Når kristentroen kræver livet

TRO TIL TIDEN: I søndagens tekst taler Jesus om at fornægte sig selv og tage sit kors op. En af dem der gjorde det, var digterpræsten Kaj Munk. - Han kunne ikke andet, siger datteren, Yrsa Lund

- Kristendommen er i sit væsen farlig og konfronterende, selv om mange danske præster har gjort meget for at lave en slags julemand ud af Gud, Jesus og Helligånden. Det drejer sig jo om mødet med den levende Gud og livet selv - og livet er farligt, livet er ikke en julekalender.
- Kristendommen er i sit væsen farlig og konfronterende, selv om mange danske præster har gjort meget for at lave en slags julemand ud af Gud, Jesus og Helligånden. Det drejer sig jo om mødet med den levende Gud og livet selv - og livet er farligt, livet er ikke en julekalender.

Yrsa Lund stemte ikke ved EU-valget i sidste måned. Ligesom sin far, digterpræsten Kaj Munk, stiller hun sig forbeholden over for demokratiet.

- Det var jo altså et flertal, der sendte Jesus på korset. De stod der allesammen og råbte: "Korsfæst ham!"

- Jesus blev en stor skuffelse for de fleste, men som min far lader biskop Beugel sige i "Han sidder ved smeltediglen": "Lad dem bare slå os ihjel langfredag. Vi lurer dem påskemorgen." Og lige så med pinsen: De frygtsomme disciple, de fornægtede ham jo og lå og snorksov ude i Getsemane Have, men i pinsen vågner de endelig op til dåd.

En af de frygtsomme spiller en hovedrolle i søndagens evangelietekst, nemlig apostlen Simon Peter, som først ophøjes til den klippe kirken skal bygge på, for derefter at blive affærdiget med ordene: "Vig bag mig, Satan!" For Peter forstår ikke Jesu tale om sit forestående martyrium og formentlig heller ikke de efterfølgende ord om, at det også i yderste instans kræver livet at følge Kristus, sandheden.

I år er det 60 år siden, Kaj Munk tog sit kors op, og valgte ikke at flygte for martyriet. Om morgenen den 5. januar 1944 blev han fundet i Hørbylunde ved Silkeborg, skudt af tyskerne. Yrsa Lund, Kaj Munks ældste datter, der har arbejdet som psykolog på Rigshospitalet og også er særuddannet teolog, husker sin sorg og sit savn, da hun som stor pige mistede sin far. Alligevel er hun ikke i tvivl om, at han gjorde det rigtige, også selv om familien - hustruen Lise og de fem børn - måtte betale deres del af prisen.

- Jamen, han kunne jo ikke andet, sagde min mor, og det er jeg fuldstændig enig med hende i. Han kunne ikke andet, for ellers ville han jo have været fej!

Yrsa Lund er ofte blevet konfronteret med spørgsmålet om hendes fars martyrium.

- Folk kan ikke rigtig forstå det. Jamen, hvorfor tog han ikke til Sverige?, spørger de. Eller, hvorfor tog han ikke imod, da han fik tilbudt Christmas Møllers job i London? Så kunne han have siddet derovre i sikkerhed og talt til det danske folk, men far afviste det, som om det var Satans fristelse. Han blev så forfærdelig vred på den mand, der kom med dette tilbud til ham fra Arne Sørensen.

- Per Stig Møller, som skrev sin store bog om min far, spurgte mig også engang, "hvorfor tog han ikke til Sverige?" Per Stig var på daværende tidspunkt formand for de konservative, og jeg kan huske, at jeg svarede ham: Hvordan kan en mand, der er formand for et stort parti i Danmark, spørge om, hvad der er værd at sætte sit liv ind for? Et andet svar på det er, at hvis alle apostlene var taget til Sverige, så havde der ikke været nogen kristendom i dag. De flygtede jo ikke. De tog det op med pinsen.

Yrsa Lund er i sin kristendomsopfattelse, ligesom sin far, præget af Søren Kierkegaard.

- Far havde jo et gevaldigt temperament. For ham kunne troen ikke - ligesom hos Kierkegaard - undgå også at være lidenskabelig, hvis den skal frem. Kristendommen er jo i sit væsen farlig og konfronterende, selv om mange danske præster har gjort meget for at lave en slags julemand ud af Gud, Jesus og Helligånden. Det drejer sig jo om mødet med den levende Gud og livet selv - og livet er farligt, livet er ikke en julekalender.

Hvad kristendommen kræver af os, kan vi læse i Bjergprædikenen i Det Nye Testamente:

- Der finder man nærmest en instruktionsbog i, hvad det drejer sig om: At hvad man ikke gør imod disse mine mindste små, det gør man heller ikke imod mig, og her bliver så fårene skilt fra bukkene. Det er egentlig ikke særlig svært at forstå, synes jeg, men svært at efterleve.

Kaj Munks sidste ord til hustruen, da han blev hentet af tyskerne i Vedersø, var "Stol på Gud, Lise."

- I indledningen til sit erindringsværk, "Foråret så sagte kommer", skriver han, at et menneske kan være både fritænker, hedning og gudfrygtig på én gang, og at to af dem er han stadig, men ikke fritænkeren. Jeg tror det er sværere at være modig uden tro, men det har langtfra været let for ham, for far havde ikke noget melankolsk gemyt eller nogen dødslængsel i sig. Tværtimod en helt utrolig glæde ved livet.

- Han troede jo, at han skulle dø som barn, han var et svageligt barn, og der var sat plads af til ham på gravstenen i Maribo. På den måde var døden altid meget tæt på ham, og han var sig helt bevidst, at man jo kunne dø hvert øjeblik, det skulle være. Men han ønskede ikke døden. Tværimod kan man her tale om det omvendte af dødslængsel, nemlig en glæde ved overlevelse, fordi han var dødsstemplet som lille barn.

Allerede i 1921 skriver Kaj Munk i digtet "Mester med den tunge tornekrone" om, hvor svært det er at tage sit kors op og om fornødent gå i døden for sandheden. Det er skrevet længe før, han blev gift og fik børn, og foregriber på en mærkelig måde hans senere skæbne. I digtet reflekterer Munk over det næsten umulige i at følge de strenge bud, der stilles op i søndagens evangelietekst, når det skønne jordiske liv med "en Præstegaard, en venlig Kone og to raske Drenge lokker mig", men slutter med dette konkluderende vers:

Mester med den tunge Tornekrone:

"Hvo sit Liv vil bjerge, naar det ej!"

Hjælp mig da trods Præstegaard og Kone, ja, selv Drengene at følge dig.

23 år senere tog han konsekvensen, og Kaj Munk var helt klar over, at tyskerne ville hente ham, påpeger datteren. I sin nytårsprædiken 1944, tre dage før mordet, fortæller han, med ord, der næsten lyder som en genklang af det gamle digt, om sin frygt og sorg over, at det skal gå sådan, for "den Tanke er ikke morsom for en, der elsker Livet, har nok at gøre i sin Gerning og er glad for sin Kone og sine Børn. Og dog kan jeg ikke hade. For Mennesker er saa mange Slags og besættes af alle Slags Aander, og Frelseren har lært os Bønnen: Forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre."

steens@kristeligt-dagblad.dk

blå bog

Yrsa Lund, født 1931 i Vedersø, døbt i Helligåndskirken i København i forbindelse med, at Kaj Munks skuespil "Cant" fik premiere på Det kongelige Teater. Efter Kaj Munks død købte Lise Munk hus i København, og Yrsa kom på Øregård Gymnasium i Hellerup, hvor hun tog studentereksamen. Blev cand.psych. som 23-årig. Var i en kort periode sekretær for filminstruktøren Carl Th. Dreyer, og et år på Columbia University i New York, hvor hun traf sin nu afdøde mand, svensk-amerikaneren Howard Lund. Fra 1968 - med afbrydelser blandt andet til Københavns Universitet og Psykiatrisk Hospital i Risskov i Århus - ansat som psykolog på Rigshospitalet, hvorfra hun blev pensioneret for tre år siden. Særuddannet teolog. To voksne børn: TV-journalisten Arense Lund og tonemester Christian Lund.

søndagens tekst

Matthæusevangeliet 16, 13-26

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: "Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?" De svarede: "Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne." Så spurgte han dem: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" Simon Peter svarede: "Du er Kristus, den levende Guds søn." Og Jesus sagde til ham: "Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene." Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: "Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!" Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: "Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil." Da sagde Jesus til sine disciple: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?"