Norske muslimer: Vi har det værre end jøder

Norsk undersøgelse viser, at jødiske børn oplever mest chikane. Nej, vi har det værst, lyder det fra muslimsk organisation

Norsk undersøgelse viser, at jødiske børn oplever langt mere chikane end religiøse grupper. Det passer ikke, mener Norges Islamisk Råd, som mener, at muslimer har det værre.
Norsk undersøgelse viser, at jødiske børn oplever langt mere chikane end religiøse grupper. Det passer ikke, mener Norges Islamisk Råd, som mener, at muslimer har det værre. Foto: colourbox.com.

Hvem oplever mest religiøs chikane, jøder eller muslimer?

Skal man tro en undersøgelse, foretaget af Oslo Kommune blandt godt 7000 skoleelever i 8.-10. klasse, er jødiske børn langt mere udsat for chikane og hetz end andre religiøse grupper.

LÆS OGSÅ: Religiøse ledere advarer mod chikane

Ifølge undersøgelsen oplever 33,3 procent af de jødiske børn i løbet af en måned en eller anden form for negativ hændelse med afsæt i deres religiøse baggrund. For muslimer er andelen 5,3 procent, mens det samlede gennemsnit er på 3,5 procent.

Men det passer ikke, lyder det fra Norges Islamisk Råd.

"Hvis der er en minoritet, som virkelig må gå gennem meget, er det muslimer, og det er på høje tid med en kortlægning af muslim-hetzen", siger Mehtab Afsar, generalsekretær i Islamisk Råd, ifølge avisen Vårt Land.

Ervin Kohn, formand Det Mosaiske Trossanfund i Norge, og Anne Sender, tidligere formand for Det Mosaiske Trossamfund, peger begge på, at en stor del af hetzen mod jøder netop kommer fra elever med muslimsk baggrund.

"Over halvdelen af eleverne i nogle Oslo-skoler er muslimer. De kommer fra samfund, hvor antisemitisme er udbredt. Det lægger de ikke bort ved grænsen", siger Ervin Kohn, mens Anne Sender ifølge Vårt Land mener, at mange muslimske børn får antisemitismen ind med modermælken.

Ann-Britt Gran, der er ansvarlig for undersøgelsen, peger på, at de jødiske elevers oplevelse af antisemitisme er steget eksplosivt i løbet af få år.

"Det er ikke mange år siden, at det var uacceptabelt at bruge jøde som skældsord. Nu siger halvdelen, at de oplever dette. Det er trist og helt uacceptabelet", siger Anne-Britt Gran, som samtidig mener, at man bør notere sig, at muslimske elever ikke oplever en stigende islamofobi.

"Muslimer ligger på niveau med svenskere og tyskere. Det er positivt ud fra hvad man kunne forvente af negativ opmærksomhed efter blandt andet Muhammed-tegningerne", siger Anne-Britt Grann