Prøv avisen

Notre Dame er kirke, ikke kun kulturarv

Der vil være byggearbejde lang tid frem ved Notre Dame-kirken i Paris. Men branden i april har givet debat om, hvor meget den franske stat og den katolske kirke hver især skal bestemme om, hvordan genopbygningen skal tage sig ud. – Foto: Bertrand Guay/AFP/Ritzau Scanpix

Den katolske kirke har kæmpet for at få en central i plads i beslutningerne om genopbygningen af Notre Dame i den særlov, som blev vedtaget i går. Notre Dame er først og fremmest en kirke og ikke kun kulturarv, siger ærkebiskop

Notre Dame har fået sin særlov, som skal gøre det muligt at genopbygge den udbrændte katolske katedral inden for fem år, som Frankrigs præsident Emmanuel Macron lovede, allerede inden branden i det gotiske mesterværk i Paris var helt slukket den 15. april.

”Hensigten med loven er at give Notre Dame en restaurering, som svarer til den plads, katedraler optager, ikke blot i franskmændenes hjerter, men i hele verden,” sagde kulturminister Franck Riester forud for afstemningen.

Særloven er blevet stærkt kritiseret for at gøre det muligt at gå uden om visse regler om miljø og byfornyelse for at sikre, at Paris’ mest besøgte seværdighed kan stå klar til at tage imod turisterne, når den franske hovedstad skal være vært for De Olympiske Lege i 2024.

Det er unødigt hastværk, mener den politiske opposition, men præsidenten råder over et tilstrækkeligt stort flertal i parlamentet til at stemme loven i hus.

Notre Dames status som både Guds hus og historisk kulturarv har givet anledning til enestående interesse for genopbygningen, men også til en række sværdslag, ikke mindst om den idé at designe et nyt, moderne spir til erstatning for det, der knækkede under branden.

Og visse kredse har gjort Notre Dames symbolske gennemslagskraft som kultur- historisk fællesnævner til et argument for at holde den katolske kirke på afstand af genopbygningen. Det gælder for eksempel den indflydelsesrige frimurerforening Le Grand Orient, som i et indlæg i dagbladet L’Opinion skrev, at ”dette nationale historiske monument er en kulturel bygning. Vi ser det ikke som en kirkebygning”.

Og under behandlingen af særloven i parlamentet blev der stillet forslag om, at den katolske kirkes repræsentanter ikke skulle have sæde i besluttende organer, men kun i rådgivende udvalg. Den katolske kirke bestemmer udelukkende over selve kirkerummet, mens staten er ejer af selve bygningen som af alle andre historiske monumenter.

”Siden branden har vi hørt en række forsøg på at så tvivl om katedralens rolle som kirke. Men vi har i sidste ende fået en frugtbar dialog med staten,” siger økonomidirektør i Paris stift Philippe de Cuverville til det katolske dagblad La Croix.

Den katolske kirke har fået plads i de beslutningstagende organer. Og Patrick Chauvet, præst og daglig leder af Notre Dame, siger til samme dagblad, at han har fået ”alle garantier fra præsident Macron og fra kulturministeren om, at Notre Dame først og fremmest er en kirke, selvom bygningen er fælleseje.”

Den katolske kirke holder en hårfin balance. På den ene side insisterer man med den parisiske ærkebiskop Michel Aupetits ord på, at ”katedralen er en kirke. Det er dens særlige og eneste formål. Denne åndelige rigdom kan ikke reduceres til en ejendom,” som han sagde i en prædiken den 15. maj, mens diskussionerne om særloven stod på sit højeste.

På den anden side kunne Vatikanets observatør Fran-cesco Follo ved den årlige samling af Unescos udvalg for verdenskulturarv den 4. juli sige, at katedralen netop skal restaureres, så den ”gives tilbage til både troende, ikke-troende og til fremtidige generationer”.

Branden og de stærke følelsesmæssige reaktioner, den udløste, har netop vist Notre Dame som en kulturhistorisk fællesnævner, der rækker langt ud over både Frankrigs og den katolske kirkes grænser. Hvor denne kulturhistoriske gennemslagskraft kommer fra, skal et forskerhold under den statslige forskningsinstitution CNRS nu finde ud af.

”Vi skal blandt andet se på, hvordan den religiøse og den kulturhistoriske dimension er spundet sammen,” siger en af forskergruppens medlemmer, antropologen Gaspard Salatko, til La Croix.