Prøv avisen
Kirken i verden

Notre Dame i flammer skaber bekymring

Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix

Branden i katedralen i Paris sker i et år med rekordmange kirkebrande i Frankrig

Det er en af kristenhedens store symboler, der er truet i aften. Hundredevis af brandmænd kæmper for at redde Notre Dame-kirken midt i Paris, der er en af Europas vigtigste gotiske kirkebyggerier. Katedralen fra 1100-tallet er et kunstværk i sin egen ret og har sat præg på fransk kultur, mest kendt gennem Victor Hugos romanværk ”Klokkeren fra Notre Dame”.

Der er to store spørgsmål lige nu. Hvad bliver der tilbage af den uerstattelige bygning? Og hvordan kunne det ske?

Et kirkespir er kollapset. Taget er i skrivende stund faldet sammen. Om spredning af ilden kan forhindres, er usikkert. Men mange kunstværker og kristne symboler, herunder det vigtigste relikvie – et stykke af Kristi tornekrone – er ifølge en præst i Notre Dame blevet reddet ud.

Ingen ved på nuværende tidspunkt, hvordan der kunne opstå brand i den gamle katedral. Det er nævnt, at der er restaureringsarbejde i gang i kirken. Men dem er der mange af, som ikke fører til ildebrand. Så hvad forbindelsen er, står ikke klart.

For mennesker, der følger kirkens liv i Frankrig, vil det være svært ikke at være bekymret over, at der ifølge den katolske kirke i Frankrig i år har været ”en enorm væst i mængden af angreb på kirkebygninger”. I februar var det den kendte Saint Sulpice-kirke i Paris, der stod i flammer.

”Februar har formentlig været den værste måned nogensinde, hvad angår anti-kristne handlinger i Frankrig,” skrev den katolske journalist Daniel Hamiche på hjemmesiden for L’Observatoire de la Christianophobie (Observatorium for kristianofobi), der overvåger diskrimination af kristne.

I løbet af årets to første måneder har observatoriet registreret 47 tilfælde af hærværk mod kirker, katolske skoler og kirkegårde i 18 forskellige departementer.

Forklaringerne på angrebene var forskelligartede, sagde den franske bispekonferences generalsekretær, Olivier Ribadeau-Dumas. Graffiti har peget i retning af både satanister, anarkister og neonazister. I andre tilfælde er der ingen præcise ideologiske bevæggrunde. Bag en påsat brand i byen Laveau stod to gymnasieelever, hvoraf den ene fortrød sin handling og hjalp med at rydde op efter hærværket. I byen Houille var det formentlig en hjemløs, der stod bag hærværket. Og et opgør mellem hjemløse blev også angivet som forklaring på et tredje angreb.

Det ligger desuden uudtalt i baghovedet på mange franske kirkekendere, at der har været forsøg på terror i Notre Dame-kirken både i 2016 og 2017. Intet peger dog i denne retning i skrivende stund. Så mens verdensledere på stribe udtrykker deres sorg over den brændende kirke, venter vi på brandefterforskernes svar på, hvordan flammerne kunne få greb i den dyrebare middelalderbygning ved Seinen.