Prøv avisen
Interview

Norsk biskop: Coronakrisen har én gang for alle bevist, at vi ikke er vores egen lykkes smed

Biskop Atle Sommerfeldt glæder sig over, at den norske kirke udnyttede coronakrisen til at tiltrække mennesker, som ikke havde sat deres ben i kirken i årevis. – Foto: Johnny Leo Johansen.

Atle Sommerfeldt stod i spidsen for den norske kirke, da coronakrisen ramte. Og selvom han aldrig håber, han igen vil stå i en lignende situation, glæder han sig over, hvordan ”kirkens døre blev meget bredere, da vi blev tvunget til at omstille os”

Egentlig skulle han bare udfylde pladsen som formand for den norske kirkes bispekollegium i en tre måneders overgangsperiode. Men knap var Atle Sommerfeldt trådt ud af bispeboligen i Fredrikstad og ind ad døren til sit midlertidige kontor i Kirkens Hus i Oslo, førend coronakrisen brød ud og forandrede alt.

”Fra den ene dag til den anden befandt jeg mig pludselig helt inde i den norske kirkes maskinrum. Og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor vi fra den ene dag til den anden skulle finde ud af, hvordan vi kunne få tingene til at fungere rent organisatorisk og samtidig sørge for, at flest muligt fik det håb og den omsorg, der var et særligt udtalt behov for i krisens første måneder,” fortæller den 68-årige biskop over Borg Stift i det sydøstlige Norge.

”Til alt held havde den norske kirke inden coronakrisen påbegyndt en proces, der skulle udvikle vores kommunikation og digitale muligheder. Så da krisen ramte, og vi blev tvunget til at lukke kirkerummet, havde vi allerede gjort os en række overvejelser om brugen af eksempelvis digitale platforme. Hurtigt fik vi flyttet søndagsgudstjenesten fra national radio og over på tv, og samtidig blev der taget enormt mange inspirerende initiativer rundt omkring lokalt. Nød lærer nøgen kvinde at spinde og i vores tilfælde at udnytte de digitale muligheder.”

For Atle Sommerfeldt har coronakrisen dog ikke kun været en øjenåbner i forhold til den norske kirkes digitale muligheder. Den største glæde i løbet af de tumultariske første måneder bestod i, at så mange mennesker, der ikke havde sat deres ben i kirken i årevis, pludselig oplevede, at kirkerummet og det kristne budskab havde noget at tilbyde.

”Man kan sige, at kirkedørene blev meget bredere og meget mere åbne under krisen. Det foregik bare digitalt. Der var mange, som aldrig viste sig til en søndagsgudstjeneste, men som nu fik gavn af kirken og følte, at de rent faktisk hørte til her. Vi har oplevet, hvordan folk gerne vil kirken; at de sætter pris på den som et sted at søge hen, når der er behov for det. Og nu fik man muligheden for selv at tage styringen og tilmed slippe for den sociale konfrontation, jeg tror, holder mange mennesker, som ellers gerne vil åndeligheden og de gode budskaber, væk.”

Atle Sommerfeldt gengiver vittigheden om nordmanden, der ønskede at vide, om hans kammerat havde haft en god ferie, hvortil vennen nikkede samtykkende og svarede: ”Ja, for han havde ikke mødt et eneste menneske.”

”Mange nordmænd sætter pris på selv at bestemme, hvornår de render ind i andre. Og derudover tror jeg bare, at der er mange, som har dårlige minder fra deres konfirmationsforberedelse for 20 eller 30 eller 40 år siden, og som frygter, at kirken på ny vil få dem til at føle sig fremmedgjorte,” siger han.

Biskoppen nævner Hans Kirks ”Fiskerne”. En fortælling, han mener, på mange måder spejler den kristendom, som mange ældre nordmænd er vokset op med.

”I mange år var Norge jo fattigt, og ufatteligt mange familier sled for det daglige brød. Du vidste ikke, om du kunne brødføde dine kære den følgende dag, og den uvished, det er en tung og central del af norsk historie, særligt langs vestkysten. Det er netop de livsvilkår, Kirk sætter så glimrende ord på i sin bog om Indre Mission i det jyske bibelbælte. En hård virkelighed er ofte lig med en håndfast religion, for det er det, du har brug for og overskud til i din overlevelseskamp. Men det er også en kristendom, som en nordmænd i dag måske ikke forbinder med noget entydigt positivt.”

Selv har Atle Sommerfeldt som generalsekretær i Kirkens Nødhjælp fra 1994 til 2012 igen og igen stået over for fattigdom, uretfærdighed og menneskeligt armod. Men af samme grund har han også en ganske veludviklet evne til at finde lys og mening i selv de sværeste stunder.

”Jeg har levet et liv, hvor det ofte har drejet sig om at identificere tegn på håb midt i dybe kriser. Og det behov er afgjort blevet aktualiseret de seneste måneder. Jeg er dog så heldig, at min åndelighed er forankret i tilliden til, at intet af det, jeg og andre oplever af dårlige ting, nogensinde kan vriste os fri af Kristi kærlighed. Og det er et håb og en sikkerhed, som er nødvendig i svære situationer,” siger han.

”Samtidig mener jeg også, at der under coronakrisen har været helt tydelige tegn på, at Gud bestemt ikke forlader os. Se bare al den styrke og visdom, vores politikere og frontlinjepersonalet har været udstyret med. Der findes et fint norsk begreb, ’dugnad’, som betyder, at man i fællesskab tager ansvar og løser en opgave til gavn for alle. De seneste måneder har været en opvisning i dugnad og samtidig et tegn på, at Gud giver os den sidste styrke, vi har behov for i svære stunder.”

Hvad er i dine øjne den vigtigste lektie af coronakrisen?

”For det første er det en påmindelse om, at selv i et samfund som det norske er der stadigvæk klasseforskelle, hvilket tydeligt kom til udtryk ved, at der altså findes en masse mennesker, der ikke bare kan rykke ind på hjemmekontoret, når det hele brænder på. Samtidig blev vi mindet om, hvor uventet og pludseligt en kritisk situation kan opstå. Og selvom vi lever i hovmodets tidsalder, hvor vi tror, vi kan klare alting selv, så blev det med et meget tydeligt, at vi mennesker kan overkomme allermest, når vi står sammen,” siger Atle Sommerfeldt.

”Og det betyder samtidig, at det i mine øjne er blevet helt klart, at enhver ikke bare er sin egen lykkes smed. Nej, når krisen rammer, er vi afhængige af hinanden og af fællesskabet. Det giver håb at vide, at mennesker er klar til at rykke sammen og løfte i flok, når faren bliver stor nok. Men jeg håber også på, at krisen får politiske konsekvenser, og at virussen får gjort has på den neoliberale samfundsillusion.”

Den afgørende lære af coronakrisen er ifølge biskoppen over Borg Stift, at Gud altid giver os den nødvendige styrke, og at mennesker kan klare mest i fællesskab. Foto: Hege Flo Øfstaas