Prøv avisen

Nu vil de efterladte også med på gravstenen

Jeg har en fornemmelse af, at det er relateret til mindesider på internettet. Her er formen en anden end på den konventionelle gravsten med en formel minibiografi og måske en personlig hilsen eller et bibelvers, siger adjunkt i arkæologi ved Københavns Universitet om ny gravtrend. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

Internettets mindekultur smitter af på kirkegården, så de pårørendes navne som en hilsen skrives på gravstenen

Navn, fødselsdag og dødsdag er typiske inskriptioner på en gravsten. Flere oplever nu, at også de pårørende vil have deres navne på mindet. Det er for eksempel ikke længere så sjældent, at de efterladte er skrevet på gravstenen som en hilsen.

Det kan man bekræfte hos Danske Stenhuggerier, som fortæller, at udviklingen er sket i nullerne, formentlig fordi de pårørende lader sig inspirere af dødsannoncen, hvor der ofte er en afsender.

”De pårørende spiller en langt større rolle på gravstenen end tidligere ved at signalere tilhørsforholdet til den afdøde. Gravstenen står for de levendes skyld. Det, synes jeg, er en sund udvikling, for så bliver stenen et instrument til bearbejdelse af tabet,” siger marketingchef hos Danske Stenhuggerier Michael Rohde-Petersen.

Administrerende direktør i Landsforeningen Liv&Død, Mogens Balling, mener, at de pårørendes navne på gravsten er en udløber af, at folk tør tale mere om døden, og her vil de pårørende desuden gerne markere deres forhold til personen, der er død.

Også Tim Flohr Sørensen, adjunkt i arkæologi ved Københavns Universitet, er stødt på de familiære hilsner på gravsten inden for de seneste år. Han beskæftiger sig i sit arbejde med nyere tids kirkegårde og har særligt bemærket de pårørendes navne på gravsten på bykirkegårde.

”Jeg har en fornemmelse af, at det er relateret til mindesider på internettet. Her er formen en anden end på den konventionelle gravsten med en formel minibiografi og måske en personlig hilsen eller et bibelvers. På internettet handler det om, at de pårørende kan udtrykke deres subjektive følelser og minder,” siger han og opsummerer det til, at det ”tit kommer til at handle lige så meget om afsenderen som om den afdøde.”

Også på ældre gravsten kan man engang imellem se, hvem den afdøde har efterladt sig. Men Tim Flohr Sørensen mener, at de nutidige sten adskiller sig fra de ældre, ved at de efterladtes navne i dag ikke er skrevet på stenen som en tydeliggørelse af den fælles slægt. På de nyere sten er det en markering af, hvem der har sat stenen og dermed en markering af deres tab.

”Mindet handler om dem, der mindes en død, hvor det før mere entydigt handlede om den, der blev mindet,” siger han.

Det ser man ifølge ham også på de gravsten, som kun har en enkelt tekst som ”Mor” eller ”Bedstefar”, for også her er de pårørendes relation i fokus.

En indvending mod gravsteder, hvor de pårørendes forhold til den afdøde fylder, kan være, at det vil være sværere for besøgende på kirkegården at finde ud af, hvem der ligger begravet, hvis det er de pårørendes savn, der tydeliggøres fremfor en beskrivelse af den afdøde. Tim Flohr Sørensen er af en anden holdning.

”Jeg mener ikke, man kan tale om en anonymisering. At nogen kalder et menneske kun for bedstefar, viser et meget stærkt bånd. For andre kan det være en hvilken som helst bedstefar. Men man må ikke forveksle den tilsyneladende udviskning af navne til fordel for mere plads til de efterladte med en anonymisering. Det handler for mig at se om en anden form for identifikation af det menneske, der er død,” siger han.

Hvis de pårørende ønsker at mindes den afdøde ved blandt andet at skrive deres navne på stenen, behøver man ikke tale imod det, men ud fra det, mener Preben Kok, der for kort tid siden er gået på pension som sogne- og sygehuspræst.

”Søren Kierkegaard har sagt, at hvis du vil lære et andet menneske noget, må du først lære, hvad det menneske kan. Jeg vil tage udgangspunkt i, hvad de pårørende fortæller om deres sorg og derfra forsøge at finde noget, som eventuelt kan supplere det. Det er individuelt, men når den sørgende bringer sig selv i centrum, er det en overskrift, hvor man skal forsøge at finde ud af, hvad der ligger bag,” siger han.