Prøv avisen

Norge er forbillede i kampen mod kristenforfølgelser

Kristne assyrere demonstrerede i februar mod Islamisk Stats bortførelse af deres trosfæller. Det er denne type religiøst begrundede overgreb, som Norge bekæmper med målrettede tiltag på regeringsniveau. -

I modsætning til Danmark har Norge sat hårdt ind over for de voldsomme forfølgelser af religiøse mindretal verden over. Iagttagere mener, at Danmark bør lære af den norske regerings tiltag

Mens den danske regering af flere omgange har gjort det klart, at man ikke vil lave en selvstændig indsats imod forfølgelse af kristne og andre religiøse minoriteter, har Norge siden 2011 haft det som et koordineret indsatsområde i udenrigspolitikken.

Kritikere i Danmark advarer om, at det kan koste dyrt på eksportkontoen at stikke til andre lande med spørgsmål om forfølgelse af religiøse minoriteter. Men det norske eksempel viser det modsatte.

Nordmændene er ikke bange for at tage sagerne op. Hver gang udenrigsminister Børge Brende fra det konservative Høyre er på besøg i et land, hvor religiøse grupper forfølges, bliver det bragt på dagsordenen som enkeltsag eller som generel kritik.

Petter Wille er ambassadør og leder af teamet, der arbejder for religiøse minoriteter i afdelingen for menneskerettigheder og demokrati i Norges udenrigsministerium. Han vurdere, at indsatsen ikke har kostet alvorligt handelsmæssigt. Tværtimod har den været medvirkende til, at FN har sat problemet på dagsordenen.

”Det er meget svært at sige entydigt, om arbejdet gør en forskel, men der er internationalt kommet mere opmærksomhed på religiøs forfølgelse, og det er vi selvfølgelig glade for,” siger han.

”Norge er jo kendt som en nation, der gør opmærksom på problemer med religiøs forfølgelse - og var det også, inden arbejdet blev til en målrettet indsats. Derfor overrasker det ikke nogen, at det bliver bragt på banen, når udenrigsministeren er i udlandet,” siger Petter Wille.

Han fortæller, at initiativet blev igangsat som følge af de kristnes situation i Mellemøsten, og at man siden 2012 har haft et program, hvor Norad - udenrigsministeriets bistandsafdeling - årligt har afsat, hvad der svarer til 6,5 millioner danske kroner i støtte til organisationer, der arbejder for religionsfrihed i eksempelvis Irak eller Syrien.

Norges ambassader oplyser om lokale problemer med religiøs forfølgelse til ministeriet i Oslo i faste indberetninger, og et forum i Norge inviterer cirka tre gange om året religiøse organisationer til debat om religiøs forfølgelse.

Geir Løkken er den anden halvdel af teamet, der arbejder med religiøse minoriteter i det norske udenrigsministerium. Modsat Petter Wille, som repræsenterer ministeriet internationalt med feltrejser, sidder han i Oslo og koordinerer samarbejdet med ambassader, menneskerettighedsorganisationer og trossamfund.

Han fortæller, at han selv og Petter Wille bruger cirka en tredjedel af deres arbejdstid på indsatsen for religiøse minoriteter, og at man for nylig over en periode på tre år har givet en bevilling på, hvad der svarer til omkring 5,6 millioner danske kroner årligt til organisationen Minority Rights Group Internationals arbejde for religionsfrihed.

”Jeg sørger for at åbne dørene i ministeriet, når nogen kommer med sager om religionsforfølgelse - eksempelvis i Tyrkiet, Iran eller Egypten. Det er ikke sådan, at man kan måle vores indsats i økonomi, men snarere i at sagerne bliver taget op politisk ude i landene og i FN,” siger Geir Løkken.

Han fortæller, at Norge blandt andet tog spørgsmålet op internationalt i begyndelsen af november, da situationen i Iran var genstand for diskussion i FN's menneskerettighedsråd.

”Delegationen udtrykte bekymring over vilkårene for kristne og sunni-muslimer og gjorde Iran opmærksom på landets internationale forpligtelse. Når disse spørgsmål bliver drøftet med Iran, er tonen venlig, men man henviser til, at folk kun straffes, hvis de har begået en forbrydelse, ikke på grund af deres religion,” fortæller Geir Løkken.

Han peger på, at indsatsen for bekæmpelse af religiøs forfølgelse er bredt funderet på de politiske fløje, hvor såvel den tidligere socialdemokratiske regering, der igangsatte den koordinerede indsats, som den nuværende borgerlige regering, der overtog magten i 2013, har haft det som udenrigspolitisk mærkesag.

Udviklingen kan mærkes hos Ed Brown, som er sektionsleder i missions- og menneskerettighedsorganisationen Stefanusalliansen. Den arrangerede i november i samarbejde med blandt andet udenrigsministeriet en international konference for religionsfrihed, ligesom ministeriet har gjort flere gange tidligere. Her havde man besøg af 29 politikere fra lande som Tyskland, Italien, Myanmar (Burma) og Nepal, der i fællesskab underskrev en erklæring for religionsfrihed. Danmark blev væk.

”Fra mit perspektiv har det en stor betydning med de norske initiativer. Hvis man har en sag et sted i verden, kan man gå direkte til ministeriet, som forstår problematikken, og vi kan nemt sætte et møde op med dem,” fortæller Ed Brown om samarbejdet.

Han mener, at der de seneste 15 år er sket en ændring i nordmændenes holdning til spørgsmålet blandt både politikere og i befolkningen.

Flere kritikere af indsatsen har tidligere peget på, at man ved at sætte problemerne på dagsordenen skader mere, end man gavner, men Ed Brown mener tværtimod, at verdens politikere er nødt til at vågne op og gøre noget ved problemerne.

”Hvis man kigger på ytringsfrihed eller forsamlingsfrihed, er der meget få, der vil sige, at man ikke skal arbejde for at gøre opmærksom på vigtigheden af og brud på de to centrale begreber i samfundet,” siger han.

Viggo Mortensen, der er professor emeritus ved Aarhus Universitet, og som oprettede Center for Multireligiøse Studier i 2002, mener, at Danmark bør lære af det norske eksempel.

”Det er meget prisværdigt, hvad Norge gør. De har virkelig ambitioner med udenrigspolitikken, mens man herhjemme stadig er skræmt af Muhammed-krisen, så der er ikke megen opmuntring i Danmark,” siger han.

En holdning, som generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen fra Dansk Missionsråd bakker op om.

”Den norske model er et klart forbillede, fordi der ikke bare er ord, men også handling bag. I Norge er man ikke religiøse analfabeter, men forstår, hvor væsentlig en rolle religionen spiller. Det er chancen for, at et lille land kan blive en stærk international aktør på områder, der i den grad har betydning,” siger han.