Kirkegængere i Høsterkøb Kirke: ”Nu er gudstjenesten i øjenhøjde”

Der var salmer, jazz og Bach ved søndagens gudstjeneste i Høsterkøb Kirke nord for København, som har været til debat for sine gudstjenesteændringer

Den seneste tid har Høsterkøb Kirke fået meget opmærksomhed, efter menighedsrådet tidligere på måneden udgav bogen ”Et bud på fremtidens folkekirke – for og af folket”.
Den seneste tid har Høsterkøb Kirke fået meget opmærksomhed, efter menighedsrådet tidligere på måneden udgav bogen ”Et bud på fremtidens folkekirke – for og af folket”. . Foto: Amanda Wendel.

”Hov hov, husk at få de her to med dig.”

Sognepræst Annemette Norsker står i indgangen til Høsterkøb Kirke nord for København. Hun hilser velkommen og sørger for, at alle får sig et eksemplar af Kirkesangbogen og Den Danske Salmebog, før de sætter sig på bænken.

Kirkeklokkerne slår en sidste gang, da klokken slår 13, og de mere end 50 fremmødte til denne søndags gudstjeneste har nu fundet sig til rette. En organist og en sanger står nær alteret og begynder at synge og spille ”Come Sunday” af jazz-musikeren Duke Ellington. Næsten halvvejs gennem sangen bytter de to musikere plads. Ham, der før sad foran det elektroniske klaver, rejser sig og løfter en trompet op foran munden. Hans trutten fylder rummet med en dyb klang i de sidste minutter, nummeret varer.

Den seneste tid har netop det her kirkerum i Høsterkøb fået meget opmærksomhed, efter at menighedsrådet tidligere på måneden udgav bogen ”Et bud på fremtidens folkekirke – for og af folket”. Den er blevet sendt ud til alle sognekirker og menighedsråd og beskriver en række ændringer i søndagens gudstjeneste, som har mødt kritik fra flere sider.

Det er dog en helt upåvirket Annemette Norsker, der byder velkommen til dagens højmesse:

”Husk, at vi jo står op og synger, for så synger vi bedre. Er man radbrækket af en eller anden årsag, må man gerne blive siddende.”

Hun indleder sin prædiken med lignelsen om arbejderne i vingården, som fik lige meget i løn, ligegyldigt om de havde arbejdet en time eller hele dagen.

”Hjælp os til at eftertænke, at over for dig Gud gælder menneskelige begreber om ret og rimeligt overhovedet ikke, og vi har ingen krav at stille,” fortæller hun efterfulgt af sangen ”I sne står urt og busk i skjul”.

Den synger alle med på.

Trosbekendelsen og Fadervor bliver sagt i kor.Annemette Norsker gengiver profeten Jeremias’ Bog om, at den vise ikke skal være stolt af sin visdom, og at den rige skal ikke være stolt af sin rigdom. Hun taler om, at der rundt om i verden ”sidder despoter på magten”, men at det i Danmark og i Nordeuropa går ganske godt. Det glemmer vi dog fra tid til en anden, pointerer hun:

”For vores unge mennesker kan jo blive enige om, at de lider under slavelignende vilkår derhjemme. De skal jo både rydde op og rydde af,” siger hun til stor fornøjelse for de yngste i kirken.

Kirkens nye bog har givet debat om kulturkristning af gudstjenesten. Men Gud bliver ikke gemt af vejen. Tværtimod. Det høres blandt andet, da hun taler om arbejderne i vingården.

”Der er respekt og kærlighed til alle mennesker, hvis vi handler efter Guds og Jesu ord, som indeholder en forståelse af retfærdighed,” siger hun.

Salmebogens ”Sorrig og glæde de vandre til hobe” bliver sunget, hvorefter der bliver kaldt til altergang. Hurtigt danner cirka halvdelen af dagens fremmødte en kø. Mens organisten spiller musik af komponisten Johann Sebastian Bach – nu på orgel – står sangeren med oblaterne. De bliver dyppet i vinen, som Annemette Norsker står med. Tre-fire minutter, og så er den del overstået.

De sidste toner fra dagens sidste salme lyder. Annemette Norsker introducerer Bob Dylans nummer ”The Times They Are A-changin’” (Tiderne forandrer sig), der skal runde dagens højmesse af. Sangen er hun ”vældig begejstret for”, fortæller hun.

”Den slutter nemlig med, at Dylan synger: ’de første skal blive de sidste, og de sidste de første.’ Ja, hold da op, man skulle jo tro, at han havde læst evangeliet.”

Lige så stor begejstring synes sangen at vække hos dagens fremmødte, der synger med og afslutningsvist kvitterer med højlydte klapsalver.

Uden for kirken står de fleste med fyldte kaffekopper og taler. Det samme gør ægteparret Bente Sehested Juul og Vagn Thorup. De bor i Høsterkøb, er henholdsvis 64 og 68 år og har i mere end tre årtier været glade for at komme i kirken. Men i dag kommer de ”mere end fem gange så ofte som før i tiden”, fortæller de og slår fast, at den væsentligste forskel mellem før og nu er præsten:

”Førhen var det mere højtideligt. For eksempel står præsten ikke længere oppe på prædikestolen og taler ned til folk. I det hele taget er gudstjenesten nu mere i øjenhøjde,” fortæller Vagn Thorup.

Han har hørt om den seneste tids kritik af kirkens højmesse. Han mener ikke, at det er blevet ”en popgudstjeneste”:

”Den anderledes musik og det afkortede format har betydet, at gudstjenesten er vedkommende og er blevet strammet lidt op. Det er kun godt,” siger han.