Ny biskop vil sætte kirken ind i kamp mod selvmord og svigt af børn i Grønland

43-årige Paneeraq Siegstad Munk er fra den 1. december biskop i den grønlandske del af folkekirken. Hun er inspireret af sine inuit-rødder og er mere åben over for udefrakommende kristne end sin forgænger

”Jeg kan ikke få mig selv til at sige, at inut-troen er vantro. Så ville jeg jo sige, at mine egne forfædre var forkert på den. Og så har jeg ikke respekt for det, jeg selv kommer fra,” siger den 43-årige Paneeraq Siegstad Munk, nyvalgt biskop i Grønland. – Foto: Arne Munk. Foto: Arne Munk

Den nye biskop i Grønland vil have kirken mere på banen i de svære problemstillinger, som det grønlandske samfund står over for, hvad end det er omsorgssvigt over for børn eller en alt for høj selvmordsrate.

Det fortæller Paneeraq Siegstad Munk, der vandt bispevalget i rigets største stift og altså snart overtager bispesædet fra Sofie Petersen, som har været biskop siden 1995.

”Vi har været lidt for usynlige som folkekirke. Jeg tænker, at hvis vi viser flaget, vil de unge vide, at præsterne er gode samtalepartnere, som de kan henvende sig til. Ude i de små samfund er der ikke mange uddannede. Der er ikke så mange psykologer. Kirken har den styrke, at vi langs hele kysten har præster og kateketer, som er uddannet til at tale om de svære ting i livet,” siger hun.

”De gamle er opdraget med, at man kan bruge præsten til sjælesorg. Men de unge ved ikke helt, at muligheden er der. Så vi skal ud og vise, at vi har ressourcerne til at tale om sådan nogle svære emner.”

Paneeraq Siegstad Munk vandt bispevalget overbevisende med 129 stemmer ud af 254, mens hendes nærmeste konkurrent, domprovst John Johnsen, til sammenligning fik 50. Hun er overvældet over udfaldet.

”Det er svært at sætte ord på. Man kan fornemme, at det er stort, og jeg er meget ydmyg over den store opbakning,” siger hun, og hvis hun skal give et bud på, hvorfor lige netop hun vandt, er det, fordi hun er et kendt ansigt mange steder.

”Det er måske, fordi jeg har arbejdet ude ved kysten. Jeg kender mange og har arbejdet med mange menighedsråd og kateketer, så de har vidst, hvad de fik, hvis de stemmer på mig,” forklarer hun.

Den 43-årige teolog bliver folkekirkens yngste biskop i Rigsfællesskabets geografisk største stift. Hun er opvokset i bygden Attu, der ligger i Diskobugten, og som Paneeraq Siegstad Munk plejer at omtale som “verdens midtpunkt.”

For tiden har bygden ikke nogen kateket, men der er tradition for, at kirken er et samlingspunkt, hvor man mødes i livets forskellige faser, så menighedsråd og lokalbefolkning arbejder sammen om at have et fungerende kirkeliv til trods for, at der ikke er en gejstlig.

”Jeg tror, de er meget stolte af, at deres barn skal være biskop,” siger Paneeraq Siegstad Munk om befolkningen i Attu.

Da hun i 2001 som en af de første nogensinde blev bachelor i teologi fra Grønlands Universitet i Nuuk, også kaldet Ilisimatusarfik, blev hun interviewet af Kristeligt Dagblad. Her gav hun udtryk for, at hun var meget optaget af den inuitiske skabelsesberetning og dens samspil med de kristne skabelsestekster. Hendes inuitrødder er stadig vigtige for hende den dag i dag.

”Her i Grønland kan vi ikke se bort fra, at man har den gamle kultur, som er blevet overleveret ved mundtlige fortælletraditioner. Det ligger dybt i befolkningens tanker om livet. Så for mig har det været vigtigt at kende til den gamle inuitlivsanskuelse, samtidig med at jeg kender de kristne skabelsesberetninger,” siger hun og fortsætter:

”I gamle dage kom de kristne missionærer og sagde, at inuitreligionen var vantro – at man skulle være kristen. Det har jeg altid været ked af. For vi skal have respekt for andres livsanskuelser. Jeg kan ikke få mig selv til at sige, at inuttroen er vantro. Så ville jeg jo sige, at mine egne forfædre var forkert på den. Og så har jeg ikke respekt for det, jeg selv kommer fra.”

Men hvordan tænker du så, at inuitroen kan hænge sammen med det at være kristen?

”At jeg er bevidst om inuiternes livsanskuelse, gør, at jeg er tættere på tanken om, at mennesket er en forvalter, der skal passe på naturen og ikke herske over den. Mennesker er ikke større end naturen. Og det er vi helt klar over her i Grønland. Når toget er forsinket med fem minutter i København, er der kaos. For så når man ikke sine aftaler. Men jeg har været i Scoresbysund (by i Østgrønland red.), hvor der kan være snestorm tre dage. Og hvis flyafgangen først er aflyst der, så er der ikke andet at gøre end at vente til næste uge,” siger hun.

Da hun i begyndelsen af årtusindet kom til København for at læse teologi og få en kandidatgrad, undrede hun sig over, at alt kirkeliv var inddelt i fløje. Teologisk har hun også i dag svært ved at placere sig selv.

”Efter danske målestokke ved jeg ikke helt, hvor jeg befinder mig henne. Men jeg har stor respekt for, at man kan have forskellige holdninger til tro,” siger hun.

I forhold til udefrakommende kristne aktører i Grønland er hun heller ikke helt lige så kritisk som sin forgænger Sofie Petersen, der i begyndelsen af året udtalte sig skeptisk over for, at organisationer som Kristeligt Forbund for Studerende kommer til Grønland og “missionerer”.

”Det er snart 300 år siden, Hans Egede kom herop. Vi er kristne og døbte, og det falder nogle af os for brystet, hvis vi betragtes sådan, at evangeliet endnu ikke er kommet til os,” sagde Sofie Petersen dengang. Paneeraq Siegstad Munk ser andeledes på det:

”Jeg vil betragte mig selv som mere økumenisk orienteret end Sofie Petersen. Nu ved jeg jo ikke, hvordan det er at sidde som biskop. Men jeg vil gerne være åben og snakke med andre kristne. Det kunne jo godt være, at noget af det, de siger, kan bruges hos os. Men det er meget vigtigt at respektere hinandens forskelligheder,” siger hun.

Folkekirken i Grønland har siden 2010 været underlagt Grønlands Selvstyre, men er del af Rigsfællesskabets folkekirke. Den nye biskop håber, at folkekirken i Grønland ikke trækker sig længere væk fra de ti stifter i Danmark, end den er i forvejen – selvom den geografiske afstand er stor.

”Jeg vil være ked af, hvis jeg ikke kan have kontakt med de andre biskopper. Og derfor mener jeg, der skal være en forbindelse mellem Grønland og de ti stifter. Når man kun er én biskop, kan det blive en ensom post. Det er godt med nogle sparringspartnere,” lyder det fra Paneeraq Siegstad Munk.

Hun tiltræder sit nye embede den 1. december.