Nutidens socialister er grådighedens største fortalere

De fleste kan se grådigheden alle andre steder end hos sig selv, siger debattør og sognepræst Edith Thingstrup. Men hvis vi bliver bedre til at erkende grådigheden som del af det menneskelige, kan vi også bedre skabe plads til andres udfoldelse, siger hun

For Danmarks socialister handler det udelukkende om at bruge staten til at tage andre folks penge, siger sognepræst Edith Thingstrup, der her ses i marken ved siden af præstegården. –
For Danmarks socialister handler det udelukkende om at bruge staten til at tage andre folks penge, siger sognepræst Edith Thingstrup, der her ses i marken ved siden af præstegården. – Foto: Leif Tuxen

”Grådigheden hænger over mit hoved, når jeg er på arbejde. Bogstaveligt talt.”

Edith Thingstrup er ud over sit virke som debattør og klummeskribent sognepræst i Smørum Kirke uden for København. Når hun står ved alteret i kirken om søndagen, kan hun ud af øjenkrogen skimte et kalkmaleri, hvor en person fylder sig med mad, til han er ved at revne.

På den måde er grådigheden til stede i kirkerummet, som den er til stede i menneskets liv, fortæller Edith Thingstrup.

”Mennesker har til alle tider svindlet og bedraget og taget for sig af retterne i enhver forstand. I det små, når der bliver snydt med kaffe- erstatning under krigen op til svindel med milliarder i skattely. Som dødssynd er grådigheden interessant, fordi den er barskere end alle de andre. I modsætning til misundelse, hovmod og dovenskab er den mere aktiv og synlig. Derfor vækker den også stærke følelser.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Men grådigheden findes i os alle, understreger hun. Derfor skal vi heller ikke holde den ud i strakt arm, som en dødssynd, der kun trives på Wall Street eller blandt politikere. Vi kan begynde med at se efter den i os selv, når vi nærmer os buffeten, påpeger Thingstrup.

”De fleste af os har stået dér ved buffetbordet med en tallerken, vi dårligt nok kunne slæbe tilbage til bordet. Og klemt et alt for stort stykke kage ned, for hvad nu hvis de andre tog det hele. Selv har jeg også mærket grådigheden i jagten på anerkendelse og respekt. Det at ville have det hele. Grådighed er, når man ikke kan sige stop.”

Når hun ser ud over det danske debatlandskab, vrimler det med selvretfærdige, som i alternativets eller bæredygtighedens navn er klar til udpege alverdens grådige dødssyndere. Men nutidens socialister er i virkeligheden grådighedens største fortalere, mener hun.

”For dem handler det udelukkende om at bruge staten til at tage andre folks penge. Det ser vi i Dong-sagen, hvor socialisterne er fortørnede over, at Goldman Sachs har tjent penge. Men de glemmer, at staten har tjent endnu flere penge, som de så ikke behøver at trække op af befolkningens lommer.”

I det hele taget mener Edith Thingstrup, at det vil gavne samfundsdebatten, hvis der stadig fandtes intellektuelle socialister med format.

”Men vi har kun halvstuderede røversocialister i Alternativet og Enhedslisten. De har set sig sure på kapitalisterne og tror blindt på, at staten kan løse alle problemer. Men karakteristisk nok var der stort set ingen erhvervsledere, som blev afsløret i Panama-papirerne. Det var overvejende korrupte politikere, som snød for andre folks penge. Gid vi dog havde nogle klogere socialister.”

”På universiteterne sidder mange af mine gode venner og bekendte, som nok er kloge, men samtidig beklager sig, fordi de ikke synes, de selv tjener penge nok. Men altså, de er blandt de 10 procent rigeste.”

Når det er sagt , så mener Edith Thingstrup, at Danmark i bund og grund er et ret liberalt land. Al den snak om Janteloven er en myte, mener hun, for den trives kun i en meget lille del af befolkningen.

”De fleste danskere tror på frihed og på stræben efter lykken. Vi kan også godt anerkende og respektere en indsats ud over det sædvanlige. Som når Lars Larsen bliver milliardær på at sælge puder og dyner til hele verden. Eller når man som jeg i kirkelig sammenhæng kommer til Sydslesvig og ser, hvad Mærsk har gjort for skoler og kirker i området. Det var aldrig sket uden elementer af grådighed.”

Men derfor kunne vi sagtens være bedre til at anerkende andre menneskers succes – også den der ikke fører til milliardoverskud og filantropiske projekter, siger hun.

”Vi burde være bedre til at løfte tommelfingeren, når andre gør det godt. Vi har udviklet en bekymrende tradition for at enhedstænke alting, ikke mindst i skolen. Det er synd for drengene, synd for pigerne, synd for de kreative og synd for dem, der er gode til matematik. Ingen af dem får plads til at udfolde netop deres talent. Men når vi er til familiefest, vil vi jo allesammen gerne sidde ved siden af den charmerende og dygtige fætter eller kusine, som har gang i den.”