Nordjyder får fire uger til at vælge biskop

Bestyrelsen bag bispevalget i Aalborg Stift har afsat en ekstra uge til første runde af afstemningen, der slutter 11. februar

Henning Toft Bro, Marianne Christiansen og Jørgen Kjærgaard har meldt sig som kandidater til bispevalget i Aalborg. -
Henning Toft Bro, Marianne Christiansen og Jørgen Kjærgaard har meldt sig som kandidater til bispevalget i Aalborg. -. Foto: Collage/PR.

Præster og menighedsrådsmedlemmer i Aalborg Stift får en måned til at indsende deres stemmer, når den nye biskop skal vælges.

Valgbestyrelsen har netop besluttet, at stemmesedlerne sendes ud 11. januar, og tidsfristen for at afgive sin stemme er en måned senere - 11. februar.

Dermed får de stemmeberettigede lidt mere end en uge mere end de påkrævede tre uger til afstemningen.

- Det er en ekstra service. Vi regner med, at der går to dage med forsendelse af post i begge ender. Der er ingen grund til, at vi skal lægge tidsplanen stramt, når vi er ude i så god tid, siger formanden for valgbestyrelsen, Aksel Boel.

Derudover har bestyrelsen sikret sig, at afstemningen ikke falder sammen med helligdage eller ferie. Derfor sendes stemmesedlerne først ud efter jul, og de skal være tilbage inden vinterferien, som rammer både uge syv og uge otte.

På nuværende tidspunkt har tre personer meldt sig som mulige kandidater til at overtage posten som biskop efter Søren Lodberg Hvas. Kandidaterne bliver først endelig godkendt i december. Hvis ingen af de tre kandidater får mere end 50 procent af stemmerne i første runde, kommer der en anden runde med de to højst placerede kandidater.