Prøv avisen
Boguddrag

Ny bog: Det slår gnister, når tro møder tro

Gennem tiden har det ofte været missionærerne, der var de første til at møde nye og fremmede religioner. Det udfordrede dem til at tænke over deres tro såvel som den tro, de mødte i det "fremmede", skriver Peter Lodberg i sin nye bog, Tro versus tro. Her ses sognepræst Lars Gustav Lindhardt, der forestår gudstjeneste i Frederiksberg Kirke, Kristi Himmelfartsdag 2020. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Den kristne tro er ikke skabt i et vakuum. Teolog Peter Lodberg undersøger i en by bog, hvordan kristendommen er formet gennem tiden i mødet med andre religioner. Læs indledningen til "Tro versus tro" her

Vi tror forskelligt og på noget forskelligt. Det kan enten berige mødet, når tro møder tro, eller det kan skabe usikkerhed og modstand. Vi kan blive bange for, at en ny tro vil rive tæppet væk under vores livsform og tradition, som vi er glade for – ja, hele vores tilværelse kan føles truet.

Vi kan føle os udfordret på vores egen tros vegne og blive usikre på, om vores tro nu også er den rigtige og sande. Eller vi kan hilse en ny tro velkommen som sandpapir for vores egen tro og som en velkommen mulighed for at fordybe os i ligheder og forskelle mellem forskellige former for tro. Vi kan benytte os af lejligheden og blive klogere på vores egen tro – og på det fremmede.

Troen kan rette sig mod meget forskelligt. Asatro genoptager troen på de nordiske guder. Kristentro henter sit indhold fra troen på Jesus som Guds søn og verdens frelser. Muslimsk tro omfatter en tro på Gud, engle, Koranen, profeter, dommedag og altings forudbestemmelse. Jødedom er studiet af Guds lov som forudsætning for at kende Guds vilje, så vores handlinger bliver gode.

Vi kan diskutere, hvor grænsen går mellem tro og filosofi – tag eksempelvis buddhismen. Mange buddhister i Danmark vil sige, at buddhismen er en filosofi, selvom buddhistiske foreninger er godkendt som trossamfund. Centrum er ikke en tro på en gud, men længslen efter at erkende nirvana, som er ensbetydende med total selvkontrol, så begæret ikke længere har magten over os.

På samme måde kan vi drøfte, om der er en forskel på religiøs tro og politisk overbevisning. I det 20. århundrede antog ideologier som kommunisme, marxisme, maoisme og nazisme karakter af at være totalitære religioner, der forfulgte mennesker med en anden politisk eller religiøs overbevisning.

De totalitære politiske ideologier spiller ikke den samme rolle i dag som tidligere, men det betyder ikke, at vi ikke længere har ismer. Socialisme, liberalisme og kapitalisme kæmper fortsat med hinanden om, hvordan vores samfund bedst skal indrettes til gavn for borgerne. På det religiøse og politiske område møder vi zionisme og islamisme som ideologier med betydning for især den politiske udvikling i Mellemøsten.

En anden form for isme er ateismen, der afviser enhver form for gudsdyrkelse som falsk overtro. Ateismen har en lang historie og knytter an til en opfattelse af, at Gud er en projektion eller illusion, der siger mere om os selv som mennesker end om noget guddommeligt.

Især den darwinistiske teori om arternes evolution er central for nyateismen, der har etableret sig som en aktivistisk ideologi efter 11. september 2001. Ateister har en forventning om, at vi er på vej mod det gudløse samfund, som de selv ønsker at fremme gennem forbud mod morgensang i skolerne eller religion i det offentlige rum. Er denne forventning det samme som en stærk tro eller en naturvidenskabelig og samfundsvidenskabelig teori, der er underlagt historiens foranderlighed?

Der bliver i disse år taget mange initiativer til at fremme religionsdialogen mellem religiøse ledere – et godt eksempel er pave Frans og storimam Ahmad al-Tayyeb fra Egypten. Dialogerne skal fremme sikkerhed og samfundsmæssig stabilitet.

Et andet eksempel på samarbejde på tværs af tidligere religiøse skel er evangelikale kristnes støtte til den zionistiske ide om, at jøder har en historisk og guddommelig ret til at bosætte sig i Israel og oprette en jødisk stat. Der er i forlængelse heraf blevet skabt et tæt samarbejde mellem højreorienterede kristne uden for Israel og den israelske bosætterbevægelse.

Den kristne zionisme har nok etableret nye samarbejdsmønstre, men har samtidig gravet en dyb kløft til palæstinensiske kristne i Israel og Palæstina. Konflikten mellem evangelikale kristne og palæstinensiske kristne er et eksempel på, at uenighed i religionsdialog og religionssamarbejde ofte går ned igennem det enkelte trossamfund og ikke altid er noget, der opstår mellem trossamfundene.

Vi skal i denne bog dykke ned i, hvordan teologien – forstået som den kristne tros eftertanke – reflekterer over kristendommens møde med religioner og religiøst prægede ideologier i en religionspluralistisk tid som vores.

Inden for den teologiske fagkreds er det efterhånden almindeligt at kalde arbejdet med at klarlægge den kristne tros forhold til andre religioner for religionsteologi. Det er en forholdsvis ny teologisk disciplin, der trækker linjer tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede. Religionsteologien har især vundet udbredelse i de seneste årtier, i takt med at globaliseringen har gået sin sejrsgang over hele verden.

Religionsteologien belyser også de samfundsmæssige og historiske forudsætninger for kristendommens forhold til de andre religioner. Derfor er der fokus på religionernes offentlige rolle, forholdet mellem religionsfrihed og religionslighed samt relationen mellem religion og stat.

Det betyder dog ikke, at det først er i nyere tid, der er blevet reflekteret teologisk over mødet mellem kristen tro og anden tro. Refleksionen er blevet foretaget under andre overskrifter end religionsteologi, og vi skal i det følgende afsøge væsentlige dele af det landskab, som har aftegnet sig i dette møde. I mange år har missionsteologi været det foretrukne begreb, og der er da også en række lighedspunkter mellem de to slags teologier.

Det er ofte missionærerne, der er de første til at møde nye og fremmede religioner. Det har udfordret dem til at tænke over deres egen tro og deres vurdering af den tro, de mødte i det ”fremmede”.

Missionærerne er også de første antropologer, som i deres rejseberetninger beskriver den nye kultur, de møder på deres missionsrejser. Ud over at sende beretninger og breve hjem til de kirker og lande, de kommer fra, sender de også forskellige genstande til Europa, fx til den tyske by Halle. Her er der i dag indrettet et museum med genstande fra Halle-missionens arbejde i Grønland, Afrika og Asien. Deres fund og beskrivelser er med til at gøre verden større og mere mangfoldig og er samtidig med til at skabe vores forestillinger om, hvordan ”de fremmede” lever, og hvad de tror på.

Missionærernes rejser er med til at ændre verdensbilleder. Der er talrige eksempler på, hvordan der kan opstå en forståelseskløft eller ligefrem konflikt mellem de sendende kirker og deres missionærer, fordi de kulturelle og religiøse erfaringer i det fremmede præger missionærerne på måder, ingen har forudset.

Hensigten med bogen er at introducere en række af de religionsteologiske overvejelser, der skal gøres, når kristen tro møder anden tro. Dermed er bogen et bidrag til en nødvendig religionsteologisk diskussion og afklaring. Tro versus tro er bygget kronologisk op. Den begynder med en analyse af, hvordan gudsbegrebet i Bibelen bliver formet i mødet mellem forskellige gudsforståelser, og hvordan det udvikler sig op igennem historien frem til vor tids diskussioner om kristendommens forhold til andre religioner. Undervejs vil vi møde teologer og teologiske temaer, der er med til at kortlægge religionsmøderne fra kristendommens begyndelse til i dag. Gennem en undersøgelse af fortiden bliver nutidens religioners møder sat i perspektiv: tro versus tro.

Læs interview med forfatteren til bogen, teolog Peter Lodberg, her.