En ny biskop er valgt til Grønland, og hun tiltræder i morgen (den 1. december). Det er Hans Egedes gamle bispestol, hun dermed sætter sig på, i hvert fald i overført betydning, for Hans Egede nåede ikke at være biskop i sin tid i Grønland. Hans Egede var missionær i Grønland fra 1721-1736, og han fortsatte efter hjemkomsten med at arbejde for sit livsprojekt og i 1740 blev han udnævnt til biskop af Grønland.
Der har været røre om Hans Egede i årets løb, og kun med snævert flertal blev det vedtaget at lade hans statue i Nuuk blive stående. Han forbindes af nogle med kolonisering fra Danmark-Norge, hvilket ikke er helt forkert. Det var faktisk ham, der gennem mange år kæmpede for at få gang i missionsarbejde i Grønland, og for at gøre dette muligt midt i krigstider og økonomiske vanskeligheder fik han grundlagt et handelskompagni, for handel med Grønland var den eneste vej til at få finansieret det missionsarbejde, der var blevet hans livsprojekt. Han var realist nok til at danne koloni og drive handel, men først og fremmest var han missionær. Der var på hans tid mange andre, der sejlede til Grønland, især hollandske hvalfangere, men de kom kun for at tjene penge og hente spæk. Hans Egede kom for at bringe evangeliet. Af kærlighed til grønlænderne.
Hans Egede fandt i løbet af sine år i Grønland frem til missionsmetoder, der har sat sit præg frem til denne dag. For det første sigtede han mod at danne en folkekirke, der skulle være til stede overalt i Grønland. Hurtigt blev det klart for ham, at kolonien i Godthåb ikke var tilstrækkelig.
Grønlændernes fangerliv tvang dem til at rejse, og kirken måtte være til stede, hvor folket var. Ligesom hjemme i Danmark-Norge. Derfor måtte der bygges kolonier langs hele den beboede del af vestkysten. Man nåede allerede langt i hans levetid, og i 1776 var hele vestkysten dækket.
I 1905 var hele Grønland kristnet, og man talte ikke længere om en missionsmark, men om Grønland som et stift i folkekirken. Ingen af de 10 andre danske stifter har i dag så høj en medlemsprocent som Grønlands.
Desuden besluttede Egede, at forkyndelsen skulle ske på grønlandsk. Han gik fra første færd i gang med at lære det for ham svære grønlandske sprog. Hans børn blev bedre til det, og efter sin ankomst til København i 1736 blev han leder af et seminarium, der skulle forberede præster og lærere til at kunne virke i Grønland på folkets sprog. Det er blandt andet Hans Egedes fortjeneste, at det grønlandske sprog er blevet bevaret, og at det var inuitsprog med egen grammatik. Kirken deroppe skulle også være præget af grønlandsk ledelse.
Hans Egede havde i grunden høje tanker om det grønlandske folk. Ganske vist støder man sig i dag på enkelte af hans udsagn om grønlænderne, som han kunne betegne som uforstandige og koldsindige.
Men primært så han også en anden side. De grønlandske børn anså han som lige så lærenemme som hans egne, og hurtigt betroede han unge grønlændere opgaver med at undervise. Han ønskede netop ikke at sende dem til Danmark-Norge for at gøre dem til europæere, men så hellere et seminarium oprettet deroppe, så grønlændere kunne uddannes på hjemmebanen. At Grønlands kirke i dag har en grønlandsk ledelse og bruger grønlandsk sprog, er således en arv fra Hans Egede. I andre dele af det arktiske område gik det ganske anderledes.
Kirken i Grønland blev dansk, og ikke norsk. Det kunne godt være gået anderledes, for i middelalderen hørte Grønlands stift under Trondheims ærkebispedømme, hvilket også geografisk var det mest nærliggende.
Også Hans Egede opfattede Grønland som gammelt norsk land. Hans Egede var selv opvokset i Norge og præst i Norge før rejsen til Grønland. Skønt han selv var mere norsk end dansk, valgte han i 1736 ikke at flytte hjem til Norge, men til København. Her boede den enevældige konge over Danmark-Norge, og Egede har vel set, at Grønlandsmissionen kun kunne fortsættes, hvis han som dets fortaler var tæt på magtens centrum.
Således blev Grønland knyttet til København, og da Norge skiltes fra Danmark i 1814, blev de nordatlantiske områder med Grønland danske. At kirken i Grønland siden 1993 har været et stift i den danske kirke, trækker også linjerne tilbage til ham, hvis 300-års-jubilæum skal fejres næste år.
Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet i Aarhus.