Prøv avisen

Nordjyder vil forlænge Hærvejen

Den idylliske Gejlå bro ved Hærvejen i Sønderjylland. Hvis det står til en række nordjyske kommuner og organisationer, skal pilgrimme fremover også kunne vandre på Hærvejen i Nordjylland. Foto: Jens Nørgaard Larsen

Vandreglade pilgrimme skal kunne trave hele vejen fra det sydligste Europa til det nordligste Norge. Det er ønsket fra en en række nordjyske kommuner og organisationer, som planlægger at forlænge den gamle Hærvej

Meget tyder på, at pilgrimme, naturelskere og lokalhistorisk interesserede snart får endnu bedre vandreforhold i det nordjyske landskab. Turistforeninger samt en række kommuner og pilgrimsbevægelser er alle interesserede i at kigge på mulighederne for en udvidelse af Hærvejen. Det fortæller projektkoordinator i VisitViborg og leder af hærvejsprojektet, Gunhild Øeby Nielsen.

Planen er at genoprette og udvide den gamle handels- og vandrerute, så den for fremtiden kommer til at løbe fra Viborg og op til en af de nordjyske havnebyer med forbindelse til pilgrimsruter i Norge eller Sverige.

LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste kristne pilgrimsmål

Bliver det nordjyske hærvejsprojekt en realitet, kan man snart vandre hele vejen fra det sydligste Europa til det nordligste Norge.

Hærvejen var oprindeligt en hovedfærdselsåre for handelsmænd, der transporterede okser, flint, rav, honning og andre varer sydpå fra den jyske halvø. For mange pilgrimme har hærvejen også været en del af den lange vandrerute sydpå til de hellige steder i Santiago, Rom eller Jerusalem. Nu ser det ud til, at også moderne pilgrimme får en officiel vandresti i Nordjylland.

LÆS OGSÅ: Hold sommerferie på Hærvejen

Projektet kan få stor betydning for turismen i lokalområdet, siger Nordjyllands regionsrådsformand, Ulla Astman (S) til Lokalavisen Frederikshavn. Ifølge avisen vil en officiel pilgrimsrute være med til at fremme økonomisk vækst og bæredygtig udvikling i yderområderne, skulle planerne blive til virkelighed.

Pilgrimsbevægelser har allerede deres egne vandreruter i området, og det skal vi selvfølgelig forsøge at tage højde for i planlægningen af den nye rute, forsikrer Gunhild Øeby Nielsen, der er i færd med at afholde workshops forskellige steder i Nordjylland. Her kan folk byde ind med forslag til ruten og hvilke hensyn de mener, bør tages.

Gunhild Øeby fortæller, at der er stor opbakning til at få lavet en rigtig god sti gennem Nordjylland, som ikke blot tilgodeser de mere atletiske blandt pilgrimmene men tilbyder et bredt udvalg af tilbud til forskellige målgrupper.

For eksempel foretrækker ældre vandrere ofte mulighed for transport af deres bagage samt en god seng at sove i frem for at dele et herberg med 20 andre. Samtidig ønsker mange vandreturister at se de lokalhistoriske steder, gamle broer og vadesteder, og de skal naturligvis også have glæde af en kommende udvidet Hærvej, siger Gunhild Øeby Nielsen.

LÆS OGSÅ: Flere ældre deltager i pilgrimsvandring

Ruten skal være autentisk, men også give en god vandreoplevelse. Det er ikke så spændende at gå på en asfalteret landevej, selvom det er her, den oprindelige vej ofte gik. Så vi må arbejde på at finde det bedst mulige ruteforslag.