Prøv avisen

Ny åbning for kvindelige præster på kirkens højrefløj

”Vi anerkender, at både et ja og et nej til ordningen med kvindelige præster kan være foreneligt med ønsket om respekt for Bibelens autoritet i dette spørgsmål,” lyder det blandt andet i dokument fra Menighedsfakultetet. Modelfoto. Foto: Paw Gissel

Bastion for den konservative kirkefløj giver nu ansatte frihed til at være for eller imod kvindelige præster. Vi skriver bare den rummelighed ned, som har været praksis i mange år, lyder det fra bestyrelsesformand. Men Indre Mission mener, at konservative præster nu bliver endnu mere udsatte

Umiddelbart ser det ud til bare at være en skriftlig tilkendegivelse, men det er meget mere.

Menighedsfakultetet, der uddanner teologer med missionsk præg, har besluttet ikke længere at være officielt imod en ordning med kvindelige præster, hvilket ellers har været en del af fakultetets varemærke. I stedet har bestyrelsen bag den aarhusianske uddannelsesinstitution udarbejdet et dokument, der blandt andet stiller ansatte, studerende og bestyrelsesmedlemmer frit til at indtage en personlig holdning til, hvorvidt kvinder bør kunne være præster.

”Vi anerkender, at både et ja og et nej til ordningen med kvindelige præster kan være foreneligt med ønsket om respekt for Bibelens autoritet i dette spørgsmål,” lyder det blandt andet i dokumentet.

På trods af den tidligere officielle holdning har der i praksis været plads til uenighed om kvindelige præster på Menighedsfakultetet, siger bestyrelsesformand Jørgen Jørgensen. Han tilføjer, at det nye dokument blot er en formalisering af den praksis.

”Vi har i 40 år sagt, at det her er et spørgsmål om fortolkning af bibeltekster. Og hvis det er det, bør vi også ende med at sige, at den ene fortolkning ikke er mere legitim end den anden, hvis de begge er funderet i solid forskning. Derfor mener vi, at Menighedsfakultetet ikke længere som samlet institution skal have en officiel nej-holdning til spørgsmålet om kvindelige præster.”

Hos Indre Mission er man modsat Menighedsfakultetet fortsat officielt imod ordningen med kvindelige præster, der blev indført i 1948, men stiller lokale fællesskaber og personer frit i spørgsmålet. Indre Missions formand, Hans-Ole Bækgaard, er tidligere formand for Menighedsfakultetets repræsentantskab, og han forstår ikke argumentationen bag institutionens tiltag.

”Jeg ser det som et historisk skifte, fordi man tidligere har haft en officiel holdning fra institutionens side, der har været kurssættende for, hvordan man skulle forholde sig teologisk og kirkeligt til spørgsmålet, samtidig med at der var plads til uenighed. Og selvom man hævder, at man bare har gjort den rummelighed, der altid har været praktiseret, til formel virkelighed, så er det uomgængeligt, at det vil få betydning i fremtiden,” siger han.

En af konsekvenserne kan blive, at de kandidater fra Menighedsfakultetet, der er imod ordningen med kvindelige præster, i fremtiden vil stå i en endnu mere udsat position i folkekirken, end det allerede i dag er tilfældet, mener Hans-Ole Bækgaard.

”Situationen er nu, at man ikke længere i kirkelandskabet kan henvise til Menighedsfakultetets officielle holdning, for den eksisterer ikke,” siger han.

Anderledes positivt indstillet er Anette Lomborg, der selv læser på Menighedsfakultetet og er den eneste kvindelige studerende på sin årgang. Hun går selv ind for en ordning, hvor kvinder kan være præster.

”Det har hængt lidt i gardinerne, at det mest rigtige synspunkt var, at kvinder ikke skal være præster, så selvom jeg kun har oplevet respekt fra undervisere og andre studerende, har det generet mig, at den tidligere officielle holdning har været et nej. Derfor er jeg rigtig glad for denne udmelding og tror, den vil få betydning for kommende studerende, som kan løfte panden og med frimodighed gå til studiet, uanset hvilken holdning de har til spørgsmålet.”

Mogens Mogensen, der er interreligiøs konsulent og formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd, kalder det i et blogindlæg ”tankevækkende”, at Menigheds- fakultetet ændrer kurs. En ændring, han hilser velkommen. Til Kristeligt Dagblad siger han:

”Nogle kirkelige organisationer har behov for at sætte meget klare grænsepæle, der definerer, hvilken kristendom der er den rigtige, og hvilken der er den forkerte. Jeg fornemmer, at Menighedsfakultetet gør op med den grænsesætning, og det synes jeg er sundt, især for en uddannelsesinstitution. Og så er det modigt, at man tør vise over for offentligheden, at man fjerner den grænsepæl.”