Siden 1999 har søstrene boet i den københavnske fabriksbygning, der både fungerer som socialt værested og hjem for de fire nonner fra Schweiz, Slovakiet og Indien. De yder velgørenhed til dem, som har allermest brug for det. Og det er der mange på Nørrebro, der har.Hver torsdag åbner de fire søstre dørene til suppekøkken i Sigurdsgade for ensomme og hjemløse efter den saligkårede, katolske nonnes forbillede.I år er det trosår i den katolske kirke. I kampen mod sekulariseringen udråbte den afgåede pave Benedikt 2013 til et år for fordybelse i troen og den kristne lære.For nonnerne i Sigurdsgade betyder pavens projekt, at der skrues op for både bøn og bibelstudier i 2013. Der bedes en bøn før hvert måltid, søstrene holder dagligt messe i det lille kapel, og der er ekstralektioner i bibelkundskab på nonnernes program. For Julián Vázquez er det netop det religiøse aspekt i det sociale arbejde, som gør, at han føler sig hjemme i Sigurdsgades suppekøkken.Det er dejligt, at de er katolikker, for det er jeg selv, og det minder mig om det sted, jeg er vokset op. Jeg kommer her for fællesskabet, for maden og det religiøse indhold, fortæller spanieren, der har boet 27 år i Danmark. Han er i øjeblikket arbejdsløs og kommer ofte til suppekøkkenet for at snakke med de andre.Jeg har også holdt jul her, hvor vi fik julegaver. Jeg har ingen familie i Danmark, så det er en psykisk støtte at komme her. Det hele hjælper, forklarer Julián Vázquez og fortæller, at han beundrer søstrenes arbejde.Det er godt for dem, som falder udenfor. Her får de energi til at forsætte med livet, selvom det er svært.
Gennem de sidste 14 år har søstrene oplevet en større og større tilstrømning.
Omkring 60-80 brugere opsøger hver dag søstrenes fabrikshal, der er åben for gæster alle ugens dage på nær torsdag. Det er primært folk med en anden etnisk baggrund end dansk, der opsøger stedet. Men også mennesker, der søger fællesskab og nærvær, tiltrækkes af nonnernes omsorg. Søster Rajini fortæller, at mange ældre mænd ankommer til stedet i taxa.Hvis man kan det, så mangler man ikke penge. Det er det menneskelige fællesskab, de mænd søger, ikke mad, forklarer hun og fortæller, at de får besøg af mange grupper med forskellige behov.Flygtninge og immigranter er ofte oversete i systemet. Når de kommer her, er de rigtig, rigtig sultne.Kærlighedens Missionærer skiller sig ud fra andre klosterfællesskaber ved at have et udpræget praktisk kald. Ligesom Mother Teresa gik ud blandt de allerfattigste, ser søstrene det som deres mission at sprede kærlighedens budskab til de mennesker, som falder uden for det eta-?blerede samfund. På spørgsmålet om, hvad der holder de fire kvinder i gang med deres arbejde i København, svarer søster Rajini med påfaldende fasthed i stemmen: Kristi Kærlighed. Uden den blev vi ikke længe.