Ny biskop: Jeg kommer ikke til at sige, "sådan gør vi som kristne"

Peter Birch er blevet valgt som biskop i det demografisk største stift i landet. Han ser det ikke som en svaghed, at han teologisk ligner de ni andre biskopper, så længe de hver især har mangfoldigheden i deres stifter for øje

Peter Birch gik til valg på, at folkekirken skal stå centralt i samfundet. Fra den 1. februar er han biskop i Danmarks demografisk største stift efter at have vundet i valgets første runde med mere end halvdelen af stemmerne. Han glæder sig over det store mandat, han snart kan iklæde sig bispekåben med. – Foto: Johanne Teglgaard.
Peter Birch gik til valg på, at folkekirken skal stå centralt i samfundet. Fra den 1. februar er han biskop i Danmarks demografisk største stift efter at have vundet i valgets første runde med mere end halvdelen af stemmerne. Han glæder sig over det store mandat, han snart kan iklæde sig bispekåben med. – Foto: Johanne Teglgaard.

Den 24. februar i år blev der holdt en konference om døden i Aarhus, hvor biskopperne og mange af landets præster og provster var til stede. Undervejs opstod der problemer med teknikken, som skulle fikses, og provsten fra Fredericia, Børge Munk Povlsen, udnyttede derfor den lidt akavede stilhed til at lade en vittighed falde over forsamlingen:

”Nu vil Peter Birch gerne benytte anledningen til at fortælle om bispevalget i Helsingør,” sagde provsten til stor morskab for alle, inklusive Peter Birch selv.

Det var vel at mærke flere måneder før, valget om bispesædet i Helsingør overhovedet var udskrevet, men Gentofte-provsten Peter Birch havde allerede gjort sig bemærket ved i et interview med netmediet kirke.dk at bekræfte, at han agtede at stille op, når Lise-Lotte Rebel ville gå på pension i det nye år. Og det gjorde han. Yderst velforberedt og med væsentligt flere stillere end sine konkurrenter.

Tirsdag vandt Peter Birch så en overbevisende sejr i første runde af valgkampen med 53 procent af stemmerne. Han står nu over for et avancement, der nemt kan tolkes som det endelige skridt i en mangeårig karriereplan for den 58-årige præst, forhenværende kirkeredaktør, tidligere forlagschef i Bibelselskabet og nuværende formand for Provsteforeningen. Men det er der ikke tale om, siger han selv.

“At blive biskop har ikke været en del af en karriereplan. Jeg har ikke tænkt, at det var det her, det skulle ende med. Og dem, der kender mig allerbedst, ved, at jeg har slået mig lidt i tøjret ved at skulle stille op,” siger han dagen efter sin valgsejr.

“Men jeg vil sige i forhold til det med planlægning, at jeg har haft en meget velorganiseret kampagne. Det vil jeg gerne vedkende mig. Den har fungeret, fordi mange frivillige er gået ind i kampagnen og har støttet mig og hjulpet mig i det år, som nu er gået,” siger Peter Birch.

Den 31. januar skal han indvies i Sankt Olai Kirke i Helsingør. Dermed siges der pænt farvel til den nuværende biskop, Lise-Lotte Rebel, som gennem årene flere gange har markeret sig som en konservativ modvægt til resten af bispekollegiet. Blandt andet i spørgsmålet om et ritual for vielse af homoseksuelle. Analytikere har her i avisen påpeget, at biskopperne undertiden ligner hinanden mere og mere holdningsmæssigt – og når Peter Birch iklæder sig kåben, kommer det heller ikke til at ændre sig, vurderer de. Tværtimod.

Konsekvensen af et ensrettet bispekollegie kan jo blive, at uenighed og teologisk debat viger for konsensus. Er det ikke et problem?

”Jeg tror, de fleste mennesker bliver kede af at høre, de bare er en del af en mængde. De fleste har også en personlighed, som de bærer med sig ind i en gruppe, og som præger fællesskabet – lige meget om det er en arbejdsplads eller bispekollegiet. Som biskopper kommer vi fra 10 forskellige stifter med en mangfoldighed, som vi også skal repræsentere. Det kan godt være, at de 10 biskopper så befinder sig inden for en teologisk normalmeter (en fast standard, red.). Men når biskopperne træder ind i det rum, repræsenterer de den mangfoldighed, stifterne har.”

Men tag for eksempel de missionske. De fylder noget i folkekirken, men er ikke repræsenteret blandt biskopperne. Er det ikke en svaghed?

”Nu er det jo sådan, at biskopperne vælges af stifterne. Og der er ikke nogen biskop, der skal påtage sig en holdning, de ikke har. Men det er vigtigt, at den, der vælges, har sans for mangfoldigheden i stiftet. Jeg mener ikke, at jeg er valgt af en bestemt teologisk fraktion, og jeg vil gerne være biskop for hele stiftet. Jeg har også missionske stillere, og jeg anser det som en styrke i folkekirken, at vi har den teologiske bredde, som vi har. Den bredde skal biskoppen have sans for,” siger Peter Birch.

Ser du det som en styrke eller en svaghed, når der er uenighed i bispekollegiet om forskellige problemstillinger?

”Det er næsten altid en historie, når biskopper udtaler sig i samlet flok, og det er en historie, når de ikke udtaler sig i samlet flok. Så der er ambivalente holdninger til, hvad kollegiet har mandat til at udtale sig om.

Vi har jo en tradition for, at ingen udtaler sig på folkekirkens vegne. Men det betyder samtidig, at alle har ret og pligt til at udtale sig. Og biskopperne er ikke klogere eller mere indsigtsfulde end andre. Men de har en rolle, der betyder, at de nogle gange har kortere vej til en mikrofon,” siger han og fortsætter:

“Der er en forventning om, at biskopperne udtaler sig om mangt og meget. Det vil jeg også prøve at gøre, når der er en anledning til det.”

Hvad vil du udtale dig om?

”Det kan være, når der er principielle spørgsmål i spil. For eksempel konkrete problemstillinger, der er socialetiske eller handler om samfundsudviklingen. Men biskopper skal ikke udtale sig på en belærende måde. At “sådan gør vi som kristne”, eller “det mener vi ikke som kristne”. Konkrete handlingsanvisninger vil jeg være meget varsom med at udstikke, for det er ikke muligt at udlede så klare retninger på baggrund af evangeliet,” siger den kommende biskop.

Helsingør Stift er Danmarks folkerigeste stift med et indbyggertal på over en million. Det breder sig geografisk fra sociale boligområder nord og vest for København til Strandvejen, hvor de rigeste danskere bor. Her i avisen har sognepræst i Haraldskirken ved Høje Gladsaxe Morten Miland udtalt, at hvis stiftet var en person, ville vedkommende være ”skizofren,” fordi den ene ende har helt andre interesser end den anden. Men sådan ser Peter Birch ikke på det:

“Jeg kunne ikke være mere uenig. Det er helt rigtigt, at Helsingør Stift er stort, men jeg betragter det mere som en koncentreret udgave af hele det danske samfund. Her er den mangfoldighed, vi ser i hele landet. Der er landbrugsland og storby, vi har det hele. Det er ikke et udtryk for skizofreni, men et udtryk for, at vi som folkekirke favner alle slags – men hvor vi er fælles om at have et kirkerum, hvor vi går hen i livets afgørende øjeblikke, og når vi har brug for, at vores daglige liv skal sættes i perspektiv.”

I Helsingør Stift er der 165 kirker og ansat 300 præster. En af Peter Birchs opgaver som biskop bliver blandt andet at føre tilsyn med dem alle.

Hvornår regner du med at have været rundt i hele stiftet på tilsyn?

”Det har jeg ikke gjort mig konkrete forestillinger om. Det er en af biskoppens fornemmeste opgaver at være rundt og i kontakt. I løbet af valgkampen har jeg været meget på farten, og det har været ekstremt inspirerende, så det er ikke noget, jeg ser som en tung opgave, men derimod en spændende opgave. Jeg tror også, man kan føre tilsyn på mange måder. Man kan samle flere sogne til en provstidag. Nærværet og anerkendelse af den enkelte præst kan også foregå i mindre grupper eller på tomandshånd.

Men 300 præster. Er Helsingør Stift ikke bare for stort?

”Nej. Der har været tale om at splitte stiftet op. Men for mig at se handler det om at samle det. Jeg mener, at Helsingør Stift er velproportioneret. Vi har ikke alle de ensomt beliggende landsbykirker, hvor der er problemer med at få bemandingen til at gå op. De fleste steder hænger det godt sammen.”

Et helt andet spørgsmål: Skal folkekirken markere sig mere på vegne af forfulgte kristne?

”Jeg synes, det er et stort problem, at der er så mange steder i verden, at kristne bliver forfulgt. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for internationalt og over for politikere at tale for religionsfrihed og værne om de kristne de steder, hvor den trædes under fode.”

Men skal folkekirken markere sig mere?

”Jeg tror, at vi i takt med globaliseringen er blevet opmærksomme på, at det mange steder er med livet som indsats, at man bekender sig til kristendommen. Så det er en erkendelse, vi skal varetage i mødet med politkere eller andre religiøse ledere. Vi skal hele tiden sørge for at tale for religionsfriheden og de kristnes ret til at bekende deres tro. Det er en dagsorden, vi selvfølgelig skal bære frem, hvor vi kan.”