Prøv avisen
Reportage fra årsmøde

Norges "pendlerpræster" blev skræmmebillede på tilgang til præstebolig

På Præsteforeningens årsmøde tirsdag fik man et indblik i eventuelle konsekvenserne ved at ophæve bopælspligten for præster. Norge gjorde det i 2015, og hvor der dengang var 800 præster, der boede i tjenestebolig, var antallet dalet i slutningen af 2017 til kun 370 norske præster. Foto: Paw Gissel

Præsters tjenesteboliger blev drøftet på Præsteforeningens årsmøde i Svendborg

Man fornemmede en vis gysen hos en del af de omkring 75 delegerede, der i forbindelse med Præsteforeningens årsmøde tirsdag fik et indblik i, hvordan man i Norge har ophævet bopælspligten for præster. Det gjorde man i 2015. Og hvor der dengang var 800 præster, der boede i tjenestebolig, var antallet dalet i slutningen af 2017 til kun 370 norske præster. Dermed er der i Norge kommet en del såkaldte ”pendlerpræster”, som må rejse til og fra det område, de arbejder i.

”Lad det være os et skræmmende eksempel på, hvordan vi ikke skal gøre, og hvordan Præsteforeningen skal kende sin besøgelsestid i dansk sammenhæng,” lød reaktionen fra Jesper Bacher, der er sognepræst i Tirsted på Lolland.

”Det er helt legitimt, at man prøver at adskille arbejsliv og privatliv, men hvis prisen er, at man rives op fra sine sogne og får den helt mistrøstige figur, der hedder pendlerpræst, så kommer jeg til at tænke på den vandrende jøde, som aldrig finder hvile. Og jeg synes simpelthen, det er sådan et tab,” sagde han også.

Tal fra Kirkeministeriet viste i efteråret 2018, at 269 ud af 1763 præsteboliger i Danmark er blevet nedlagt fra 2006 til 2016. Det svarer til knap hver sjette embedsbolig i folkekirken, som over en kort årrække er taget ud af funktion. Det skyldes blandt andet muligheden for dispensation fra bopælspligten samt sammenlægning af sogne i store pastorater, som gør nogle præsteboliger overflødige. De mange nedlagte boliger samt det forhold, at sognepræster som udgangspunkt har pligt til at bo i embedsbolig i deres sogn, har ført til, at et udvalg i Præsteforeningen siden efteråret sidste år har kigget nærmere på, hvordan forholdene er på området.

Ved Præsteforeningens årsmøde kunne de fremlægge tal, de havde indhentet ved hjælp af tillidsrepræsentanter, og som blandt andet viste, at det siden 2016 er sket i 35 tilfælde, at bopælspligten er blevet ophævet i danske sogne, og at der har været 91 sager med præsteboliger ramt af skimmelsvamp de seneste tre år.

Flere i forsamlingen pegede på forskellige vilkår, der kan have indvirkning på præstens lyst til at bo i tjenestebolig. Skimmelsvamp er et problem i mange præsteboliger, men også samarbejdskulturen mellem præst og menighedsråd kan spille ind. Hvis samarbejdet er godt, vil præstefamilien ofte befinde sig godt i præsteboligen. Er det derimod dårligt, kan boligen føles som et fængsel, lød et af indsparkene.

Betty Ahrenfeldt, der er provst i Skive, kaldte spørgsmålet om præstens bopælspligt ”kompliceret” og pegede på, at pendlerpræster ikke nødvendigvis har en lav synlighed i det sogn, hvor de virker.

”Jeg synes, vi skal undgå at sige: ’Lad os beholde tjenesteboligen for Guds skyld.’ Vi skal beholde den der, hvor det er til glæde og gavn for det lokale sogn og den præst, som skal være der.”

Præsteforeningen ønsker at holde fast i bopælspligten, da man vurderer, at den har betydning for den folkekirkelige forankring blandt danskerne. Foreningen arbejder i den kommende tid videre på at dokumentere, hvilke forhold der ligger til grund for, at så mange danske præsteboliger er blevet nedlagt. På længere sigt vil man indhendte præster og menighedsråds holdninger til præsteembeder med og uden bolig.