Bag atelieret står han og ser ned på os, omgivet af sydsjællandsk idyl med korn- og græsmarker, læhegn, snoede jord- og grusveje og græssende får på nabomarken: Bronzestatuen af ”Nordens Apostel” er på gennemrejse, mens han får den sidste afslibning.
Derefter videre til domkirkepladsen i Ribe, hvor Ansgar (801-65) vil få sin endelige placering, lige over for ”Kannikegården” og nogle af de ældste danske kristengrave, som den nye sognegård bygges oven over, med glaspartier nederst, så man udefra får indkig direkte til gravene, som arkæologerne har fritlagt i forbindelse med de senere års omfattende renovering af domkirkepladsen.
Måske har Ansgar selv - i midten af 800-tallet, da han af kong Horik fik tilladelse til i Ribe at bygge den første kirke i det nuværende Danmark - foretaget nogle af de begravelser, der nu er fundet rester af, tænker Hein Heinsen højt, mens han hiver sig op på stilladset for at slibe sit kunstværk til.
Statuen er støbt hos Leif Jensens bronzestøberi i Bagsværd ved København, og nu skal kanter og overflader bearbejdes med et udvalg af elektriske slibe- og polereredskaber. Der er fem en halv meter op til Ansgars læderkalot øverst. Heinsen, der siden midten af 1980'erne primært har arbejdet med bronzeskulpturer, udfolder sig gerne i det monumentale format, og selvom Ansgar rager op, er skulpturen af ”Nordens Apostel” alligevel et par meter lavere end ”Den store udveksler”, Heinsens 7,5 meter høje værk i Ørestaden.
At kunstneren siden er fyldt 80, er tilsyneladende ingen hindring.
”Man skal bare tænke sig om og hele tiden have styr på, hvor man sætter fødderne,” forklarer han og viger behændigt uden om Ansgars højre hånd, som apostlen strækker velsignende frem.
Kunstværket, til en samlet pris af 2,5 millioner kroner, er Ny Carlsbergfondets gave til den nyanlagte domkirkeplads i Danmarks ældste by. Skulpturen skal efter planerne afsløres, samtidig med at ”Kannikegården” er klar i begyndelsen af december.
Så indtil da må den Ansgar, der endte som ærkebiskop i Bremen efter de vanskelige år som missionær i Danmark - og i Sverige, hvor man dog var mere modtagelig for den nye tro - føre sine teologiske samtaler med fårene på marken ved siden af. Eller - som en Frans af Assisi - prædike for fuglene eller udveksle synspunkter om Treenigheden med Heinsen.
Hein Heinsen lagde i sin ungdom an til at blive præst - i hvert fald hvis helbreddet ikke klarede de ofte hårde fysiske krav ved arbejdet med skulpturerne. Han havde haft polio som ung, så derfor fuldførte han de teologiske studier for at have en valgmulighed. Præstesønnen - faderen var sognepræst på Mors - blev dog aldrig selv præst. Derimod har han siden brugt teologien som inspiration i sine værker. Sidste år blev hans skulptur af Treenigheden afsløret ved bispegården i Nykøbing Falster, og hans bog om Treenigheden, ”GUD, Trinitetsmaskinen”, er en del af det pensum, sognepræst Per Ramsdal fik pålagt at læse af sin biskop, efter Ramsdals afvisning af troen på Jesu fysiske opstandelse.
For Hein Heinsen er dogmet om Treenigheden - forestillingen om Gud som Fader, Søn og Helligånd - afgørende for billedet af den levende, ”plastiske og bevægelige Gud”, han tror på: en Gud, som ikke stivner i fundamentalisme eller forstener som et historisk fænomen, fordi Helligånden hele tiden er på spil.
Heinsen, der fra 1980 til 89 var professor ved Kunstakademiet, har i forbindelse med undervisningen beskæftiget sig indgående med det teoretiske grundlag for arbejdet med skulpturen som kunstform. Han er ikke enig med den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831), som i 1826 forudså, at skulpturen, med sit statiske liv og langsommelige og omstændelige fremstillingsproces i sten eller metal, måtte opgives i forhold til en fremtid, som krævede tempo og hastighed. Fremtidens medie er musikken, ifølge Hegel.
Som ung kunstner var han ganske vist selv med til at bryde grænser ned med sine sære ”minimalistiske” skulpturer uden komposition, men i dag ser han skulpturen, statuen, i kunsten som et nødvendigt modspil til tidens evigt foranderlige strøm af events og informationer, som er glemt dagen efter. Som han udtrykker det i hæftet ”Manifest” i 2007:
”Skulpturen er på grund af sit hårde materiale civilisationernes længste hukommelse.”
I tilfældet Ansgar rækker den historiske hukommelse 1200 år tilbage, og i Hein Heinsens skulptur af apostlen blander sig kirkehistorie og teologi. Munken Ansgar levede i overgangen mellem et nyt og gammelt verdensbillede, og de er i skulpturen stillet over for hinanden: De klassiske rolige linjer fra kirkens og den antikke billedhuggerkunst modsat vikingernes slyngede Midgårdsorm.
Ansgars splittede personlighed kommer til udtryk ved en brutal spaltning i den øverste del af figuren. Det er, som om en skarp vikingeøkse har hugget et dødeligt skår ind i skulderen på den stakkels apostel, der dog uanfægtet velsigner med den ene hånd, men holder en dæmon i den anden, og den ligner for øvrigt en slægtning til Carl-Henning Pedersens fantasifulde små trolde og væsener. Carl-Henning Pedersen, som i 1980'erne udførte en kontroversiel udsmykning af domkirkens indre.
Velsignelse og dæmon tematiseres i værket, for den fromme kristne med sin inderlige fortrolighed til Gud lod sig i høj grad dirigere af sine drømme, og han kunne drømme om sin egen død og om skærsildens pine og prøvelser.
På samme måde finder man en dobbelthed i stillingen for den hånd, hvormed han velsigner. Den har Hein Heinsen hentet inspiration til hos den store tyske dirigent Herbert von Karajan i et øjeblik, hvor Karajan, efter at have fremelsket musikken, nu forsøger at holde den tilbage.
”Der er noget tøvende over den hånd,” forklarer Heinsen, ”for det var jo svært for Ansgar i Danmark, så samtidig med at han velsigner, forsøger han måske at holde modstanderne tilbage”.
Hein Heinsen kalder sin Ansgar for en ”anti-hierarkisk” eller ”anti-autoritær” statue, og det er den eneste mulighed, man i dag som billedhugger har for at lave statuer af kendte folk, mener han.
For selvom han ikke som Hegel tror, at skulpturens æra er passé, er autoriteten det.
”Den er lige så punkteret som den sokkel, jeg har anbragt Ansgar på, og i vores tid skal der jo ikke ret meget til for at punktere en autoritet. Se bare, hvordan det gik Poul Nyrup Rasmussen, da han kom for skade at køre med en cykelhjelm, der var for lille.”
Soklen er 1,4 meter høj, og derfor bliver Ansgars fødder den første detalje, beskueren ser, og dem er der gjort meget ud af. De er modelleret naturtro og klassiske, samtidig med at udformningen bliver grovere, men dermed i sit kunstneriske udtryk også mere i pagt med vores tid, jo længere blikket bevæges opad. Fødderne, derimod, er som en Bertel Thorvaldsen (dansk billedhugger 1730-1844) ville have modelleret dem - hvis han havde gjort det.
”Men nu var det sådan, at Thorvaldsen ikke kunne fordrage fødder og derfor altid forsøgte at skjule dem, mens han derimod gjorde rigtig meget ud af ansigtet. Det blev jo anset for det fineste, fordi man her fandt udtryk for intellektet og 'ånden'.”
”Jeg er så gået den anden vej. Hovedet er det grimmeste, fødderne det fineste, det vigtigste. Vi bevæger os oppefra og ned og ikke nedefra og op. Fra kristendommen kender vi fortællingen om 'fodvaskningen' (Johannesevangeliet kap. 15, red.), hvor Jesus vasker disciplenes fødder og pålægger dem at gøre det samme og derved vender op og ned på værdierne. Derfor er fødderne vigtige.”
Hein Heinsen håber, at hans Ansgar og de detaljer, man kan fordybe sig i i skulpturen, vil lægge op til tanker og samtale om vores historie, kirken og kristendommen.
”Nu har Ribe fået en flot domkirkeplads, og det er godt, at kirken nu endelig er kommet til at ligge ordentligt, som Ribes midtpunkt, men endnu vigtigere er, at der også kommer en nutidig påpegning af kirkens indhold, ellers ville det hele jo bare ende som et fint museum. Det håber jeg så, at min Ansgar kan bidrage til.”