Milliardær vil give alternativ til evolutionsteorien

Norsk skibsreder giver 15 millioner kroner til stiftelse, der skal fremme teorien om intelligent design

Mindre Darwin, mere skaberværk. Sådan kan den nye norske stiftelse BioCosmos’ mission i store træk sammenfattes.

Og nu har foretagendet, der blev lanceret officielt i sidste uge, og som arbejder for at udbrede teorien om intelligent design til særligt unge mennesker, fået en økonomisk håndsrækning af de større, nemlig 15 millioner norske kroner. Det skriver avisen Vårt Land.

Bag den generøse donation står skibsreder Einar Johan Rasmusen, Norges 27. rigeste person, der er god for cirka otte milliarder norske kroner. Baggrunden for saltvandsindsprøjtningen er blandt andet Rasmussens kristne tro og syn på verdens skabelse:

”BioCosmos står for det, jeg tror på, og noget, jeg mener er vigtigt at formidle på den bredest mulige måde. Flere og flere mennesker bliver interesserede i intelligent design,” siger milliardæren til Vårt Land.

På stiftelsens hjemmeside kan man blandt andet læse, at man vil arbejde ”for en mere åben debat om biologi og kosmos blandt alle, som er interesseret i videnskab og de store spørgsmål” – herunder ting, ”som ikke længere kan forklares med tilfældige mutationer og naturlig selektion”. Og udbredelsen af ”forskning om naturens design”, der skal tjene som alternativ til ”de rent darwinistiske teorier om livets oprindelse”, skal blandt andet ske via artikler, undervisningsmateriale og på sociale medier.

Selv er Einar Johan Rasmussen dog sikker på, at den moderne evolutionsbiologi ikke rummer alle svar:

”I den senere tid er jeg begyndt at læse meget mere om intelligent design, og jeg er blevet overbevist om, at verden og livet er skabt og ikke et resultat af tilfældigheder. Jeg håber, stiftelsen kan bidrage til, at flere vil sætte spøgsmålstegn ved, om det, de hidtil har lært, nu også er rigtigt,” siger han til Vårt Land.

Han er dog klar over, at BioCosmos’ projekt nok vil få mange til at rynke brynene:

”Det er ikke ualmindeligt, at videnskaben modarbejder nye erkendelser. Det skete også i renæssancen, da Aristoteles’ verdensbillede faldt fra hinanden,” siger han.

Bag BioCosmos står blandt andre leder Steinar Thorvaldsen, professor i informatik, samt en række såkaldte ambassadører – herunder danske Peter Øhrstrøm, professor ved institut for kommunikation og psykologi ved Aalborg Universitet samt forhenværende medlem af Det Etiske Råd og tidligere folketingskandidat for Kristendemokraterne.