Religion er en privatsag, og det skal det blive ved med at være – også på plejehjemmet. Med den begrundelse har et plejehjem i den nordøstfranske by Vesoul krævet af en næsten 90-årig nonne, at hun skal tage sløret af og lægge det kors til side, som hun har båret om halsen i en lang kæde i 70 år, hvis hun vil bo på plejehjemmet.
”Af hensyn til verdsligheden og alles sindsro kan intet synligt tegn på tilhørsforhold til et trossamfund accepteres. Beboerne kan føle sig generet, hvis en nonne bærer slør og et stort kors i en lang kæde om halsen,” skrev den kommunale organisation, der har ansvaret for plejehjemmet, i et svar til den næsten 90-årige nonne, som i over 70 år har tilhørt den kvindelige franciscanerorden Clarisserordenen.
Sagen har vakt opsigt i Frankrig, hvor det såkaldte verdslighedsprincip om religiøs neutralitet fortolkes mere og mere stramt. Det er byens sognepræst, som har bragt sagen frem i kirkebladet.
”Vi får tudet ørerne fulde med fuldstændig misforståede verdslighedsprincipper. Verdslighed betyder, at enhver har ret til at leve sin tro uden at skade andre. Jeg kan ikke se, at et nonneslør skulle kunne skade nogen,” skriver den lokale præst, der hedder Florent Belin.
Også byens borgmester, Alain Chrétien, har lagt afstand til de sociale myndigheders beslutning og lover, at nonnen kan få en plads på plejehjemmet, hvis hun stadig ønsker det.
”Hverken plejehjemmenes husregler eller de verdslighedsprincipper, som vi i øvrigt bakker op om, forhindrer denne nonne i at få en plejehjemsplads. Kravet om religiøs neutralitet gælder ikke for beboerne, som skal kunne udøve deres tro i frihed,” har borgmesteren erklæret, efter at sagen er kommet frem.
Frankrigs verdslighedsprincipper og især deres fortolkning er genstand for en konstant og anspændt debat om, hvorvidt religiøse symboler helt skal forvises fra det offentlige rum. Fransk lovgivning forbyder alle offentligt ansatte at bære smykker eller beklædninger, der afslører deres religiøse tilhørsforhold, og religiøse symboler må ikke findes i offentlige bygninger. I skoler og på gymnasier må eleverne ikke bære for eksempel store kors, jødiske kalotter eller islamiske tørklæder, fordi eleverne er mindreårige. Og fuld ansigtsdækning har siden 2014 været forbudt i det offentlige rum. Men alle andre former for religiøs påklædning er tilladt i det offentlige rum, påpeger Valentine Zuber, religionshistoriker og specialist i religionsfrihed ved École Pratique des Hautes Études i Paris.
Hun mener, at kravet er udtryk for en anti-klerikal strømning i Frankrig, som aldrig er forsvundet, siden kampen mellem kirken og det verdslige Frankrig mundede ud i adskillelsen mellem kirke og stat i 1905. For eksempel er de gentagne kampe om, hvorvidt en offentlig bygning må installere julekrybber eller ej, et udslag af denne vedvarende strid om, hvor grænsen går for statens neutralitet.
”Der har altid været en kulturel strømning i Frankrig, der betragter religion som formørkelse og overtro, der burde udryddes af oplysningstidens rationalitet. Denne strømning bliver mere synlig, i takt med at frygten for synlige tegn på religion synes at vokse,” siger Valentine Zuber.
Frankrigs såkaldte Verdslighedsobservatorium, der overvåger respekten for verdslighedsprincipperne, oplyser, at et andet plejehjem for nylig afviste en kvindelig muslim med tørklæde, men at plejehjemmet siden har tilbagetrukket kravet om, at hun skulle taget sit slør af. Flere har i debatten peget på, at det er forkert at sidestille det katolske slør og den muslimske hijab, fordi nonnens slør modsat det muslimske ikke er et tegn på underkastelse, men et tegn på indvielse. Valentine Zuber er ikke enig i den sondring.
”Der er teologisk set forskellige tolkninger af nonnernes slør, og en af dem er, at det symboliserer underkastelse for Gud. Juridisk set garanterer verdslighedsprincippet religionsfriheden. Men der er en strømning, som forsøger at bruge loven om adskillelse af kirke og stat til at indskrænke denne frihed,” siger Valentine Zuber.
Kirken i Vesoul har fundet en midlertidig løsning til nonnen, som ifølge den lokale præst er chokeret over plejehjemmets afvisning og næppe ønsker at bo der.