Prøv avisen

Nordjyske kirker inviterer til filmklub

Kirker i Aalborg inviterer til film og debat. – Modelfoto: Mads Jensen/Scanpix.

I Aalborg har kirkerne succes med en filmklub, der diskuterer film med eksistentielle temaer. Et kunstnerisk supplement til gudstjenesterne, siger præst bag

I Paris bor den 11-årige pige Paloma. Fordi hun keder sig så gudsjammerligt, flirter hun med tanken om at begå selvmord på sin 12-års fødselsdag. Det er en film om liv, død, venskab og om det mirakel, der sker, når man gennem andre mennesker finder ud af, at livet alligevel er værd at leve.

Filmen af Mona Achache hedder Pindsvinet og er den seneste af seks film, som i dette halvår er på programmet i filmklubben Nord for paradis. Otte af Aalborgs sogne er gået sammen om at lave filmklubben, som i år har 130 medlemmer. Filmene bliver vist i Aalborgs biograf Biffen, der er kendt for at vise smalle og skæve film.

En af de kvinder, der er med i filmklubben, er Jytte Mathiasen. Hun er menighedsrådsformand i Margrethe Sogn og har været med, lige fra klubben startede. Filmene tiltaler hende, fordi de er meget smukke, og så er der nogle af dem, der har et kristent budskab.

Jeg kan godt lide, at det er smalle film, og at de som regel er langsommere end de film, der går i de større biografer. Og så er jeg også glad for den efterfølgende debat om filmene. Nogle gange forstår jeg ikke til bunds, hvad budskabet er, og så er det rart at kunne vende det med andre, siger hun.

Steen Christian Thomsen er præst i Sankt Markus Kirke i Aalborg og en af kræfterne bag. Han er blevet overrasket over den store interesse for at se og diskutere eksistentielle film.

Vi viser film, som ikke nødvendigvis har et kristent budskab, men som rører ved centrale menneskelige udfordringer og holdninger. De kan provokere og sætte tanker i gang om væsentlige spørgsmål ved livet, siger han.

Filmene bliver nøje udvalgt, og blandt titlerne er Købmanden i Venedig, Det gode hjerte og Om guder og mænd. Fælles for dem er, at de kredser om alment menneskelige spørgsmål. Når filmene udvælges, er kriterierne, at der er et alsidigt repertoire, og at de spænder bredt fra franske til islandske og italienske film.

Efter forestillingen er ordet frit blandt biografgængerne, og ofte sætter filmene gang i tankevækkende refleksioner og debatter, og det er netop det, der er meningen:

At beskæftige sig med det åndelige og eksistentielle er det centrale ved at være kirke. Men de mange prædikener og foredrag i kirkerne kalder på et kunstnerisk supplement, og det er netop det, vi tilbyder med filmklubben, siger Steen Christian Thomsen.

Klubben har fået navnet Nord for Paradis, der er tænkt som en pendant til den smalle biograf Øst for Paradis, der ligger i Aarhus. Samtidig er det efter inspiration fra Aalborgs kulturinstitution Nordkraft.

Og så afspejler den, at vi er stolte og taknemmelige for at være nordjyder, siger han.

marianne.knudsen@k.dk