Prøv avisen
Kirken i verden

Nordisk udkants- katolicisme får sin egen kardinal

Anders Arborelius bliver Nordens første kardinal. Her ses han i 2016 (t.v.) med Pave Frans. Foto: L´OSSERVATORE ROMANO

Verdenskirkens spotlight vil for en kort stund være rettet mod Sverige, når pave Frans i dag udnævner Stockholms katolske biskop til kardinal

Der bliver skrevet kirkehistorie i morgen, når pave Frans i en særlig rådsforsamling – konsistoriet – formelt ”kreerer” Stockholms katolske biskop, Anders Arborelius, som Nordens første kardinal nogensinde. Den 67-årige biskop og karmelitermunk, der kommer fra en af verdens mest sekulariserede egne, vil i Rom repræsentere udkants-katolicismen. Men han vil også tilføre kardinalkollegiet stor erfaring med at tegne kristendommen i en moderne og avanceret kultur, der ikke blot er kirkefremmed, men i stigende grad fjendtlig over for al religion.

Kardinalkollegiet, der fra i morgen vil have 225 medlemmer, hvoraf de 121 er under 80 år og derfor kan stemme ved pavevalg, betegnes undertiden som verdens mest eksklusive klub. Kardinalerne udpeges suverænt af paven og er at tælle blandt hans nærmeste rådgivere.

De har ingen selvstændig myndighed i forhold til det katolske overhoved, men har alligevel den forunderlige magt at vælge en ny pave af deres egen midte, når den siddende dør eller går af. Og det er denne kompetence, der giver dem deres enestående status. Den svenske biskop og de fire andre biskopper fra henholdsvis Laos, Mali, El Salvador og Spanien, der med ham udnævnes til kardinaler, vil formentlig være med til at vælge pave Frans’ efterfølger. Og i teorien vil Anders Arborelius selv kunne blive valgt til pave.

Ud over deres høje rang er kardinaler kendetegnet ved den røde farve på præstekjole, slag, skærf, hat og kalot, og biskop Arborelius har nok brugt nogen tid på at erhverve sig en ny officiel garderobe. Det sker typisk i Rom omkring Piazza Minerva ved Pantheon, hvor der ligger flere kirkelige skræddere anført af pavens egen leverandør, Gammarelli.

Mange moderne biskopper er ikke synderligt optaget af facetterne i den kirkelige klædedragt, og det gælder formentlig også Arborelius, der ikke bare er biskop, men også tiggermunk. Men i skrædderierne vil han kunne få en sagkyndig bistand, der kan hamle op med den mest nøjeregnende pavelige ceremonimester. Desuden vil den nye kardinal vide, at hans iøjefaldende dragt er nyttig også i vor tid. Hvor den røde farve oprindeligt markerede villigheden til at give sit liv for troen, har den i dag også en stærk og fotogen signalværdi. Kardinaler i fuldt skrud ved officielle begivenheder, blandt snesevis af blå og grå jakkesæt, nærmest suger tv-kameraerne til sig og er uimodståelige for de fleste avisredaktører. De er et festligt indslag, men vidner også om værdier, der hæver sig over dagligdags politik.

Kardinalerne var oprindeligt de ledende medlemmer af Rom gejstlighed, og hver nyudnævnt kardinal får stadig tildelt en titulærkirke blandt byens kirker for at sikre ham et fodfæste i den evige stad. Siden Pius XII i 1940’erne har paverne dog arbejdet på at internationalisere kardinalkollegiet, hvor italienerne stadig fylder meget. Pave Frans har derudover bevidst kreeret nye kardinaler fra lande, der enten aldrig har haft en kardinal, eller fra bispedømmer, der tidligere er blevet anset for alt for små og ubetydelige til at kunne fortjene en. På den måde ønsker Frans at styrke periferien og lade andre stemmer komme til orde i den katolske kirkes ledelse.

Selvom biskop Arborelius formentlig vil fortsætte som biskop af Stockholm, vil hans nye værdighed kvalificere ham til tillidsposter i Rom, hvad enten det nu er i Vatikanets kongregationer (ministerier) eller i de pavelige råd. Her kan den svenske biskops erfaring med at lede en multinational kirke i et overvejende post-kristent samfund som det svenske være værdifuld for de instanser, der arbejder med evangelisering, kommunikation, undervisning og økumeni. Her vil det også hjælpe ham, at han i sin tid læste teologi i Rom og taler italiensk.

Dagen efter udnævnelsen, fejrer Anders Arborelius og de øvrige nye kardinaler messe i Peterskirken med paven. Det sker den 29. juni på festen for apostlene Peter og Paulus, der begge virkede og døde i Rom for udbredelsen af kristendommen. Heri ligger en from pointe om troens grundvold og fasthed. Men der ligger også et vink med en vognstang til de nye kirkefyrster om, at de går en fremtid med mange udfordringer i møde.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.