Da Danmarks befrielse indtraf den 5. maj 1945, bredte friheden, fejringen og forløsningen sig. Men i nordjyske Hals havde beboerne endnu 12 dramatiske dage foran sig, før de for alvor mærkede lettelsen den 17. maj, da de allierede nåede frem.
Pastor Nielsen, der var byens sognepræst fra 1936 indtil sin død i 1965, blev involveret i byens modstandsbevægelse i slutningen af Anden Verdenskrig og udgjorde i befrielsesdagene en af dens tre ledende skikkelser. I den tid var det modstandsbevægelsens opgave at sikre ro og orden, indtil de allierede ankom.
Modstandsbevægelsen i Hals talte dog kun 12 mand uden våben, uniformer og synderlig ekspertise, så den tyske kommandant var i tvivl om, hvorvidt bevægelsen kunne magte den opgave. Han fandt dem ganske enkelt uerfarne.
Derfor bevarede den fuldt udrustede tyske værnemagt på 600 mand kommandoen over sine egne forhold og faciliteter, og således mindede situationen i Hals mere om våbenhvile end reel overgivelse.
Om eftermiddagen den 5. maj kaprede den tyske kommandant Rakerbrandt, der senere fik kaldenavnet ”piraten”, to svenske skibe med danske frihedskæmpere. Det var et brud på den aftale, der ellers samme formiddag var indgået mellem besættelsesmagten og modstandsbevægelsen.
Ifølge Thor Bæch Pedersen, der er historiker ved Nordjyllands Historiske Museum, var den episode dog det eneste eksempel på, at tyskerne reelt brød med de retningslinjer, der var blevet udstukket ved kapitulationen.
Det ændrer dog ikke på, at mange halsboere frem til den 17. maj følte, at de stadig var besat. For selvom tyskerne var forduftet fra bybilledet og nu opholdt sig i bunkere på Nordmandshage, truede de herfra med at affyre kanoner mod Hals, hvis ikke pastor Nielsen sikrede ro og orden mellem halsboerne og de tysksindede. Og det var ikke helt ligetil, fortæller Thor Bæch Pedersen:
”Dels var der modstandsbevægelsen, som pastor Nielsen selv var en del af, der mildest talt var hævnlysten. Så var der den hævntørstige befolkning. Og endelig var der alle de tyske håndlangere, altså tyske soldater, tysker-piger og dem, der havde handlet med tyskerne. Der var mange forskellige aktører i denne kaotiske tid, som pastor Nielsen skulle forsøge at agere en form for diplomat mellem. Hans opgave var at få tingene til at glide uden nogen voldsomme udskejelser.”
Det gjorde han for eksempel den 6. maj, da den tyske kommandant meldte om, at tyske flygtninge i nabobyen Hou var blevet beskudt af civile danskere. Pastor Nielsen blev sammen med to tyskere sendt afsted i en patrulje for at løse problemerne. Da de ankom til Hou, var der kaos og snak om, at en tysk underofficer var gået amok og havde truet med at kaste håndgranater.
De to tyskere tog sig af den vildfarne underofficer og meddelte, at han ville blive fjernet den efterfølgende dag. Imens modtog pastor Nielsen de tyske flygtninges klager: Der var blevet kastet sten og spyttet efter dem, og de var løbet tør for mad. Da pastor Nielsen spurgte de civile halsboere til klagerne, nægtede de ethvert kendskab til historien, men svarede, at flygtningene havde været så frække at ville købe varer uden rationeringsmærker.
Her forklarede pastor Nielsen dem om nødvendigheden af ikke at hænge sig i bagateller midt i de alvorlige tider, hvorefter han kørte til en nærliggende gård og købte fem tønder kartofler til de sultne flygtninge, inden turen gik hjem til Hals Skanse.
Ifølge Thor Bæch Pedersen har Einar Nielsens hverv som præst været en fordel i den særlige funktion, han varetog i de kaotiske 12 dage.
”Det er ingen hemmelighed, at modstandsbevægelsen generelt bestod af yngre mænd, som ikke altid vidste præcis, hvad det var, de kæmpede for. Men der var heldigvis også nogle, som havde lidt mere livserfaring og tog mere ansvar for at få tingene til at fungere. Der kom pastor Nielsens hverv som præst ham til gode og gav ham en naturlig autoritet i samfundet,” siger han.
Og apropos autoritet er der da også beretninger om, at pastor Nielsen slog hårdt ned på uroligheder. En af dem – som man ifølge Thor Bæch Pedersen må tage med et gran salt – lyder, at unge drenge den 9. maj blev fanget i færd med at klippe håret af tyskerpiger, hvorefter pastor Nielsen stillede drengene op på række mod en mur og truede dem med, at de ville blive skudt, hvis ikke de opførte sig ordentligt. Episoder som den har i eftertiden dannet grundlag for kritik.
”På trods af at pastor Nielsen fik tingene i Hals til at fungere, indtil de allierede endelig nåede frem den 17. maj, er han efterfølgende blevet kaldt for tyskervenlig,” siger Thor Bæch Pedersen og tilføjer, at pastor Nielsen ikke ville begraves i byen, fordi han følte sig udstødt af lokalsamfundet.
Der er dog også dele af pastor Nielsens opførsel, som peger direkte i den modsatte retning. Han er nemlig kendt for at have markeret hagekors i kirkebøgerne ud for de børn, der havde en tysk far.
Selvom man derfor kan sige, at der er kamp om Einar Nielsens eftermæle, lever hans minde videre i lokalsamfundet i Hals, hvor han blandt andet har en vej opkaldt efter sig, ligesom der i maj 2018 blev holdt en pastor Nielsen-aften, da hans gravsten efter aftale med familien blev flyttet fra Dronninglund Kirkegård til Hals Kirkegård.
Artiklen er opdateret den 4. juni 2020, fordi der fejlagtigt stod, at pastor Nielsen flyttede fra Hals før sin død. Desuden stod der, at det var svenske frihedskæmpere i de to skibe, som den tyske kommandant Rakerbrandt kaprede. Det var danske frihedskæmpere, men svenske skibe. Kristeligt Dagblad beklager fejlene.