Nu kommer Grundtvigsk Tidende

Dansk Kirketidende bliver til Grundtvigsk Tidende, og tidsskriftet får en skoleredaktør. Men ændringerne har ikke meget med kristendom at gøre, siger kritiker

Fra Dansk Kirketidende til Menighedsbladet. Og tilbage igen. Nu skifter tidsskriftet, der udgives af Grundtvigsk Forum, navn endnu en gang, og inspirationen kommer fra Grundtvig.

Fra februar hedder det nemlig Grundtvigsk Tidende, og der bliver også satset mere på skolestoffet, da tidsskriftet får en skoleredaktør i Katja Gottlieb.

I de seneste år har der været en principiel debat i grundtvigske miljøer om, hvorvidt centrale organisationer som Grundtvigsk Forum og Vartov har bevæget sig for langt i retning af skoleområdet på bekostning af det kirkelige i den traditionelle grundtvigianisme. De kritiske røster har lydt fra blandt andre Kurt V. Andersen, der er pensioneret valgmenighedspræst i den grundtvigske valgmenighed i Bøvling i Vestjylland. Den seneste ændring i navn samt tilknytningen af en skoleredaktør kommer ikke bag på Kurt V. Andersen.

”Grundtvigsk Forum er skabt som en kirkelig organisation, men disse ændringer har ikke så meget med kristendom at gøre. Begrundelsen for at skifte navnet kan være at forsøge at øge læsertallet og være mere i trit med tiden. Man kunne jo ændre den redaktionelle linje og gøre stoffet mere folkeligt i stedet. Men den oprindelige tanke var jo at arbejde for evangeliets udbredelse, og det er det her ikke. Det er endnu et skridt i retningen af at fjerne kirke fra organisationen. Når man sætter mere fokus på skolestoffet, tænker jeg det samme. Vi mangler ikke skoleblade eller -organisationer,” siger Kurt V. Andersen, der indtil efteråret 2019 var medlem af Grundtvigsk Forums styrelse, der efterfølgende har vedtaget tidsskriftets nye navn.

”Ændringerne overrasker mig ikke, da det var det, jeg oplevede, da jeg var i styrelsen. Formålsparagraffen blev ændret, så der står ’åndsfrihed’. Det næste skridt har så været at ændre tidsskriftets navn. Jeg tror, at Grundtvig ville rotere i sin grav, for det her er partipolitisk og ikke specielt grundtvigsk. Grundtvigsk Forum er blevet en radikal falanks, som gerne vil signalere, at vi ikke er så kristne, at det gør noget.”

Grundtvigsk Forums styrelse mener selv, at det nye navn dækker bedre over det indhold, der er i tidsskriftet. Det fortæller styrelsens formand, Kirsten M. Andersen.

”Vi har arbejdet med navneændringen i noget tid, og vi mener, at det favner det sammenspil mellem institutioner og måder at leve sammen på, som tidsskriftet dækker. Det dejlige ved navnet Dansk Kirketidende var, at det var knyttet til en bestemt organisation, nemlig kirken. Men vi forholder os jo til sammenspillet mellem kirke, skole, samfund og kultur – det, som i et grundtvigsk perspektiv er vekselvirkningen mellem det folkelige og det kirkelige,” siger Kirsten M. Andersen og tilføjer:

”Grunden til, at tidsskriftet får en skoleredaktør, er, at vi ønsker at kvalificere os på skolestoffet. Vi er ikke bange for at glemme kirken med navneskiftet, for den ligger os stadig meget på sinde, og Ingrid Ank, der er ansvarshavende redaktør, er også teologisk redaktør.”

De nye tiltag hilses velkommen med et par forbehold af foredragsholder Jeppe Søe, der selv er grundtvigianer og ofte holder foredrag med efter- og højskoler.

”Det er et logisk skridt at kalde det Grundtvigsk Tidende, og jeg bliver glad, hver gang Grundtvig og hans tanker bliver nævnt. Det giver også mening at skrue op for skolestoffet, da det er en stor del af det grundtvigske. Men navneændringen stiller også en række krav, for grundtvigsk er ikke kun et ord, det er også indhold. Det skal være kritisk og sætte spørgsmålstegn ved egen og andre religioner. Der skal være plads til tvivlen,” siger Jeppe Søe.

”Grundtvigsk må aldrig blive et slagord eller et salgsargument. Det degraderer de tanker og den person, der ligger bag ordet,” advarer han.