Nutidens kristne vil ikke nøjes med tro

interview Den stigende interesse for kristen spiritualitet rækker langt videre end levende lys og ikoner, mener forfatteren Benny Alex. Han forudser et paradigmeskifte i kirken og er aktuel med bogen Mødet med Eckhart. En indvielse i kristen mystik

I stedet for at følge den vej, Jesus anviser i evangelierne, har kirken sat ham op på en piedestal, hvor han skulle tilbedes som Guds søn, mener Benny Alex: – Vi forsømte princippet og forgudede personen. Jesus var kompromisløs og elitær, men vi har gjort ham til en tandløs trøstermand, som er solidarisk med alle, og som ikke kræver mere af os, end det vi selv vil. –
I stedet for at følge den vej, Jesus anviser i evangelierne, har kirken sat ham op på en piedestal, hvor han skulle tilbedes som Guds søn, mener Benny Alex: – Vi forsømte princippet og forgudede personen. Jesus var kompromisløs og elitær, men vi har gjort ham til en tandløs trøstermand, som er solidarisk med alle, og som ikke kræver mere af os, end det vi selv vil. –. Foto: Blake Steele.

Meister Eckehart eller Mester Eckhart, som han også kaldes tysk teolog og mystiker, der levede cirka 1260 til 1328, blev fordømt af paven for kætteri.

Når forfatteren Benny Alex, som i dag befinder sig langt inde i den kristne mystik, påstår ligesom Jesus at han og Gud er ét, risikerer han også en dom for kætteri. Men så er det, fordi man ikke har forstået meningen, siger han, og nok heller ikke fattet det paradigmeskifte, der efter hans opfattelse netop i disse år er på vej i kirken.

Et paradigme er betegnelsen for en grundlæggende verdensopfattelse, og det paradigmeskifte, Benny Alex forudser i kirken, sætter spørgsmålstegn ved hele kirkens officielle teologi. For Benny Alex er der her en klar forbindelse til tidens stigende interesse for kristen spiritualitet. Det er en interesse, der efter hans opfattelse går langt dybere end blot flygtige følelser og en trang til stemningsfulde lys og smukke ikoner.

Han mener kort og godt, at mange af nutidens kristne ikke længere vil nøjes med at tro, men vil erkende. For dem som for Benny Alex selv vil evangeliet om Jesus dermed blive afløst af Jesu Evangelium, som viser vej til Gud gennem bevidsthedsforvandlende indsigt og fører frem til forening med det guddommelige.

For Benny Alex eller Ben Alex, som han også kalder sig, efter de mange år han boede i USA har vandringen ind i den kristne mystik udfoldet sig som en lang og personlig proces gennem kriser og opgør med den missionske kristendom, han voksede op med, og det karismatiske miljø, hvor han i mange år var en kendt skikkelse. En vandring, som for alvor begyndte med den bog om Søren Kierkegaard, han fik udgivet i 1998. Gennem Kierkegaard fik han syn for hin enkelte, og at man ikke kan overtage en tro udefra, men at den må vokse frem inde i hvert enkelt menneske som resultat af ens egne kriser og den nåde og indsigt, man får givet gennem kriserne.

Med bogen Vejen ud i 2000 tog han sit personlige opgør med de etablerede kirkesamfund og blev mødt af en storm af kritik, men fik samtidig masser af henvendelser fra mennesker, som følte sig hjemløse i kirkerne, og dannede sammen med disse eksilkristne netværket Drivhuset i et forsøg på at finde nye rammer til troen.

Nu er han så aktuel med bogen Mødet med Eckhart. En indvielse i kristen mystik, som netop er udkommet på Gnosis Forlag. Her skildrer han sit møde med munken Eckhart og drager paralleller tilbage til Meister Eckehart og til den moderne mystiker Eckhart Tolle.

Ifølge den apofatiske teologi kan Gud ikke beskrives i positive termer. At tale om en kærlig Gud rammer dermed ved siden af målet. Vi kan højst sige, hvad Gud ikke er, hævder apofatikerne. Når man derfor i den kristne mystik søger den fuldkomne enhed med Gud, indebærer det, at vi må opgive alle vores falske billeder og forestillinger om Gud foruden alle vore egne ambitioner og illusioner. Benny Alex kalder det aflæring, og han er helt på det rene med, at hans tale om, at Gud og Alex skal være ét, af mange vil blive opfattet som ren blasfemi.

Det var jo netop en af hovedanklagerne mod Jesus. Han blev anklaget for blasfemi, fordi han satte sig selv lig med Gud. Fremføres den påstand ud fra egne egoistiske ambitioner om at være som Gud, så er det ganske rigtigt kætteri og blasfemi, men det kan også være den mest ydmyge sætning, et menneske overhovedet kan sige. Nemlig der, hvor man definitivt har opgivet alt sit eget og er kommet ud af alle illusioner om Gud og sig selv. Det er denne vej, som den apofatiske tradition følger, og i stedet for tro fører den et spadestik dybere til, hvad Paulus kaldte gnosis, enhed med Gud.

Indsigt i og erkendelse af det guddommelige er efter denne opfattelse evangeliernes egentlige budskab, og dermed den vej, Mesteren Jesus, som han kaldes i denne sammenhæng, pegede på.

Han ønskede at lede sine disciple til erkendelse og indsigt i det guddommelige, men i stedet valgte kirken at sætte Jesus op på en piedestal, hvor han skulle tilbedes som Guds søn, og hvor det gjaldt for den kristne om at komme i et stadig dybere afhængighedsforhold til den guddommelige Jesus. Samtidig fik Gud hæftet alle mulige menneskelige betegnelser på sig: Han er kærlig og god og elsker os alle sammen, samtidig med at kirken fastholder os i rollen som arme syndere, der aldrig vil kunne nærme os Gud.

Benny Alex erkender, at den anden vej, som han og Meister Eckehart og de andre mystikere betræder, er en eksklusiv udgave af kristen tænkning eller erkendelse med en latent indbygget fare for åndelig selvoptagethed.

Jeg tror slet ikke, at det er alle, der skal gå den vej. Vi skal følge det spor, som Gud kalder os til at gå. Men det bortforklarer ikke, at Jesus var elitær, kompromisløs og eksklusiv, men vi har gjort ham til en tandløs trøstermand, som er solidarisk med alle, og som ikke kræver mere af os, end det vi selv vil.

Mystikernes tænkning rører ikke blot ved den traditionelle opfattelse af Jesus, men forkaster også et andet fasttømret dogme, nemlig dogmet om kampen mellem det gode og det onde.

Går vi erkendelsens vej, kommer vi hinsides den dualistiske tænkning, hvor alt deles op i modsætninger mellem godt og ondt, rigtigt og forkert, sort og hvidt og så videre, forklarer Benny Alex. Det går op for os, at alt er godt i den verden, Gud har skabt, og at ondskab reelt kun er illusion og uvidenhed. Derfor er det en misforståelse at ville bekæmpe det onde udefra. Det vil kun skabe mere illusion og ondskab. Derimod frisætter den indre forening med Gud ad mystisk og intuitiv vej det enkelte menneske til at blive fri af illusioner i forhold til sig selv og i forholdet til næsten.

For mørket bekæmpes ikke med mere mørke, men opløses i lyset fra Gud, siger Benny Alex. Det lys, som han og de andre kristne mystikere forsøger at bane vej for. Ikke ved at forgude Jesus, med ved at følge mesterens spor.

steens@kristeligt-dagblad.dk

Ben Alex: Mødet med Eckhart. En indvielse i kristen mystik. 223 sider, 200 kroner. Gnosis Forlag.